Toppen af 90ers action-poppen
5.0
Med The Rock har bulder og brag instruktøren Michael Bay skabt en af 90ernes mest underholdende actionfilm igennem et herligt opskruet tempo, usandsynlige destruktioner på samlebånd, blændende visuelle lækkerier - som er kendetegnet for alle hans film - samt et skuespillerhold der siger spar to til det meste andet i genren.
Med Michael Bay ved man, hvad man får, nemlig popcornsunderholdning af højeste karat. Målsætning nr. 1 er at underholdende med speederen i bund, og i The Rock viser kongen af Blockbusters, hvorfor han har sit tilnavn. Plottet er i og for sig underordnet, men faktisk er selve historien i The Rock ganske medrivende og med en smule substans. Valget af skurke – højtdekorerede amerikanske soldater, der i ”den gode sags tjeneste” vælger at angribe deres ellers elskede land – giver filmen kant og trods underholdningsagendaen også stof til eftertanke. Derfor er The Rock måske også nemmere at kapere inden hans egen Armageddon og Simon Wests Con air, som The Rock i stil, tema og tempo minder en del om.
Når man ikke forbavses over de flotte billeder og den medrivende action er det især en Bay’sk humor ala Bad Boys og et fremragende skuespillerhold, der bærer filmen. Nicolas Cage har aldrig været min ynglingsskuespiller, men rollen som den lidt overmatchede FBI-agent Stanley Goodspeed udfylder han glimrende med en fin komisk timing. Især samspillet med Sean Connery slår gnister. Connery fylder som altid meget, når han er på skærmen – cool hele vejen igennem – og hans og Cages teacher/student forhold, hvor de langsomt nærmer sig hinanden og opbygger en vis respekt er en stor gevinst for filmen. Selvom mange dialoger og oneliners i filmen på papiret kan virke platte og overflødige, så sidder de fleste lige i skabet.
Ellers brillieres der især blandt skurkene på skuespillersiden. Ed Harris er hård og troværdig, som filmens bad guy with a human touch, og hans scener sammen med David Morse er klart filmens højdepunkter rent skuespillermæssigt. Begge spiller med en nerve og kvalitet, som desværre ikke altid er til stede i film af denne type.
The Rock kan sagtens kritiseres for en masse ting. Mangel på substans både plotmæssigt og ikke mindst karaktermæssigt. For meget overflade og lækre billeder og tempo på bekostning af dybde osv. Men havde den alle disse ting, ville det være meget svært samtidigt at score tilsvarende højt på alle de ting, som Bay netop vil med film, og som The Rock giver os med bravur. Nemlig tempo, action og oneliners. Inden for de rammer, som definerer den letfordøjelige action popcornsunderholdning, fås det ikke meget bedre end The Rock. Genren havde klart sin storhedstid i 90erne med denne film, de nævnte Con Air, Armageddon, Independence Day og Bad Boys, men også efter årtusindskiftet har Bay selv smidt visuelle lækkerier efter os med The Island, Bad Boys 2 og Transformers. Men hvor filmene fik en vis anerkendelse i 90erne, nyder de slet ikke samme opmærksomhed i dag.
Enten elsker eller hader man denne type film. Jeg vedkender mig gerne, at jeg elsker disse underholdningsorgier, hvor man ofte blæses ud af biografen. 5 stjerner til Bay og The Rock.
Med Michael Bay ved man, hvad man får, nemlig popcornsunderholdning af højeste karat. Målsætning nr. 1 er at underholdende med speederen i bund, og i The Rock viser kongen af Blockbusters, hvorfor han har sit tilnavn. Plottet er i og for sig underordnet, men faktisk er selve historien i The Rock ganske medrivende og med en smule substans. Valget af skurke – højtdekorerede amerikanske soldater, der i ”den gode sags tjeneste” vælger at angribe deres ellers elskede land – giver filmen kant og trods underholdningsagendaen også stof til eftertanke. Derfor er The Rock måske også nemmere at kapere inden hans egen Armageddon og Simon Wests Con air, som The Rock i stil, tema og tempo minder en del om.
Når man ikke forbavses over de flotte billeder og den medrivende action er det især en Bay’sk humor ala Bad Boys og et fremragende skuespillerhold, der bærer filmen. Nicolas Cage har aldrig været min ynglingsskuespiller, men rollen som den lidt overmatchede FBI-agent Stanley Goodspeed udfylder han glimrende med en fin komisk timing. Især samspillet med Sean Connery slår gnister. Connery fylder som altid meget, når han er på skærmen – cool hele vejen igennem – og hans og Cages teacher/student forhold, hvor de langsomt nærmer sig hinanden og opbygger en vis respekt er en stor gevinst for filmen. Selvom mange dialoger og oneliners i filmen på papiret kan virke platte og overflødige, så sidder de fleste lige i skabet.
Ellers brillieres der især blandt skurkene på skuespillersiden. Ed Harris er hård og troværdig, som filmens bad guy with a human touch, og hans scener sammen med David Morse er klart filmens højdepunkter rent skuespillermæssigt. Begge spiller med en nerve og kvalitet, som desværre ikke altid er til stede i film af denne type.
The Rock kan sagtens kritiseres for en masse ting. Mangel på substans både plotmæssigt og ikke mindst karaktermæssigt. For meget overflade og lækre billeder og tempo på bekostning af dybde osv. Men havde den alle disse ting, ville det være meget svært samtidigt at score tilsvarende højt på alle de ting, som Bay netop vil med film, og som The Rock giver os med bravur. Nemlig tempo, action og oneliners. Inden for de rammer, som definerer den letfordøjelige action popcornsunderholdning, fås det ikke meget bedre end The Rock. Genren havde klart sin storhedstid i 90erne med denne film, de nævnte Con Air, Armageddon, Independence Day og Bad Boys, men også efter årtusindskiftet har Bay selv smidt visuelle lækkerier efter os med The Island, Bad Boys 2 og Transformers. Men hvor filmene fik en vis anerkendelse i 90erne, nyder de slet ikke samme opmærksomhed i dag.
Enten elsker eller hader man denne type film. Jeg vedkender mig gerne, at jeg elsker disse underholdningsorgier, hvor man ofte blæses ud af biografen. 5 stjerner til Bay og The Rock.
04/05-2008
