Downey løfter solid superheltefilm

Allerede under forfilmen til denne helt igennem ordinære superhelte-filmatisering havde jeg en god fornemmelse af Robert Downey Jr's småhumoristiske distance til rollen. Det indtryk holdt heldigvis også, da jeg så så det endelige produkt.

For Iron Man er ikke en af de mere opsigtsvækkende superhelte, hvilket nok hænger sammen med i hvor høj grad, han er affødt af ærkeamerikansk patriotisme og "land of the free"-mentalitet under den kolde krig. Det sælger måske i USA's hjerteland, men næppe så meget udenfor. Men det er heldigvis svært at spore den oprindelse i denne filmatisering, der lægger sig langt mere op af en historie om det indelukkede, våbenfabrikerende milliardær-geni, som får en brat opvågning, da han bliver taget til fange i den rå virkelighed udenfor elfenbenstårnet og er nødt til at sande den virkelige verdens rå brutaliteter.

Det er selvfølgelig en meget ordinær historie, men den er simpel nok til at kunne gå både godt og skidt, afhængigt af hvor meget pladderromantiseret, man vælger at fortælle den. I det her tilfælde fungerer det faktisk helt fint. Bevares, det er selvfølgelig med alle de obligatoriske eksplosioner og onde-oh-så-onde skurke, som der skal være en superheltefilm som denne, men den menneskelige historie i filmen fungerer faktisk også rimeligt uden.

Man kan så sige, at det også bare manglede, når nu navne som Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow og Jeff Bridges spiller de helt centrale hovedpersoner, men godt skuespiltalent er desværre ingen garanti for et godt produkt. Som skrækeksempel kan med held fremhæves Hulk-filmen, som havde Eric Bana, Jennifer Connelly og Nick Nolte i de bærende roller og alligevel sank som en sten...

I "Iron Man" virker Downey ikke til at tage sagen særligt seriøs, og det hjælper faktisk både historien og filmens humor meget på vej. Tony Stark's næsten nihilistiske og selvdestruktive adfærd får virkelig en dybde i Downey's skikkelse, der formår at være overbevisende på en måde, der på samme tid er bekymrende og morsom. Det er en underlig blanding, der på den ene side skræmmer på grund af Stark's kyniske distance til konsekvenserne af hans våbenproduktion, og hvor afstumpet, misantropisk og kold, det har gjort ham. Men samtidig morer den ironiske distance til figuren, som Downey kan præstere, når Stark nærmest ler en journalist lige op i ansigtet, når hun forsøger at moralisere overfor ham. At han derefter prompte hopper i bukserne på hende understreger sådan set kun hans problem. Det er næsten som en udfordring - "hvis jeg er så slem, hvorfor gik du så i seng med mig. Måske er jeg en skidt fyr, men du var tiltrukket, så du er ikke bedre selv," hører man ham næsten sige i et forsvar for sin egen umenneskelighed. På den måde tegner Downey let og effektivt et billede af en mand, der mangler indhold og mening i sit liv, og som søger efter en identitet, sit geni til trods. Stark leder efter en person, der kan vise ham, hvordan og hvorfor han skal blive et bedre menneske, og hans problem er, at han er så stort et geni, at ingen er den opgave voksen. Alt det formår Downey at snige gennem sit spil på under et kvarter, og det er faktisk ikke nogen ringe præstation. Så kunne man sige, det er lidt spildt i en superheltefilm, men det er næsten som om Downey på baggrund af sin egen problematiske karriere som superstar i Hollywood er oplagt til at spille rollen som netop Tony Stark, som også slås med misbrugsproblemer, selv om det er druk i stedet for narkotikamisbrug.

Men Stark tages altså til fange af terrorister (eller hvad de nu er) og får en forsmag på, hvad hans arv vil blive, hvis han dør nu. Det er selvsagt ikke en arv, han bryder sig om at se i øjnene. Så han bygger en kampdragt i stedet for det missil terroristerne vil have ham til og undslipper. Han er dog hårdt såret og bliver derfor afhængig af sin kampdragt og dens teknologi.

Herfra går historien som den nu må, men egentlig er filmens væsentligste pointe nået tidligt i filmen, hvor Stark er tvunget til at konfrontere de valg, han har truffet i sit liv, hvor de har bragt ham hen, og hvad han er blevet. Midten af filmen bliver så en slags "where do we go from here", efter han erkender sit tidligere livs ugerninger. Man må dog rose plottet for, at det ikke bare skriver figuren om. Tony Stark er stadig Tony Stark, der bare er nogle ret væsentlige erfaringer rigere. Så han iklæder sig ikke hippie-tøj og går i fredsmarch eller deltager i rundkredssang, hvor man holder i hånd og synger "Kum Ba Yah". Næ, han erklærer at ville indstille sin våbenproduktion - hvilket ikke falder i god jord hos partnerne - og kravler så tilbage i elfenstårnet for at designe en bedre dragt, så han kan tilintetgøre alle de dødbringende våben, han har solgt rundt om i verden. Okay, det er ikke den eneste grund, men det er drivkraften for ham.

Det bringer filmen til en historie om, hvem der har ansvaret for brugen af teknologi, som egentlig er et okay plot til en film som denne. Jeg synes personligt, der går lidt for meget "black hat villain" i den til sidst, men det var nu også ventet i en superheltefilm.

Sjovt er det dog at se Downey slås med at få sin rustning til at virke undervejs, for konstruktionen er ikke helt problemfri, hvilket giver anledning til et par urkomiske scener, der afgjort hjælpes på vej af Downey's tørre humor.

Jeff Bridges og Gwyneth Paltrow er noget forglemmelige i filmens første halvdel, men bliver de afgørende kræfter i kampen om Tony Stark's sjæl sidst i filmen. Jeff Bridges' figur bliver skudt noget over målet af plottet, men Bridges' spil hjælper med at redde ham fra at blive helt banal og plat. Paltrow undgår ligeledes at gå i den åbenlyse fælde som halvt bimbo og halvt "damsel in distress" i rollen som Starks assistent.

Så alt i alt en underholdende superheltefilm, som leverer varen og spilmæssigt er solid som, tja, jern. Det er selvfølgelig ikke "must see", men det er en bedre og langt mere ærlig film end meget af det selvhøjtidelige stads, der ellers suser over filmlærrederne.