En verden for sig

Oven på mesterinstruktøren Terrence Malicks tidligere værker, ”Badlands”, ”Days of Heaven” og ikke mindst filmen der med tiden er blevet min ultimative favorit, ”The Thin Red Line”, kan det efter al logik være svært, at se noget bjergtagende eller overvældende ved hans seneste udspil, ”The New World”. En film der som før set fastslår Malick som en filmisk poet, en mand dybt forelsket i naturens skønhed, renhed og klarhed, og en mand, hvis visuelle øje alene endnu engang rækker overordentlig langt ud over så godt som enhver filmtilskuers fatteevne. Trods repetitionerne er ”The New World” alligevel en film, jeg for alt i verden ikke ville være foruden – og svaret på det må findes et sted dybt nede i bevidstheden, hvor selv den mest rationelt tænkende og skarpsindige del af ens indre filmkritiker må lade livet for et uimodståeligt filmsprog.

Allerede fra filmens første skud er man solgt til Malicks lyriske billedrigdom. En hypnotisk summen fra Wagner-symfonien ”Rheinguldet” slår tonen an til englændernes første møde med amerikansk fastland – en kraftfuld melodi, der i de næste 4-5 minutters suppleres af de mest kraftfulde filmbilleder man kan forestille sig, lige fra flydende bevægelser henover Atlanterhavets spejlende vandoverflade til indianernes fortumlede tur gennem skove og buskadser for at møde de enorme, indsejlende træskrumler. Allerede inden for disse 4-5 minutter har Terrence Malick komponeret sig vej gennem ethvert skeptisk forbehold med hvad der ligner en af filmhistoriens bedste åbningssekvenser – og allerede her har Malick beriget ”The New World” med en sand mesters håndelag.

Lige fra den mesterlige, søsættende start og til den rørende slutning er ”The New World” et udsøgt stykke filmpoesi, der i ualmindelig høj grad søger detaljen i hver en scene, og gerne dvæler ved den i dybe, meditative miner. Træer og buske, floder og enge, blade og kviste – ingen af naturens kreationer forbigås af Terrence Malick og fotografen Emmanuelle Lubezki, to af filmverdenens største billedemagere, og deres bløde, farvestærke billedoptik. Heldigvis har førstnævnte fat i en historie der synes skræddersyet til denne formel, nemlig om bymenneskes møde med den rigdom og den sjælefred der ligger gemt i naturens rige. Det giver rigtig god mening at lade opsluge af billedskønheden i filmens naturscenerier, vel vidende om hvilket syn der må have mødt englænderne ved deres kystlandgang tilbage i det tidlige 1600-tal. Det er Malicks personlige vision leveret på et sølvfad.

Man kan sagtens indvende at ”The New World” næsten er en for Malick’sk film, hvilket jeg også selv ser som dens bærende ankepunkt. Særligt voice-over-monologerne og de ikke desto mindre betagende billeder af småbørn der bader i azurblåt vand læner sig en tand for meget op af ”The Thin Red Line”, og kunne til egen fordel sagtens have været undladt af Terrence og co., ligesom Colin Farrels spirituelle udvikling filmen igennem vækker unødvendigt mange minder om Jim Caviezels moralsk omtumlede pvt. Witt. Ingen fodfejl kan dog afværge ”The New World” fra det forbløffende stykke filmmageri, den nu engang er, både som en sublim lyd- billede- og følelsesoplevelse, og som en film der bevare Terrence Malick i spidsen af sit felt. Den 65-årige auteur og hans film er stadig i en verden for sig.