I mytedræbernes tjeneste
4.0
Det er svært at forestille sig en ny westernfilm med mod og omtanke og en instruktør der, i forlængelse af australieren Andrew Dominiks nyeste genretiltag, vil kunne sætte de golde landskaber og de koldblodige revolvermænd i et nyt og spændende perspektiv, efter at have set ”The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford”. Her er der nemlig tale om en film, der lader alle genrens desillusioner af komme til syne, lige fra fejlagtig heltedyrkelse til den svære og nedbrydende kunst i at slå et andet menneske ihjel.
Som centrum i ”The Assassination of Jesse James…” står den uglorificerende råhed, der helt og holdent piller brodden af den amerikanske befolknings svar på en lovløs folkehelt, den her psykopatiske bandeleder Jesse James og med endnu større kraft fremstiller hans morder, efternøleren Robert Ford, som en sølle, rådvild knægt. Ikke overraskende er det deres forhold filmen kredser om – og Brad Pitt og Casey Affleck i rollerne er alene hele filmen værd. Særligt sidstnævnte portrætterer sin mentalt uafbalancerede karakter til perfektion, med en stemme og en mimik så skrøbelig, at det går lige i hjertet. Nok var det Javier Bardems karakteristiske hitman-rolle der vandt årets birolle-oscar, men selv uden kvægskyder og skæbnesmønt kan Affleck oplagt siges at være en endnu større skuespillermæssig oplevelse. Han er ganske enkelt suveræn.
Den afgørende mordscene som filmens titel refererer til kan meget vel siges at være sammenlignelig med det uforglemmelige øjeblik i Eastwoods mesterlige ”Unforgiven”, hvor den før så kæphøje knøs, Schofield Kid, drikker og angrer over at have slået sit første menneske ihjel. Der er intet majestætisk eller storslået ved at se den mere end almindeligt afstumpede Jesse James blive likvideret af sin før så fuldblodige tilhænger Robert Ford, hvor meget han så end har fortjent det. Samtlige mord i filmen er ligeledes hurtige og ubehagelige, og indhyller som sådan ”The Assassination of Jesse James…” i en trykket, koldsvedig atmosfære, der på én gang er nedslående og ekstremt fascinerende.
Det er svært ikke at have stor sympati til overs for Andrew Dominiks glimrende forsøg på at genantænde western-gnisten med et los bagi. Hans skuespillerstab, ikke mindst Brad Pitt, Casey Affleck og Sam Rockwell, giver sig åbenlyst fuldt ud, ligesom Dominik selv fornemt giver sig tid til at nuancere sit tids- og karakterbillede. Til gengæld svigter han i at levendegøre sin afdæmpede western-meditation inden filmen, efter omkring 2 timer, for alvor bliver spændende. Mange af filmens visuelt bedårende stilstandsepisoder virker simpelthen for selvsmagende til rigtigt at imponere og mangler samtidig en reel berettigelse for sin hyppige tilstedeværelse. Bundlinien af ”The Assassination of Jesse James…” er derfor en grundig og gedigen genreopsang, drevet skuespil i verdensklasse, men mesterværksprædikatet skal der ses langt efter.
Som centrum i ”The Assassination of Jesse James…” står den uglorificerende råhed, der helt og holdent piller brodden af den amerikanske befolknings svar på en lovløs folkehelt, den her psykopatiske bandeleder Jesse James og med endnu større kraft fremstiller hans morder, efternøleren Robert Ford, som en sølle, rådvild knægt. Ikke overraskende er det deres forhold filmen kredser om – og Brad Pitt og Casey Affleck i rollerne er alene hele filmen værd. Særligt sidstnævnte portrætterer sin mentalt uafbalancerede karakter til perfektion, med en stemme og en mimik så skrøbelig, at det går lige i hjertet. Nok var det Javier Bardems karakteristiske hitman-rolle der vandt årets birolle-oscar, men selv uden kvægskyder og skæbnesmønt kan Affleck oplagt siges at være en endnu større skuespillermæssig oplevelse. Han er ganske enkelt suveræn.
Den afgørende mordscene som filmens titel refererer til kan meget vel siges at være sammenlignelig med det uforglemmelige øjeblik i Eastwoods mesterlige ”Unforgiven”, hvor den før så kæphøje knøs, Schofield Kid, drikker og angrer over at have slået sit første menneske ihjel. Der er intet majestætisk eller storslået ved at se den mere end almindeligt afstumpede Jesse James blive likvideret af sin før så fuldblodige tilhænger Robert Ford, hvor meget han så end har fortjent det. Samtlige mord i filmen er ligeledes hurtige og ubehagelige, og indhyller som sådan ”The Assassination of Jesse James…” i en trykket, koldsvedig atmosfære, der på én gang er nedslående og ekstremt fascinerende.
Det er svært ikke at have stor sympati til overs for Andrew Dominiks glimrende forsøg på at genantænde western-gnisten med et los bagi. Hans skuespillerstab, ikke mindst Brad Pitt, Casey Affleck og Sam Rockwell, giver sig åbenlyst fuldt ud, ligesom Dominik selv fornemt giver sig tid til at nuancere sit tids- og karakterbillede. Til gengæld svigter han i at levendegøre sin afdæmpede western-meditation inden filmen, efter omkring 2 timer, for alvor bliver spændende. Mange af filmens visuelt bedårende stilstandsepisoder virker simpelthen for selvsmagende til rigtigt at imponere og mangler samtidig en reel berettigelse for sin hyppige tilstedeværelse. Bundlinien af ”The Assassination of Jesse James…” er derfor en grundig og gedigen genreopsang, drevet skuespil i verdensklasse, men mesterværksprædikatet skal der ses langt efter.
20/04-2008
