Overordnet ret vellykket krigsdrama med nuancerede pointer
4.0
Lad os starte med svaghederne: Filmen er op imod en halv time for lang, hvilket skyldes ønsket om at kombinere krigsdramaet med noget kriminalfilmsagtigt. Det sidste har for mig at se meget lidt betydning for hovedhistorien, og derfor er det især denne del, som dukker op lidt over midtvejs, der kunne ha' været beskåret.
Filmens virkelige triumf er dens evne til at klarlægge, hvor hårfin grænsen er mellem frihedskamp og terror, og hvor mudret og risikofyldt et farvand, som disse "handlingens mænd" sejler rundt i - noget som den tyske eksil-officer Gilbert ganske elegant får formidlet overfor Flammen.
Værdien af at kæmpe en kamp falder drastisk for hver uskyldig person, der falder for éns hånd, og det er handlinger, der aldrig kan omgøres, og som - eventuelt - giver et heroisk eftermæle, men som med sikkerhed afføder had. Man kan aldrig blot undskylde sig med, at man gjorde, hvad man på et tidspunkt troede var "den rette kamp". (... Det kunne vor udenrigspolitisk forstokkede statsminister Fogh måske lære noget af, når han en dag bli'r gammel nok til at lytte til andres versioner af virkeligheden.)
Hvor meget der nogenlunde neutralt kan siges om d'herrer Flammen og Citronen, ved jeg ganske enkelt ikke, ud over at virkelighedens Flammen vistnok dræbte syv personer, og at omstændighederne omkring de to kæmperes død var lidt mindre dramatiske, end de er skildret i filmen - særligt for Citronens vedkommende(!)
Men summa summarum: Overordnet en overraskende velformidlet og vedvarende intens fortælling af et alt andet end letfordøjeligt baggrundsmateriale. Flammen er filmens hovedperson og afgjort en interessant personskæbne, men alligevel er han næsten dén i filmen, vi ved allermindst om, da dramaet slutter. Netop dén viden ville jeg meget gerne ha' haft i stedet for Citronens langtrukne, banale familiedrama.
Skuespillet er ofte en svær størrelse at vurdere i dén slags historieformidlende dramaer. Jeg elsker Thure Lindhardt som spiller, men generelt er jeg ikke overbevist om, at castingen af de forskellige roller i dette drama har været optimal. Hverken Mads Mikkelsen eller Peter Mygind overbeviser mig om, at de kunne ha' været hhv. den virkelige Citronen eller Vinther, mens Stengades Ketty Selmer - ligesom Flammen - næsten er umulig at vurdere, fordi vi næsten intet reelt får at vide om dem.
Filmens virkelige triumf er dens evne til at klarlægge, hvor hårfin grænsen er mellem frihedskamp og terror, og hvor mudret og risikofyldt et farvand, som disse "handlingens mænd" sejler rundt i - noget som den tyske eksil-officer Gilbert ganske elegant får formidlet overfor Flammen.
Værdien af at kæmpe en kamp falder drastisk for hver uskyldig person, der falder for éns hånd, og det er handlinger, der aldrig kan omgøres, og som - eventuelt - giver et heroisk eftermæle, men som med sikkerhed afføder had. Man kan aldrig blot undskylde sig med, at man gjorde, hvad man på et tidspunkt troede var "den rette kamp". (... Det kunne vor udenrigspolitisk forstokkede statsminister Fogh måske lære noget af, når han en dag bli'r gammel nok til at lytte til andres versioner af virkeligheden.)
Hvor meget der nogenlunde neutralt kan siges om d'herrer Flammen og Citronen, ved jeg ganske enkelt ikke, ud over at virkelighedens Flammen vistnok dræbte syv personer, og at omstændighederne omkring de to kæmperes død var lidt mindre dramatiske, end de er skildret i filmen - særligt for Citronens vedkommende(!)
Men summa summarum: Overordnet en overraskende velformidlet og vedvarende intens fortælling af et alt andet end letfordøjeligt baggrundsmateriale. Flammen er filmens hovedperson og afgjort en interessant personskæbne, men alligevel er han næsten dén i filmen, vi ved allermindst om, da dramaet slutter. Netop dén viden ville jeg meget gerne ha' haft i stedet for Citronens langtrukne, banale familiedrama.
Skuespillet er ofte en svær størrelse at vurdere i dén slags historieformidlende dramaer. Jeg elsker Thure Lindhardt som spiller, men generelt er jeg ikke overbevist om, at castingen af de forskellige roller i dette drama har været optimal. Hverken Mads Mikkelsen eller Peter Mygind overbeviser mig om, at de kunne ha' været hhv. den virkelige Citronen eller Vinther, mens Stengades Ketty Selmer - ligesom Flammen - næsten er umulig at vurdere, fordi vi næsten intet reelt får at vide om dem.
22/04-2008
