Drengen og jernkæmpen

Der er dømt monumentale stål- og metalkoalitioner og futuristisk blærerøvsteknologi i den spændstige ”Box-office-basker” ”Iron Man”. En film, der unægteligt så lad og tung ud i den amatøristisk sammensatte trailer, der fejlagtigt indikerede, at filmen om den tongstunge menneskerobot blot ville være en ny, nærmest identisk udgave af Michael Bay’s patetiske og komplet fejlslagne robotfilm, ”Transformers”. Den umiddelbare forskel mellem de to film ligger i de respektive hovedrolleindehavere – hvor Shia Labeouf gav den som endimensionel pubertetsunge med et ordforråd fyldt til randen med tåbelige slangord, udgøres centrum i ”Iron Man” af en elegant afbalanceret og konstant velspillende Robert Downey Jr., der tilfører filmen en sofistikeret kant af en anden verden. Selvom Downey ikke ofte afviger markant fra hvad, der efterhånden må betegnes som hans stereotypiske karakter, giver han filmen liv og sjæl, mens han forbløffende stædigt affyrer kæphøje og hylende morsomme playboyjokes i hobetal.

Tilmed afvikles historien i ”Iron Man” med omfattende, fortælleteknisk snilde. I stedet for at påbegynde metalopvisningen fra første fløjt, bygges handlingen langsomt op og funderes sikkert i en klaustrofobisk grotte i mellemøsten, hvor playboyen og det forvoksede legebarn, Tony Stark, holdes som fange, tvunget til at konstruere et højteknologisk missil til en række skræmmende stereotypiske terrorister. I stedet for at danne et dødeligt masseødelæggelsesvåben, bygger Stark imidlertid noget radikalt anderledes ud af de ophobede skrotbunker – en tonstung og yderst funktionel robotdragt bringes til live og med Stark som styrmand begiver den sig i direkte konfrontation med de islamistiske ekstremister. Udviklingen derfra behøver ingen fyldestgørende opridsning...

Udover at have kreeret en langsomt opbyggende tjubangfilm, der tør at sparre på krudt og kanoner til fordel for den gode historie, doserer filmens instruktør, Jon Favreau (”Zathura”, ”Elf”), actionscenerne med kløgt og overblik. Når de står på og i flercifret topfart drøner over det brede lærred, er de fyldt til overflod med teknisk virtuositet og visuel opfindsomhed, men trods den åbenlyse effektivitet er det et godt træk af filmens skabere at opstille solide mellemrum imellem dem, således at de aldrig fremstår monotone endsige kedelige. For nogen vil det naturligvis være en skuffelse, at hele filmen ikke udgøres af betagende luftdueller, slidstærke styrkeprøver og fiffige krumspring, men mon ikke en grundlæggende stabilitet i plottet er en tilstrækkelig kompensation?

”Iron Man” er derfor en overraskende vellykket filmatisering af den bundsolide robotmand og Marvel-figur, som jeg personligt ikke havde omfattende kendskab til inden. Det må jeg sige at have fået nu, takket være Jon Favreau og co., der trods en række Hollywoodklichéer og enerverende fejltrin, vitterligt har skabt en superheltefilm, der er værd at huske og svær at glemme.