- Indianerens strike -

Til min konfirmation, som efterhånden er ved at være en del år siden, kom en af mine kammerater hen til mig og fortalte mig en joke, der lød således: 'En indianer går ind på en restaurant og sætter sig op til baren. Han bestiller en drink, tænder en cigar og begynder at ryge lidt på den. Lidt efter, kommer bartenderen hen med bestillingen og spørger ham ”ringer du hjem?”. En time efter, kommer der en ambulance og henter spaghettien'.

Forstår man den joke, forstår man ”The Big Lebowski”. Det er vil næppe nødvendigt at sige, at jeg var omtrendt ligeså forvirret som I sikkert er nu. I flere måneder gik jeg og kørte den rundt i hovedet. Lagde til og trak fra. Halverede og digtede videre. Analyserede og fortolkede, og jeg kom aldrig et kvæk videre. Da jeg til sidst kapitulerede og tiggede min ven om at fortælle mig pointen, følte jeg mig som et skvat. Al den energi, der var blevet brugt på noget så indlysende og episodisk. Ligesom ”The Big Lewboski”. Coen-brødrenes talent for at spille psykologisk skak med deres publikum, er aldrig blevet slået så hårdt fast før. En surrealistisk karrusel, der ikke stopper med at køre rundt, før publikum kaster op. En noir-fabel af den sorteste slags, der ikke lader David Lynch noget tillbage. Dette er ”The Big Lebowski”.

Aldrig før slog det mig, som det gjorde ved nattens gensyn, at ”The Big Lebowski” på mange måder sætter en standard inden for filmisk billedsprog; John Goodman, der kæderyger imens hans spiser cornflakes. Jeff Bridges, der sidder i et badekar med hvalelyde på båndoptageren og en joint i mundvigen. Den visuelle sider udfolder sig måske aldrig helt så meget, som i brødrenes egen ”The Man Who Wasn't There”, men er bestemt ligeså original.

På manuskriptsiden, beviser Ethan Coen atter sit talent, ved at spille på tangenterne af hans Ph.d i filosofi – or so it seems. Den fuldendte surferbums, hvis excentriske noir-verden langsomt brænder sammen omkring ham, er en historie vel bedst fortalt i hashtågernes lykkelige og indifferente spektrum – hvis man da vil være et skridt foran. Sådan hænger tingene bare ikke sammen. Ethan Coen har trukket det længste strå på forhånd og illusionen er opretholdt af en uigennemtrængelig stil, der er selvsikkert instrueret af Joel Coen, og jeg kan da kun lovprise dem begge for at gamble så ubehøvlet med deres publikum, og skide højt og helligt på den konventionelle filmproduktion.

Resultatet er en film man enten elsker, hader eller ikke forstår. Ironisk nok, vil langt de fleste seere falde i to af de kategorier på én og samme gang. Det gjorde jeg. Om man går i grinekramper over Jeff Bridges der forlader en taxa, fordi chaufføren ikke vil stoppe med at spille ”The Eagles”, eller finder det irriterende og komisk fladt, kan man ikke andet end at påskønne hans farverige og yndefulde præstation. I samme omgang, er ”The Big Lebowski” er kig værd, udelukkende for dens skæve karaktergalleri, der alle nærer historien med bidrag af en skarpsindig, socialrealistisk skuffe og komisk flair.

Og det er da også i humorenes velplacerede brudstykker, at ”The Big Lebowski” lever højt. Coen-brødrenes brug af komik som underdrejet drivkaft; syrede sketches og groteske situationer, alle krydret med grovkornet sarkasme, er sorte nok til at give selveste Monthy Python baghjul. Svaret ligger et sted imellem de døve toner, og det er nok de færreste der nogensinde ville blive tilfredsstillede af ”The Big Lebowski”. Men man må konkluderer, at det er en fænomonal præstation, at bygge en så urokkelig filmoplevelse op på et så vaklende fundament.