Downey Med Jern På

Hvor kendt Marvel’s tegneserien om Iron Man er herhjemme ved jeg ærligt ikke. Jeg husker selv jeg er stødt på ham som barn, da jeg lykkeligt dyrkede superheltenes kulørte verden, men nærmere kan jeg ikke komme det.

Nu har han så fået sin egen film og med eller uden kendskab til figuren, så kan jeg anbefale den, for det er en solidt vellykket og mægtigt underholdende en af slagsen, der godt kan måle sig med de mange andre superheltefilm der er kommet de sidste par år eller mere.

Angiveligt skulle skaberne, blandt andet legendariske Stan Lee, af Iron Man figuren have ladet sig inspirere af milliardæren Howard Hughes og det skinner om ikke andet igennem i filmen. Tankerne ledes uundgåeligt hen på Hughes, når en gennemført karismatisk og eminent spillende Downey Jr. giver den med et djævelsk glimt i øjet og stor charme som den excentriske våbenfabrikant Tony Stark, der efter en tilfangetagelse i Afghanistan, må revidere sit livssyn og omlægge sin arrogante levevis. Han bygger siden den panserdragt som han begynder at bekæmpe uretfærdigheder i. Men som altid i sådanne film, så er han en torn i øjet på en eller anden skurk og heldigvis for det!

Historien er simpel, men ganske godt kørende, der fortælles med humor og et lækkert visuelt overskud, uden at man glemmer at give liv til fortællingens mange farverige personligheder, faktisk tværtimod. Man kunne måske nok ønske sig mere action og et længere klimaks, men Downey trækker læsset så flot, at hans Stark kan snakke det halve af filmen væk uden at man keder sig eller trættes. Dialogen er så også ret velsmurt.

Når så Downey også bakkes op af fremragende navne som Bridges (den mand er altså så fantastisk i så mange forskellige roller), Paltrow og andre, så er det svært ikke at tilgive filmen dens rigeligt korte actionsekvenser, der i øvrigt byder på noget af det flotteste, vildeste og gennemført festlige underholdende ramasjang der kan findes.

Effekterne er så også helt forrygende og troværdige, med skøn grandios tilgang til det realistiske, så det på smukkeste vis understøtter filmens jordnære flot designet univers. Klimaks leder for resten tankerne hen på ”Robocop” filmene, men kun for det gode. Musikken af Ramin Djawadi er måske ikke videre original, men den fungerer upåklageligt sammen med tonerne af Black Sabbath’s signatursang ”Iron Man”.

Filmen er naturligvis tilpasset et bredt og stort publikum, så der rykkes ikke grænser eller tages store chancer og stilen er mere kulørt end egentlig blodig. Der er dog lidt amerikansk selvransagelse undervejs, men ikke noget der i sidste ende gør det til en dybt politisk og modig film, men det giver den ikke des mindre en lille refererende kant, for hvem det skulle have interesse. Men med eller uden, ”Iron Man” er først som sidst en mere end bravt underholdende superheltefilm af den slags som Hollywood kan gøre bedre end alle andre.

Som en bemærkning her til slut, så skal det nævnes at Downey også giver den som Tony Stark i den kommende ”Hulk” filmatisering.