Rød, sort eller livet
5.0
”Min Bror er Enebarn” er en italiensk film med sjæl og hjerte. Det er en film om at vokse op og blive moden. Om kærlighed og forelskelse. Om politik og idealer.
Stilmæssigt er den lunefuld og smuk. I Daniele Luchettis film vokser to brødre op i 1960erne på meget forskellig vis. Den ene er den gode søn Manrico (Riccardo Scamarcio), der er charmerende og elsket af alle. Specielt forældrene der støtter hans kommunistiske idealer. Lillebroren Accio (Elio Germanio) sendes i præsteskole, men han er for uregerlig og voldelig. Han er familiens sorte får, og han finder et venskab hos fascisterne.
Det lyder måske som endnu en halvtung politisk film eller et trættende og forudsigeligt drama. Men filmen sprudler af italiensk charme og energi. Specielt den halvfranske Francesca (Diane Fleri) lyser lærredet op med sit uimodståelige smil, som begge brødre falder for. Diane Fleri har utrolig meget screen presence, og jeg faldt for hende på lige fod som de to brødre.
Politik spiller en vigtig rolle, men den handler om, hvad politik og idealisme betyder for personerne end politikken i sig selv. Manrico kæmper en stor idealistisk kamp for retfærdighed for arbejderklassen. Accio kamp udspringer fra, at han føler sig uretfærdig behandlet, altid i skyggen af sin bror, derhjemme. Altså henholdsvis et stort ideal om revolution og samfundsomvæltning og en bitterhed på et personligt plan. Men slutningen viser—uden at afsløre for meget—at begge brødre i deres kampe overser den ægte politik, der faktisk kan forbedre verden. Og filmen når denne slutningen af finurlige, forfærdende og følelsesvækkende veje.
Italien er for tiden i stor økonomisk krise med uduelige politikere. Derfor er denne film om højaktuel, selv om den handler om 60erne. Samtidig er den som kunst evig aktuel med helstøbte karakterer og store eviggyldige eksistentielle valg.
En stor anbefaling.
Stilmæssigt er den lunefuld og smuk. I Daniele Luchettis film vokser to brødre op i 1960erne på meget forskellig vis. Den ene er den gode søn Manrico (Riccardo Scamarcio), der er charmerende og elsket af alle. Specielt forældrene der støtter hans kommunistiske idealer. Lillebroren Accio (Elio Germanio) sendes i præsteskole, men han er for uregerlig og voldelig. Han er familiens sorte får, og han finder et venskab hos fascisterne.
Det lyder måske som endnu en halvtung politisk film eller et trættende og forudsigeligt drama. Men filmen sprudler af italiensk charme og energi. Specielt den halvfranske Francesca (Diane Fleri) lyser lærredet op med sit uimodståelige smil, som begge brødre falder for. Diane Fleri har utrolig meget screen presence, og jeg faldt for hende på lige fod som de to brødre.
Politik spiller en vigtig rolle, men den handler om, hvad politik og idealisme betyder for personerne end politikken i sig selv. Manrico kæmper en stor idealistisk kamp for retfærdighed for arbejderklassen. Accio kamp udspringer fra, at han føler sig uretfærdig behandlet, altid i skyggen af sin bror, derhjemme. Altså henholdsvis et stort ideal om revolution og samfundsomvæltning og en bitterhed på et personligt plan. Men slutningen viser—uden at afsløre for meget—at begge brødre i deres kampe overser den ægte politik, der faktisk kan forbedre verden. Og filmen når denne slutningen af finurlige, forfærdende og følelsesvækkende veje.
Italien er for tiden i stor økonomisk krise med uduelige politikere. Derfor er denne film om højaktuel, selv om den handler om 60erne. Samtidig er den som kunst evig aktuel med helstøbte karakterer og store eviggyldige eksistentielle valg.
En stor anbefaling.
01/05-2008
