Historisk interessant, men gaaaaab!
3.0
På baggrund af filmens succes, var jeg nødt til at se, hvad der var så interessant ved filmen. Det fandt jeg ikke ud af. Min teori hviler fortsat på rendyrket patriotisme som årsag for successen.
Dansk historie er i sagens natur interessant for danskere (som for folkeslag i alle lande), men ellers har filmen ikke meget at byde på og virker, en almindelig spillefilms længde til trods, uendeligt langtrukken.
Den kunne også sagtens være døbt "Flammen... og - nå ja - også Citronen, forresten", for det er ikke meget plads Citronen får. Jeg har sådan set ikke noget mod, at det i så høj grad er Flammens film, men Thure Lindhardt har unægteligt svært ved at løfte den opgave, som det fokus lægger på hans skuldre.
Han får nu heller ikke meget hjælp af instruktionen. En gennemgående tanke i al fortælling, det være sig romaner og skønlitteratur, journalistisk eller film er "Show! Don't tell." Men det er svært at se her. Filmen begynder med Flammen der tænker tilbage "husker du 9. april", og så snakker han ellers de næste fem minutter væk. Samme fremgangsmåde bruges, da en dreng bliver skudt, og Citronen skal fortælle, hvordan det føltes, at drengen bagefter så på ham. Hvorfor pokker får vi ikke de scener at se i stedet for at få dem genfortalt? Det er der ingen forklaring på. Den slags kan gå i teateret, men ikke i en film, der godt tør bruge flashbacks. Det er ganske enkelt ikke dramatisk nok, og dermed bliver filmen fyldt med langtrukken snak, som kunne være fortalt langt bedre, hurtigere og mere dramatisk.
Vi mangler film, der skildrer besættelsen nøgternt uden selvforherligelse af alt det danske. Det kunne "Flammen og Citronen" godt have været, men desværre er den bare alt alt for kedelig og langtrukken.
Dansk historie er i sagens natur interessant for danskere (som for folkeslag i alle lande), men ellers har filmen ikke meget at byde på og virker, en almindelig spillefilms længde til trods, uendeligt langtrukken.
Den kunne også sagtens være døbt "Flammen... og - nå ja - også Citronen, forresten", for det er ikke meget plads Citronen får. Jeg har sådan set ikke noget mod, at det i så høj grad er Flammens film, men Thure Lindhardt har unægteligt svært ved at løfte den opgave, som det fokus lægger på hans skuldre.
Han får nu heller ikke meget hjælp af instruktionen. En gennemgående tanke i al fortælling, det være sig romaner og skønlitteratur, journalistisk eller film er "Show! Don't tell." Men det er svært at se her. Filmen begynder med Flammen der tænker tilbage "husker du 9. april", og så snakker han ellers de næste fem minutter væk. Samme fremgangsmåde bruges, da en dreng bliver skudt, og Citronen skal fortælle, hvordan det føltes, at drengen bagefter så på ham. Hvorfor pokker får vi ikke de scener at se i stedet for at få dem genfortalt? Det er der ingen forklaring på. Den slags kan gå i teateret, men ikke i en film, der godt tør bruge flashbacks. Det er ganske enkelt ikke dramatisk nok, og dermed bliver filmen fyldt med langtrukken snak, som kunne være fortalt langt bedre, hurtigere og mere dramatisk.
Vi mangler film, der skildrer besættelsen nøgternt uden selvforherligelse af alt det danske. Det kunne "Flammen og Citronen" godt have været, men desværre er den bare alt alt for kedelig og langtrukken.
01/05-2008
