Barnepige Uden Bid

Efter den originale og ganske vellykkede “American Splendor”, der selv om den ikke var et mesterværk, så leverede en godt fortalt historie med både humor, varme og kløgtigt indblik, så kunne man godt glæde sig til de to instruktører, Springer og Pulcini’s næste spillefilm.

Desværre må jeg konstatere at det også var alt der var at glæde sig over, altså ventetiden, for filmen er næsten totalt forfejlet. Tonen er i det meste af fortællingen anstrengende og irriterende divergent. De gode indfald er nærmest fraværende og de få der er, de er for det meste en gang tungnemt juks.

Historiens frygteligt påklistret romance er tillige så fersk præsenteret, som var vi over i de mest sukkersøde og klichefyldte romantiske komedier fra Hollywood’s overskudslager. Også den overlykkelige og rigeligt ”rørende” slutning bliver alt for meget og er dybt utroværdig, selv om den sikkert har været godt ment.

Ikke engang den kære Johansson, som jeg ellers normalt har en stor faible for, der mest render rundt med en ensformig alvorlig mine, kan trække filmen op. Faktisk tværtimod må jeg erkende, og da hun dominerer filmen stort set konstant, så falder en del også med hende. Det skal nu siges at hendes rolle og dialogdelen heller ikke for gode. Den flyder ikke rigtigt, men fremstår i stedet forkrampet og forloren. Flere af de andre skuespillere såsom Laura Linney og Paul Giamatti er egentlig okay, men heller ikke mere og ikke nok til at de kan gøre en god film ud af dette.

Oprindeligt har filmen, fornemmer man, sikkert været tænkt som et satirisk og sarkastisk blik på overklassen og dens, efter filmens mening fravær af dybere omsorg og følelser og nærvær af kynisme, for at opretholde status, set igennem øjnene på middelklassen, repræsenteret af den barnepige filmen omhandler og som spilles af Johansson.

Ideen er måske slet ikke tosset, men historien er slet ikke skarp nok skåret på nogen kanter til at det kan kaldes vellykket. Faktisk virker det mest af alt som om man har valgt at satse på det sikre, for at opnå størst mulig kommerciel succes. Derfor virker ”The Nanny Diaries” aldrig innovativ frisk, forførende fræk eller tankevækkende provokativ, blot banal og trættende.