Kedsomhed i koleraens tid
2.0
Når man siger Gabriel García Márquez, vil mange tænke 'magisk realisme'. Og så er det jo flot klaret, at man kan filmatisere én af hans mest berømte romaner uden at inkludere hverken magi eller realisme. Men det er, hvad instruktør Mike Newell har fået ud af denne amerikanske produktion.
"Love in the Time of Cholera" er båret af en gennemgående stor kærlighedshistorie. Den unge telegrafist Florentino forelsker sig ved første blik i Fermina, der er af bedre stand end ham selv. Fermina falder for hans tilnærmelser, men hendes far kommer imellem dem, og det ender med, at hun i stedet bliver gift med en værdsat læge. Trods den umulige situation står Florentino ved sin ed om at elske Fermina for evigt, så han venter tålmodigt på, at hendes mand dør - og i mellemtiden dulmer han kærlighedens smerte gennem affærer med hundredevis af andre kvinder.
Filmen er en relativt trofast filmatisering af romanen, men den får aldrig etableret romancen mellem Florentino og Fermina som noget stort og magisk - og dermed kommer den slet ikke i nærheden af det underliggende tema om kærlighed som noget meget egoistisk, der også ligger i García Márquez' historie. Personerne bliver simpelt hen aldrig elskelige nok, til at man køber historien.
Javier Bardem kan som altid sit fag, men spiller Florentino som en slesk, ynkelig mand, og Giovanna Mezzogiornos Fermina forbliver et mysterium, hvis valg aldrig virker klare. Her får skuespillerne bestemt heller ikke hjælp af et manuskript, der er fyldt med klodsede overgange og scener uden betydning. Det har helt klart været en svær roman at skrive om til film - og det er så heller ikke lykkedes særlig godt. Romancen kører skævt, magien er skåret helt væk, og der er meget lidt af García Márquez' satiriske socialrealisme tilbage.
Resultatet er en film, der lunter kedsommeligt af sted uden at skabe sympati for sine hovedpersoner, og som stort set ikke har nogen markante dramatiske højdepunkter. Det hele virker lidt opstyltet, ikke mindst understreget af, at man har besat langt de fleste roller i en engelsksproget film med latinske skuespillere - så alle taler med en 'outrageous Spanish accent'. Jeg sad flere gange og forestillede mig, hvordan replikkerne ville have lydt på spansk.
I det mindste er den pæn at se på, for det virker, som om Mike Newell og resten af filmholdet har brugt de fleste kræfter på at skabe et troværdigt, farverigt Colombia omkring 1900. Der er mange smukke kulisser og kostumer, så den scorer pluspoint på det visuelle. Jeg vil også give skuespillerne ros for, at de prøver det bedste, de kan. Det går bedst for Benjamin Bratt i rollen som Ferminas mand. Men alt i alt er "Love in the Time of Cholera" en ualmindeligt tam filmatisering af en stor roman.
"Love in the Time of Cholera" er båret af en gennemgående stor kærlighedshistorie. Den unge telegrafist Florentino forelsker sig ved første blik i Fermina, der er af bedre stand end ham selv. Fermina falder for hans tilnærmelser, men hendes far kommer imellem dem, og det ender med, at hun i stedet bliver gift med en værdsat læge. Trods den umulige situation står Florentino ved sin ed om at elske Fermina for evigt, så han venter tålmodigt på, at hendes mand dør - og i mellemtiden dulmer han kærlighedens smerte gennem affærer med hundredevis af andre kvinder.
Filmen er en relativt trofast filmatisering af romanen, men den får aldrig etableret romancen mellem Florentino og Fermina som noget stort og magisk - og dermed kommer den slet ikke i nærheden af det underliggende tema om kærlighed som noget meget egoistisk, der også ligger i García Márquez' historie. Personerne bliver simpelt hen aldrig elskelige nok, til at man køber historien.
Javier Bardem kan som altid sit fag, men spiller Florentino som en slesk, ynkelig mand, og Giovanna Mezzogiornos Fermina forbliver et mysterium, hvis valg aldrig virker klare. Her får skuespillerne bestemt heller ikke hjælp af et manuskript, der er fyldt med klodsede overgange og scener uden betydning. Det har helt klart været en svær roman at skrive om til film - og det er så heller ikke lykkedes særlig godt. Romancen kører skævt, magien er skåret helt væk, og der er meget lidt af García Márquez' satiriske socialrealisme tilbage.
Resultatet er en film, der lunter kedsommeligt af sted uden at skabe sympati for sine hovedpersoner, og som stort set ikke har nogen markante dramatiske højdepunkter. Det hele virker lidt opstyltet, ikke mindst understreget af, at man har besat langt de fleste roller i en engelsksproget film med latinske skuespillere - så alle taler med en 'outrageous Spanish accent'. Jeg sad flere gange og forestillede mig, hvordan replikkerne ville have lydt på spansk.
I det mindste er den pæn at se på, for det virker, som om Mike Newell og resten af filmholdet har brugt de fleste kræfter på at skabe et troværdigt, farverigt Colombia omkring 1900. Der er mange smukke kulisser og kostumer, så den scorer pluspoint på det visuelle. Jeg vil også give skuespillerne ros for, at de prøver det bedste, de kan. Det går bedst for Benjamin Bratt i rollen som Ferminas mand. Men alt i alt er "Love in the Time of Cholera" en ualmindeligt tam filmatisering af en stor roman.
03/05-2008
