Dyin’ Ain’t Much Of A Living
6.0
Allerede længe før at Eastwood’s talent for at instruere blev bredt anerkendt, skabte manden flere store værker og et af de største er denne fremragende western “The Outlaw Josey Wales”, hvor Eastwood selv spiller hovedrollen i en begavet og underholdende røverhistorie om bonden Josey Wales, der efter et brutalt overfald i forbindelse med den amerikanske borgerkrig, mister kone og barn og derefter forvandler sig til en indesluttet, uforsonlig og hævngerrig fredløs.
Fortællingen følger nu Wales, der efter krigen må tage flugten fra de selv samme mænd han ønsker hævn over. Under hans flugt møder han en række skæve eksistenser, hvorigennem han atter får perspektiveret og udvidet sit livssyn.
Flugten bliver således til en erkendelsesrejse, en symbolsk flugt fra den han er blevet og for at genfinde sig selv og det liv han mistede og den han engang var. En rejse tilbage til den civilisation han har vendt ryggen, eller som Wales intelligent siger i filmen til en indianerhøvding på krigsstien, ” Dyin' ain’t so hard for men like you and me, it’s the living that’s hard”. Han skal lære at leve igen. Så selv om han påpeger at ” There’s no forgetting”, så ligger håbet i at leve med det.
På den måde er det en hjertevarm og humanistisk western Eastwood egentlig har lavet, en smuk hyldest til livet, uden at romantisere det, men også en påmindelse om livets skrøbelighed og om de ar sjælden får igennem voldsomme traumatiserende oplevelser. Det gør den indirekte til en antikrigsfilm.
Samtidig er det nu også en vildt underholdende film, uden at miste troværdigheden i at balancere både det drabeligt underholdende og den mere subtile seriøsitet der gemmer sig i fortællingen. Den er krydret med medrivende og dog grafisk realistiske actionscener, til at tilfredsstille den indre drengerøv og så besidder den en stor og sine steder endda kundskabsrig humor, hovedsagligt introduceret af den aldrende indianer Lone Watie (en brillant Chief Dan), hvis kommentarer besidder en slet skjult visdom, uden at det virker klichefyldt eller poppet småfilosofisk.
Den byder også på ganske formidabel spænding og et interessant og alsidigt persongalleri sjældent set i genren. Der er intet menneskeligt stereotypt i Eastwood’s westernbillede, tværtimod og så er der en sympati med undertrykte befolkningsgrupper man kun kan påskønne. Noget man ser i flere af Eastwood’s film. For eksempel har manden som en note, aldrig dræbt en indianer eller en ”native american” i sine ellers utallige film i genren.
Udover filmens mange andre kvaliteter, så forkæles vi med masser af nuancerede dialoger og lækre replikker, troværdigt skuespil og en ikonisk mindeværdig Eastwood i hovedrollen, der fornemt har sat sig selv i scene i en gennemført flot produktion.
Eastwood har for et par år tilbage udtalt at det er en af de film han er mest stolt af og anser som et højdepunkt i hans karriere, og jeg kan kun sige, at det er med rette ifølge mig. Udover at den for mig hører til hans bedste, hører den også til blandt de bedste westerns jeg har set og det siger ikke så lidt!
Fortællingen følger nu Wales, der efter krigen må tage flugten fra de selv samme mænd han ønsker hævn over. Under hans flugt møder han en række skæve eksistenser, hvorigennem han atter får perspektiveret og udvidet sit livssyn.
Flugten bliver således til en erkendelsesrejse, en symbolsk flugt fra den han er blevet og for at genfinde sig selv og det liv han mistede og den han engang var. En rejse tilbage til den civilisation han har vendt ryggen, eller som Wales intelligent siger i filmen til en indianerhøvding på krigsstien, ” Dyin' ain’t so hard for men like you and me, it’s the living that’s hard”. Han skal lære at leve igen. Så selv om han påpeger at ” There’s no forgetting”, så ligger håbet i at leve med det.
På den måde er det en hjertevarm og humanistisk western Eastwood egentlig har lavet, en smuk hyldest til livet, uden at romantisere det, men også en påmindelse om livets skrøbelighed og om de ar sjælden får igennem voldsomme traumatiserende oplevelser. Det gør den indirekte til en antikrigsfilm.
Samtidig er det nu også en vildt underholdende film, uden at miste troværdigheden i at balancere både det drabeligt underholdende og den mere subtile seriøsitet der gemmer sig i fortællingen. Den er krydret med medrivende og dog grafisk realistiske actionscener, til at tilfredsstille den indre drengerøv og så besidder den en stor og sine steder endda kundskabsrig humor, hovedsagligt introduceret af den aldrende indianer Lone Watie (en brillant Chief Dan), hvis kommentarer besidder en slet skjult visdom, uden at det virker klichefyldt eller poppet småfilosofisk.
Den byder også på ganske formidabel spænding og et interessant og alsidigt persongalleri sjældent set i genren. Der er intet menneskeligt stereotypt i Eastwood’s westernbillede, tværtimod og så er der en sympati med undertrykte befolkningsgrupper man kun kan påskønne. Noget man ser i flere af Eastwood’s film. For eksempel har manden som en note, aldrig dræbt en indianer eller en ”native american” i sine ellers utallige film i genren.
Udover filmens mange andre kvaliteter, så forkæles vi med masser af nuancerede dialoger og lækre replikker, troværdigt skuespil og en ikonisk mindeværdig Eastwood i hovedrollen, der fornemt har sat sig selv i scene i en gennemført flot produktion.
Eastwood har for et par år tilbage udtalt at det er en af de film han er mest stolt af og anser som et højdepunkt i hans karriere, og jeg kan kun sige, at det er med rette ifølge mig. Udover at den for mig hører til hans bedste, hører den også til blandt de bedste westerns jeg har set og det siger ikke så lidt!
29/04-2008
