selv marmelade kan smage tyndt
3.0
[Spoilers]
Udspekuleret sammensat, men også lettere overraskelsesforceret retssalsthriller med et spændingsniveau, der svinger fra det fængende og nervepirrende til det moderat kedsommelige. Instruktøren Gregory Hoblit er en garvet rytter i filmfaget, og selvom han aldrig har lavet noget decideret mindeværdig, så har han altid haft en stabil kompetence til at afvikle en historie på en underholdende og upatroniserende måde. Efter spillefilmsdebuten med den glimrende Primal Fear, og senere den lidt mere sløve Hart´s War, er han ligeledes heller ikke en englænder i New York i retssalsgenren, og Fracture ender som en tilpas underholdende film, mens løjerne står på, men bagefter huskes intet andet end de to hovedkræfter, der har erhvervet Fracture mere opmærksomhed end egentlig tiltrængt.
Den aldrende, men stadig velkørende og evigt seværdige Anthony Hopkins, er systematisk skræmmende, men også lidt uengageret i en rutinedrevet rolle som mordanklaget ægtemand, der koldt introduceres som en intelligent kontrollør af filmens kommende begivenheder, tyk symboliseret gennem hans selvkreerede kuglespil. Modstanderen ses i form af filmhimlens tilsendte, Ryan Gosling, der atter indkasserer en intens præstation, selvom der i denne omgang skørtes på karakterdybden. Dette gør dog intet, for de to galante herre nyder åbenlyst at spille psykologisk kispus med hinanden, oftest med Hopkins som førermand, og hele filmens fundament er deres tilstedeværelse. Handlingen kører forudsigeligt fremad i et tilpas tempo og mister aldrig sit publikum i sine lidt for snørklede omveje mod en slutning, der langtfra har det intentionelle overrumplende og historievendende twist, som man nok har satset på. Filmfolkene har faktisk fejlfortolket filmens interne værdi, for man ved, at Hopkins er gerningsmand, og opklaringsprocessen er aldrig det primære underholdningsgrundlag, så slutningen forekommer noget tyndt som et twist og som trådesamler er det også lidt letargisk. Men, ligesom filmen, er det tilforladeligt, for Fracture er hverken sindsoprivende eller anstødelig, da det ´kun´ er velproduceret Hollywoodmaterie uden ambitioner om andet, dog af den lidt mere intelligente kaliber end standardvaren. Tre stjerner med pil op.
Udspekuleret sammensat, men også lettere overraskelsesforceret retssalsthriller med et spændingsniveau, der svinger fra det fængende og nervepirrende til det moderat kedsommelige. Instruktøren Gregory Hoblit er en garvet rytter i filmfaget, og selvom han aldrig har lavet noget decideret mindeværdig, så har han altid haft en stabil kompetence til at afvikle en historie på en underholdende og upatroniserende måde. Efter spillefilmsdebuten med den glimrende Primal Fear, og senere den lidt mere sløve Hart´s War, er han ligeledes heller ikke en englænder i New York i retssalsgenren, og Fracture ender som en tilpas underholdende film, mens løjerne står på, men bagefter huskes intet andet end de to hovedkræfter, der har erhvervet Fracture mere opmærksomhed end egentlig tiltrængt.
Den aldrende, men stadig velkørende og evigt seværdige Anthony Hopkins, er systematisk skræmmende, men også lidt uengageret i en rutinedrevet rolle som mordanklaget ægtemand, der koldt introduceres som en intelligent kontrollør af filmens kommende begivenheder, tyk symboliseret gennem hans selvkreerede kuglespil. Modstanderen ses i form af filmhimlens tilsendte, Ryan Gosling, der atter indkasserer en intens præstation, selvom der i denne omgang skørtes på karakterdybden. Dette gør dog intet, for de to galante herre nyder åbenlyst at spille psykologisk kispus med hinanden, oftest med Hopkins som førermand, og hele filmens fundament er deres tilstedeværelse. Handlingen kører forudsigeligt fremad i et tilpas tempo og mister aldrig sit publikum i sine lidt for snørklede omveje mod en slutning, der langtfra har det intentionelle overrumplende og historievendende twist, som man nok har satset på. Filmfolkene har faktisk fejlfortolket filmens interne værdi, for man ved, at Hopkins er gerningsmand, og opklaringsprocessen er aldrig det primære underholdningsgrundlag, så slutningen forekommer noget tyndt som et twist og som trådesamler er det også lidt letargisk. Men, ligesom filmen, er det tilforladeligt, for Fracture er hverken sindsoprivende eller anstødelig, da det ´kun´ er velproduceret Hollywoodmaterie uden ambitioner om andet, dog af den lidt mere intelligente kaliber end standardvaren. Tre stjerner med pil op.
19/04-2008
