- Ømme balder i Det Hvide Hus -

Filmatiseringen af de to journalister Bernstein og Woodwards ihærdige kamp for at få bragt den historie, der gjorde amerikansk politik unødvendigt spændende og samtidig fik en siddende præsident smidt på porten, er et forrygende stykke højdramatik og en betagende heltehistorie, der på befriende uamerikansk vis dyrker sine helte uden at glorificere dem.

Hovedpersonernes bedrift er i sig selv så stor, at det ikke er nødvendigt at dramatisere tingene yderligere, og lige præcis den pointe har Pakula fanget og således lavet sit svendestykke. Han har omsat en journalistisk krudttønde til en sober men konstant intens og i sidste ende medrivende film, hvor de billige tricks er lagt på hylden til fordel for dialogdrevet råstyrke.

Derudover fungerer filmen også som et enestående kig bag kulisserne (filmen bygger på journalisternes eget forlæg), og alene de tos kamp for at overbevise ledelsen og holde dampen kørerende i redaktionsrummet retfærdiggører en anbefaling. Og så er det bare vanvittigt blæret, at se to journalister sparke så meget politkerrøv, som det her er tilfældet med Redford og Hoffmann som veloplagt makkerpar.

Rent filmisk spilles der ikke med musklerne, og selv om mange måske har det som anke, så er det netop derfor, at jeg kan lide den. Ingen lir, ingen nemme løsninger, men i stedet en befriende tiltro til publikums begavelse, der desværre også minder en om, at man bare ikke laver den slags film længere. Bevares, det hjælper da at være politisk interesseret her, men konklusionen må i alle tilfælde lyde, at ”All The President's Men” er gjort af det samme stof som sine hovedpersoner – grundig, dedikeret og aldrig i nærheden af at miste overblikket.