Afdæmpet uden på, eksplosiv inden i
5.0
At westerngenren de seneste år har fået en velfortjent renæssance med film som The Proposition og 3:10 to Yuma, kan der ikke hersker tvivl om. Andrew Dominiks smukke og samtidigt triste og trøstesløse Jesse James fortælling står med en markant langsommere og langt mere karakterdrevet tilgang til westerngenren ikke kvalitetsmæssigt tilbage for genrens seneste perler. Et dystert indblik i to søgende og plagende sjæle, som giver en en fantastisk oplevelse, hvis man er rede til at give sig god tid.
Narrativt står Andrew Dominiks film flere gange i løbet af sine 160 min. næsten stille, og fremdriften sker stort set udelukkende via karakterudviklinger og menneskelige relationer, mens filmen næsten er blottet for ydre handlingsmæssig fremdrift. Og heri lægger filmens niche og styrke. Vi får et uhørt nuanceret og dybt indblik i både Jesse James plagede sjæl, der begynder at kunne se vejen til enden og i hans sidekick Robert Ford, som skiftevis forguder, fascineres af og afskyr Jesse. Brad Pitt leverer en præstation på højde med hans gyldne trekløver (Seven, Fight Club og 12 Monkeys) og er helt eminent som Jesse James. Han er skiftevis hård som granit, brutal og hensynløs morder og i scenen efter charmerende, grinende og kærligt familiemenneske og ven. Med en suveræn ansigtsmimik understreges det, at eksplosionen konstant lurer lige under facaden, mens Jesse langsomt igennem filmen mere og mere udstråler desperation og erkendelse af, at det hele er ved at være slut. Oscarfeltet var stærkt i år, men Brad Pitt må alligevel ganske forståeligt føle sig overset.
Oscarnomineret blev til gengæld Casey Affleck, der med sin præstation her - og i Gone Baby Gone - allerede har givet sin langt mere kendte storebror kilometervis at skuespilsbaghjul. Han er simpelthen fremragende i rollen som Robert Ford, hvor ingen bevægelse eller mimik er tilfældig eller falsk. Den selvforherligende kujon Ford skildres perfekt, så man på en gang frastødes og har ondt af ham.
Kombinationen af disse to pragtpræstationer, der udlever deres karakterers fascination af og afsky for hinanden, hvor venskab bliver til en konkurrence på liv og død, løfter filmen himmelhøjt og retfærdiggør det dvælende tempo. Man suges ind i karakternes magtkampe og sjældent har en film, hvor der i realiteten sker så lidt, været så spændende.
Det menneskelige drama udspilles på en nærmest Terrence Malick agtige smuk landskabsbaggrund. Billeder af den rå og øde natur får ofte lov at stå længe og ingen scener forhastes på noget tidspunkt. Altsammen er det ualmindelig flot filmet, og selvom det er utroligt smukt, så bidrager næsten alle "skud" til filmens triste og mørke tematik med meget få opløftende øjeblikke.
The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford er som ingen western jeg tidligere har set. Den behandler temaer som skyld, venskab, retfærdighed og hævn mere afdæmpet end tidligere set. Samtidigt rammer den mindst lige så hårdt, da man får et helt unik og dybt psykologisk indblik i filmens hovedpersoner... og ved, hvad der venter grundet filmens titel. Den er en suveræn opvisning i menneskeportrætter og skuespil, men er man ikke i forvejen bekendt med filmens form, vil mange knække halsen på tempoet. Dominiks film forlanger meget af sit publikum. Til gengæld giver den også meget tilbage, hvis man lader sig medrive. 5 stjerner til en anderledes og særdeles smuk og trist western.
Narrativt står Andrew Dominiks film flere gange i løbet af sine 160 min. næsten stille, og fremdriften sker stort set udelukkende via karakterudviklinger og menneskelige relationer, mens filmen næsten er blottet for ydre handlingsmæssig fremdrift. Og heri lægger filmens niche og styrke. Vi får et uhørt nuanceret og dybt indblik i både Jesse James plagede sjæl, der begynder at kunne se vejen til enden og i hans sidekick Robert Ford, som skiftevis forguder, fascineres af og afskyr Jesse. Brad Pitt leverer en præstation på højde med hans gyldne trekløver (Seven, Fight Club og 12 Monkeys) og er helt eminent som Jesse James. Han er skiftevis hård som granit, brutal og hensynløs morder og i scenen efter charmerende, grinende og kærligt familiemenneske og ven. Med en suveræn ansigtsmimik understreges det, at eksplosionen konstant lurer lige under facaden, mens Jesse langsomt igennem filmen mere og mere udstråler desperation og erkendelse af, at det hele er ved at være slut. Oscarfeltet var stærkt i år, men Brad Pitt må alligevel ganske forståeligt føle sig overset.
Oscarnomineret blev til gengæld Casey Affleck, der med sin præstation her - og i Gone Baby Gone - allerede har givet sin langt mere kendte storebror kilometervis at skuespilsbaghjul. Han er simpelthen fremragende i rollen som Robert Ford, hvor ingen bevægelse eller mimik er tilfældig eller falsk. Den selvforherligende kujon Ford skildres perfekt, så man på en gang frastødes og har ondt af ham.
Kombinationen af disse to pragtpræstationer, der udlever deres karakterers fascination af og afsky for hinanden, hvor venskab bliver til en konkurrence på liv og død, løfter filmen himmelhøjt og retfærdiggør det dvælende tempo. Man suges ind i karakternes magtkampe og sjældent har en film, hvor der i realiteten sker så lidt, været så spændende.
Det menneskelige drama udspilles på en nærmest Terrence Malick agtige smuk landskabsbaggrund. Billeder af den rå og øde natur får ofte lov at stå længe og ingen scener forhastes på noget tidspunkt. Altsammen er det ualmindelig flot filmet, og selvom det er utroligt smukt, så bidrager næsten alle "skud" til filmens triste og mørke tematik med meget få opløftende øjeblikke.
The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford er som ingen western jeg tidligere har set. Den behandler temaer som skyld, venskab, retfærdighed og hævn mere afdæmpet end tidligere set. Samtidigt rammer den mindst lige så hårdt, da man får et helt unik og dybt psykologisk indblik i filmens hovedpersoner... og ved, hvad der venter grundet filmens titel. Den er en suveræn opvisning i menneskeportrætter og skuespil, men er man ikke i forvejen bekendt med filmens form, vil mange knække halsen på tempoet. Dominiks film forlanger meget af sit publikum. Til gengæld giver den også meget tilbage, hvis man lader sig medrive. 5 stjerner til en anderledes og særdeles smuk og trist western.
20/04-2008
