Lovløs ved et tilfælde

3.0
Ned Kelly er historien om en ung mand, som nærmest ved et tilfælde lægger sig ud med loven og bliver en slags australsk Robin Hood. Gregor Jordans film er en ok underholdende, men også noget ujævn film, som ikke helt ved, om den vil være humoristisk røverhistorie eller dybfølt drama.

Med Heath Ledger i den absolutte hovedrolle er Ned Kelly et australsk svar på de mange amerikanske film om lovløse revolvermænd. Ned Kelly er dog langt fra Clint'ens vræsne og iskolde dræbere og et godt stykke fra John Waynes alvor. I stedet for får vi en film, som mere er fortællingen om en flok knægte, der føler sig underkuget og uretfærdigt behandlet, og via deres payback mod ordensmagten roder sig ud på et spor, hvor der ingen vej er tilbage. Oven i hatten får vi en blomstrende kærlighedshistorie og kommentar til forholdet mellem rig og fattig, som virker påklistret og aldrig rigtigt folder sig ud.

Heath Ledger gør det ganske glimrende både med glimt i øjet, men især fint, når den mere alvorlige mine skrues på. Ingen af filmens øvrige skuespillere gør sig voldsomt bemærket, hvilket er på trods af en liste med Naomi Watts, Orlando Bloom og ikke mindst Geoffrey Rush. Ikke ringe præstationer fra nogen, bare heller ikke iøjefaldende godt.

Filmen opfylder en mission, som er at underholde folk, så længe filmrullerne kører. Hvis den har en mission om, at gøre os ikke-australiere ligeså bevidste om Ned Kelly, som om Robin Hood eller Jesse James, så fejler den. Man får ikke i løbet af filmens 109 min. en fornemmelse af, at man fejlagtigt har været uvidende om en stor historisk person eller helt. Dertil er filmen for overfaldisk og for lidt gribende. Men tre stjerner til en film, som underholder på det ok jævne uden nævneværdige klimaks eller handlingsmæssige dale.
Ned Kelly