Heavy metal
5.0
Stort wow! Fed, fed film. Iron Man har aldrig været den mest populære af Marvels superhelte, slet ikke i Danmark, men på film er han forrygende. "Iron Man" er fremragende blockbuster-underholdning, der fungerer på næsten alle planer.
En afgørende forskel i forhold til de fleste andre superheltehistorier er, at Iron Man ikke er en ung fyr, der pludselig opdager, at han har superkræfter, eller bliver stukket af noget radioaktivt. I stedet er han en midaldrende, arrogant våbenfabrikant og playboy ved navn Tony Stark, der under en promotion-tur til Afghanistan bliver fanget af en gruppe oprørere. Her ser Stark på nært hold, hvad hans våben er skyld i - og han bygger sin første superrustning for at slippe fri. Hjemme i USA skaber Stark så den 'rigtige' Iron Man-dragt, mens det samtidig går op for ham, at hans eget firma er med i meget lyssky våbenhandler.
Iron Man-figuren er fyldt med fejl - han har tjent sine milliarder på tvivlsom vis, er arrogant og lidt for glad for kvinder og sprut. Og netop derfor er Robert Downey Jr. fuldstændig perfekt i hovedrollen. Det er ikke nogen nem opgave at gå fra anløben playboy i James Bond-stil over genial opfinder til superhelt på moralsk mission. Men Downey gør det. Hans Iron Man er klart den bedst spillede superhelt på film nogensinde, og det er trist for ham, at det ikke er den type rolle, man vinder priser på. Bemærk, når I ser filmen, hvor hurtigt Downey får etableret sin karakter - han har virkelig ikke været på lærredet i mere end 15-20 sekunder, før man har et klart indtryk af, hvem Tony Stark er.
Det gør selvfølgelig heller ikke noget, at han får smukt modspil fra især Gwyneth Paltrow, der har sin bedste rolle længe som heltens personlige assistent. Deres replikskifter er herlige - i det hele taget er "Iron Man" en film med mange god one-liners. Og så er Jeff Bridges også glimrende (og næsten ukendelig med skaldet isse og stort fuldskæg) som Starks suspekte partner i våbenkoncernen.
Når filmen fungerer så godt, skyldes det også et glimrende manuskript, der ikke bruger meget tid på svinkeærinder, men koncentrerer sig om det vigtige. Historien har lige tilpas meget alvor i diskussionen om ansvaret ved våbenhandel og et par syrlige kommentarer til ideen om, at man kan skabe fred ved at have den største kanon - og samtidig er der masser af humor, især på grund af de førnævnte velplacerede one-liners. Handlingen er et par gange ved at gå lidt i stå, men hver gang får instruktør Jon Favreau flot samlet filmen op - frem mod en slutsekvens, der også bliver dejligt effektivt afviklet.
Det er så desværre også slutsekvensen, som er det svageste punkt i filmen. For det første er filmens komplot ret forudsigeligt og ikke så medrivende i sig selv - og for det andet er det tydeligt, at Favreau ikke har den store erfaring med actionfilm. Der mangler noget power og kapow til sidst, og Iron Mans hovedmodstander, Iron Monger, kommer aldrig til at virke rigtig farlig. Så man bliver aldrig blæst bagud i sædet. Computereffekterne er ellers nydelige - Iron Man er jo en heavy metal-superhelt, så stilen minder en del om "Transformers". Her gav det omkringflyvende, klonkende metal bare meget mere mening for mig.
I virkeligheden er det kun manglen på en værdig modstander og den deraf følgende halvtamme slutkamp, som forhindrer "Iron Man" i at være den perfekte superheltefilm. Det er i hvert fald den bedste etter i en superhelteserie nogensinde - kun matchet af "Batman Begins". Jeg glæder mig rigtig meget til den fortsættelse, der bliver lagt tydeligt op til i en smuk, morsom slutscene.
En afgørende forskel i forhold til de fleste andre superheltehistorier er, at Iron Man ikke er en ung fyr, der pludselig opdager, at han har superkræfter, eller bliver stukket af noget radioaktivt. I stedet er han en midaldrende, arrogant våbenfabrikant og playboy ved navn Tony Stark, der under en promotion-tur til Afghanistan bliver fanget af en gruppe oprørere. Her ser Stark på nært hold, hvad hans våben er skyld i - og han bygger sin første superrustning for at slippe fri. Hjemme i USA skaber Stark så den 'rigtige' Iron Man-dragt, mens det samtidig går op for ham, at hans eget firma er med i meget lyssky våbenhandler.
Iron Man-figuren er fyldt med fejl - han har tjent sine milliarder på tvivlsom vis, er arrogant og lidt for glad for kvinder og sprut. Og netop derfor er Robert Downey Jr. fuldstændig perfekt i hovedrollen. Det er ikke nogen nem opgave at gå fra anløben playboy i James Bond-stil over genial opfinder til superhelt på moralsk mission. Men Downey gør det. Hans Iron Man er klart den bedst spillede superhelt på film nogensinde, og det er trist for ham, at det ikke er den type rolle, man vinder priser på. Bemærk, når I ser filmen, hvor hurtigt Downey får etableret sin karakter - han har virkelig ikke været på lærredet i mere end 15-20 sekunder, før man har et klart indtryk af, hvem Tony Stark er.
Det gør selvfølgelig heller ikke noget, at han får smukt modspil fra især Gwyneth Paltrow, der har sin bedste rolle længe som heltens personlige assistent. Deres replikskifter er herlige - i det hele taget er "Iron Man" en film med mange god one-liners. Og så er Jeff Bridges også glimrende (og næsten ukendelig med skaldet isse og stort fuldskæg) som Starks suspekte partner i våbenkoncernen.
Når filmen fungerer så godt, skyldes det også et glimrende manuskript, der ikke bruger meget tid på svinkeærinder, men koncentrerer sig om det vigtige. Historien har lige tilpas meget alvor i diskussionen om ansvaret ved våbenhandel og et par syrlige kommentarer til ideen om, at man kan skabe fred ved at have den største kanon - og samtidig er der masser af humor, især på grund af de førnævnte velplacerede one-liners. Handlingen er et par gange ved at gå lidt i stå, men hver gang får instruktør Jon Favreau flot samlet filmen op - frem mod en slutsekvens, der også bliver dejligt effektivt afviklet.
Det er så desværre også slutsekvensen, som er det svageste punkt i filmen. For det første er filmens komplot ret forudsigeligt og ikke så medrivende i sig selv - og for det andet er det tydeligt, at Favreau ikke har den store erfaring med actionfilm. Der mangler noget power og kapow til sidst, og Iron Mans hovedmodstander, Iron Monger, kommer aldrig til at virke rigtig farlig. Så man bliver aldrig blæst bagud i sædet. Computereffekterne er ellers nydelige - Iron Man er jo en heavy metal-superhelt, så stilen minder en del om "Transformers". Her gav det omkringflyvende, klonkende metal bare meget mere mening for mig.
I virkeligheden er det kun manglen på en værdig modstander og den deraf følgende halvtamme slutkamp, som forhindrer "Iron Man" i at være den perfekte superheltefilm. Det er i hvert fald den bedste etter i en superhelteserie nogensinde - kun matchet af "Batman Begins". Jeg glæder mig rigtig meget til den fortsættelse, der bliver lagt tydeligt op til i en smuk, morsom slutscene.
01/05-2008
