På sexklub med bedstemor

Irina Palm er ’kunstnernavnet’ på en fin, gammel bedstemor, der ikke har haft talent for noget hele sit liv, men som finder sit kald ved at give hand jobs på en lokal sexklub. Skidesjov ide. Udførelsen halter til gengæld. Det hele er nemlig omgivet patos, så det løber ned af væggene.

Maggie (ex-rockstjernen Marianne Faithfull), som Irina hedder i virkeligheden), giver en hånd nede i klubben for at tjene penge til sit syge barnebarn, der skal i behandling i Australien. Uha uha. Så hun er først meget tilbageholdende og bange. Vi ved, hvordan det ender. Hun vokser med opgaven. Hun bliver mindre sart. Hun lærer at sige skråt op til verden. Problemet er bare, at det tager utrolig lang tid, før vi når derhen.

I mellemtiden ved filmen ikke, om den vil være en komedie eller socialrealistisk drama. Der kører konstant et trist, monotont stykke ambient musik i lydsporet, hvilket signalerer trøstesløshed og håbløshed. Det passer ikke sammen med hand jobs-montagerne, der mest af alt tager pis på situationen. Men selv de lette scener er for langtrukne.

I virkeligheden er der kun stof til en kortfilm. Personerne er for tynde. Handlingen er for tynd. Skuespillet er ikke værd at skrive hjem om. Men ideen er sjov.