Tidløse tidsrejser
4.0
Det var nærmest med saft i tænderne og julelys i øjnene, at jeg for første gang fik nærkontakt af tredjegrad med den berømte og kulte ”Back to the future” trilogi. Man skulle måske have startet ud med etteren, men som Marty og Dr. Brown også ukronologisk kaster sig rundt i tiden, kom jeg altså også til at starte ukronologisk med toeren, i og med jeg ikke havde etteren i nærheden. Det skulle også vise sig at være en lille fejltagelse, da toeren både (bogstaveligt talt) kæder sig sammen med etteren, og som nærmest også virker som en veloplag trailer, til den efterfølgende treer. Men, med lidt assistance fra vennerne, blev oplevelsen alligevel en helstøbt fornøjelse.
Robert Zemeckis er en dedikeret underholdnings- og mesterinstruktør, som kommer rundt omkring i filmmediets hjørner, men stadig bevarer sin originale sans som fremragende filmmager. ”Back to the future II” er i den mere uskyldige og kommercielle ende af skalaen, og forholder sig hverken til en Tom Hanks strandet på en øde ø, eller en animeret toptrimmet Ray Winstone, som sparker røv som gammel vikingekoryfæ. ”Back to the future II” er basal underholdning, med herligt overspillet skuespil, overfladiske og klicheramte filmiske karakterer og tungevridende tidsrejser. Det er overfladisk, men samtidig også et dejligt, løssluppent frikvarter fra filmverdens mere seriøse, traumatiske og dybsindige rammer.
Det er samtidig også en nydelse i at se en ung Michael J. Fox, give den gas som ’Sir Ridder Tidsrejse’, og en fremragende Christopher Llyod i form af den bindegale og virtuose Dr. Emmet Brown. Begge to fungerer herligt sammen, og er også selve fundamentet for filmens herlige underholdningsværdi. Zemeckis holder hele tiden en fnisende tone i filmen, og de mange vittigheder får kløgtigt nok modspil hele tiden, og det gør at ”Back to the future II” hele tiden virker frisk og nylevende, i stedet for at ende traumatisk og udslidt, som en kedelig før set Hollywood underholdnings ramasjang, selvom vi har at gøre med tidsrejseramasjang(!) i gigant omfang.
Filmens helt store triumf og nydelse er ikke blot de to energiske magneter, i form af Fox og Lloyd, det er også den fantastiske, iderige scenografi, hvor filmen samtidig også viser, at på kapital siden har filmens scenograf, Rick Carter, ikke har haft de største restriktioner. Virkeliggørelsen af år 2015, og de mange opfindsomme dingenoter der heraf følger med, er ganske morsomt anlagt og befriende ’tegneserieagtigt’ sat op. Hvem ville ikke have en jakke, som både kan føntørre sig selv og tilpasse sig ens nøjagtige kropsform?
”Back to the future II” er både en fornøjelig og veloplagt barnlig leg i filmmediet, men samtidig også uskyldig og befriende overfladisk underholdning, hvor næsten alle aldre kan være med. Selvom den indimellem har nogle lidt kejtet faldgrupper, manuskript- og handlingsmæssigt, skal man ikke blive bange for at tage på en bindegal, krumspringene og tæt på uforglemmelig tidsrejse, med Dr. Emmett Brown i førersædet, som aldrig rigtig rammer helt galt med årene - i hvert fald ikke i anno 2008.
Robert Zemeckis er en dedikeret underholdnings- og mesterinstruktør, som kommer rundt omkring i filmmediets hjørner, men stadig bevarer sin originale sans som fremragende filmmager. ”Back to the future II” er i den mere uskyldige og kommercielle ende af skalaen, og forholder sig hverken til en Tom Hanks strandet på en øde ø, eller en animeret toptrimmet Ray Winstone, som sparker røv som gammel vikingekoryfæ. ”Back to the future II” er basal underholdning, med herligt overspillet skuespil, overfladiske og klicheramte filmiske karakterer og tungevridende tidsrejser. Det er overfladisk, men samtidig også et dejligt, løssluppent frikvarter fra filmverdens mere seriøse, traumatiske og dybsindige rammer.
Det er samtidig også en nydelse i at se en ung Michael J. Fox, give den gas som ’Sir Ridder Tidsrejse’, og en fremragende Christopher Llyod i form af den bindegale og virtuose Dr. Emmet Brown. Begge to fungerer herligt sammen, og er også selve fundamentet for filmens herlige underholdningsværdi. Zemeckis holder hele tiden en fnisende tone i filmen, og de mange vittigheder får kløgtigt nok modspil hele tiden, og det gør at ”Back to the future II” hele tiden virker frisk og nylevende, i stedet for at ende traumatisk og udslidt, som en kedelig før set Hollywood underholdnings ramasjang, selvom vi har at gøre med tidsrejseramasjang(!) i gigant omfang.
Filmens helt store triumf og nydelse er ikke blot de to energiske magneter, i form af Fox og Lloyd, det er også den fantastiske, iderige scenografi, hvor filmen samtidig også viser, at på kapital siden har filmens scenograf, Rick Carter, ikke har haft de største restriktioner. Virkeliggørelsen af år 2015, og de mange opfindsomme dingenoter der heraf følger med, er ganske morsomt anlagt og befriende ’tegneserieagtigt’ sat op. Hvem ville ikke have en jakke, som både kan føntørre sig selv og tilpasse sig ens nøjagtige kropsform?
”Back to the future II” er både en fornøjelig og veloplagt barnlig leg i filmmediet, men samtidig også uskyldig og befriende overfladisk underholdning, hvor næsten alle aldre kan være med. Selvom den indimellem har nogle lidt kejtet faldgrupper, manuskript- og handlingsmæssigt, skal man ikke blive bange for at tage på en bindegal, krumspringene og tæt på uforglemmelig tidsrejse, med Dr. Emmett Brown i førersædet, som aldrig rigtig rammer helt galt med årene - i hvert fald ikke i anno 2008.
18/04-2008
