Fra forfaldsstemning til ren ramasjang

Jeg havde set den islandsk-engelske "Beowulf & Grendel" (2005 - Se: http://www.imdb.com/title/tt0402057/) for nogen tid siden. Jeg fandt egentlig filmen en kende for langsom og en anelse forvirrende mht. motiver og handling, mens jeg så den. Omvendt var jeg godt tilfreds med dramaet, da jeg havde set den til ende.

Jeg havde det stort set omvendt med denne denne animerede fortolkning af Beowulf-myten. Hér var jeg fra starten særdeles begejstret for den tilsyneladende svulstigt-småperverse undergangs-stemning, som hersker i det lille vikinge-samfund anført af en aldrende, lunefuld høvding, der er parat til at tage sine hemmeligheder med sig i graven og overlade ligene i lasten til sine undersåtter. Fascinerende grumt.

Stemningen forstærkes, da den lidende, ulykkelige trold, Grendel, entrer gildesalen og slagter de festende til hobe. Man vil som seer frygtelig gerne vide mere om årsagerne til denne dystre elendighed.

"Beowulf" giver os da også forklaringen på kvalerne, og (bortset fra de ansigtsmimisk "døde" skuespillere) er det da også en særdeles flot fabel, der formidles på billedsiden. Men det sker i alt for høj grad på bekostning af den helstøbte, mørke stemning, som filmen havde skabt i starten. Momentvis nærmer vi os faretruende et dramaturgisk niveau, som ikke hæver sig over forfilm til f.eks. computerspil.

Jeg vil derfor være grov nok til at afvise dette værk som halvgjort. Det er - bevar's - bedre end forrige års gennemført éndimensionelle, tegneseriebaserede animationsfilm "300" om Spartas kamp mod horderne fra øst. Men så heller ikke mere. Hvor "Beowulf & Grendel" formåede at bevare den oldmytiske lidelses-stemning, som også findes i de i dag svært opdrivelige islandske vikingetids-dramaer "Ravnen flyver" og "I Ravnens skygge" fra 1980erne, så ofrer "Beowulf" alt på actionunderholdnignens alter i filmens sidste halvdel.

Det er lidt spild af et godt oplæg at ende med at fortælle en så fad helte-historie.