As Years Go By
3.0
Martin Scorsese er en stor fan af The Rolling Stones - hvilket bl.a. kan høres ved, at han har brugt deres sange i flere af sine film. "Shine a Light" er resultatet af, at fanboy Scorsese foreslog Stones at lave en koncertfilm. Den blev optaget under to koncerter på det relativt intime Beacon Theater i New York i efteråret 2006.
Filmen er i høj grad en hyldest til Stones, men Scorsese har efter min mening sat sig mellem to stole ved at lave noget, der delvist er en koncertfilm, delvist dokumentarfilm. Før musikken spiller, får vi en intro-sekvens, der viser lidt om opbygningen af koncerten og Scorseses problemer med at få styr på setuppet. Der er sjove detaljer i, at han fx først får den endelige setliste, et par minutter før Stones går på scenen - men samlet virker hele sekvensen ligegyldig. Og derefter krydsklipper Scorsese koncertoptagelserne med bidder af gamle interview, der godt nok er ganske sjove, men ikke hjælper én til at komme tættere på bandet. Den eneste pointe synes at være at fremhæve, hvor sejlivede Stones er, og hvor meget de *er* deres musik. Den pointe havde jeg ikke brug for at få gentaget så mange gange.
Til gengæld er der masser af liv i koncertoptagelserne, som ikke mindst viser, hvad det er, Stones kan live. Især Mick Jaggers legendariske energi og karisma slår igennem, og man får en fin fornemmelse af bandets samarbejde på scenen. Også selv om kameraføringen er lidt forvirret af og til. Det er meget tydeligt, at de gamle, furede mænd efter mere end 40 år stadig har en fest, når de er på.
Der er medrivende højdepunkter i sange som "She Was Hot", "As Tears Go By", "Brown Sugar" og "Sympathy for the Devil" (også her den bedste Stones-sang af dem alle). Plus tre meget forskellige sange med gæsteoptrædende solister - filmens højdepunkt var for mig, da Buddy Guy kommer på scenen og i overlegen stil hjælper med Muddy Waters-sangen "Champagne and Reefer".
Hvis man har bare en smule kærlighed til The Rolling Stones, er "Shine a Light" værd at se for musikken og sceneoptagelserne alene. Men derudover var jeg skuffet over, at en så kompetent mand som Martin Scorsese ikke har fået mere ud af filmen. Det er langtfra første gang, Stones er kommet på film - ud over et utal af dokumentarfilm har de tidligere lavet to deciderede koncertfilm, som jeg dog ikke har set. Men "Shine a Light" er i hvert fald ikke helt så skarp som Scorseses egen gamle koncertfilm med The Band, "The Last Waltz". Måske har han haft så meget respekt for sine hovedpersoner, at han ikke har kunnet tilføre filmen den nerve, der ville hæve den over ren hyldest.
Filmen er i høj grad en hyldest til Stones, men Scorsese har efter min mening sat sig mellem to stole ved at lave noget, der delvist er en koncertfilm, delvist dokumentarfilm. Før musikken spiller, får vi en intro-sekvens, der viser lidt om opbygningen af koncerten og Scorseses problemer med at få styr på setuppet. Der er sjove detaljer i, at han fx først får den endelige setliste, et par minutter før Stones går på scenen - men samlet virker hele sekvensen ligegyldig. Og derefter krydsklipper Scorsese koncertoptagelserne med bidder af gamle interview, der godt nok er ganske sjove, men ikke hjælper én til at komme tættere på bandet. Den eneste pointe synes at være at fremhæve, hvor sejlivede Stones er, og hvor meget de *er* deres musik. Den pointe havde jeg ikke brug for at få gentaget så mange gange.
Til gengæld er der masser af liv i koncertoptagelserne, som ikke mindst viser, hvad det er, Stones kan live. Især Mick Jaggers legendariske energi og karisma slår igennem, og man får en fin fornemmelse af bandets samarbejde på scenen. Også selv om kameraføringen er lidt forvirret af og til. Det er meget tydeligt, at de gamle, furede mænd efter mere end 40 år stadig har en fest, når de er på.
Der er medrivende højdepunkter i sange som "She Was Hot", "As Tears Go By", "Brown Sugar" og "Sympathy for the Devil" (også her den bedste Stones-sang af dem alle). Plus tre meget forskellige sange med gæsteoptrædende solister - filmens højdepunkt var for mig, da Buddy Guy kommer på scenen og i overlegen stil hjælper med Muddy Waters-sangen "Champagne and Reefer".
Hvis man har bare en smule kærlighed til The Rolling Stones, er "Shine a Light" værd at se for musikken og sceneoptagelserne alene. Men derudover var jeg skuffet over, at en så kompetent mand som Martin Scorsese ikke har fået mere ud af filmen. Det er langtfra første gang, Stones er kommet på film - ud over et utal af dokumentarfilm har de tidligere lavet to deciderede koncertfilm, som jeg dog ikke har set. Men "Shine a Light" er i hvert fald ikke helt så skarp som Scorseses egen gamle koncertfilm med The Band, "The Last Waltz". Måske har han haft så meget respekt for sine hovedpersoner, at han ikke har kunnet tilføre filmen den nerve, der ville hæve den over ren hyldest.
02/05-2008
