Alt godt fra vesten
5.0
Efter Thomas Nielsens utvetydige og yderst velserverede anbefaling herunder, følte jeg en ubehjælpelig trang til at investere i Clint Eastwood’s aldrende western, ”Øje for øje”. Jeg greb racercyklen, iførte mig cykeltøjet og valfartede derefter ind til det ”lokale” TP-musikmarked, der på højst ubelejelig vis er placeret små 20 km. fra min dørtærskel. Efter et længere besøg i TP’s mastodontiske varehus på roskildevej, kunne jeg dog konstatere at udflugten langtfra var en fejltagelse. Et par dage efter røg ”Øje for øje” gennem dvd-maskinen.
Således lyder den sikkert håbløst uinteressante forhistorie til mit første møde med Clint’ens western fra det herrens år 1976. Hvad der først og fremmest springer tilskueren i øjnene angående filmen er kvaliteten i billederne, de brillant vinklede skud og knivskarpt klippede overgange. ”Øje for øje” er en forbløffende velproduceret og minutiøst tilrettelagt og iscenesat western, hvor den levende legende Clint Eastwood åbenlyst har fået tid og rum til at afprøve filmmediet grundigt fra det varme sæde i instruktørstolen. Han formår imidlertid at bevare den sande westerns gængse kendetegn i bedste velgående og den rå og illuderende stemning, der omgærder hans lovløse og vidunderligt konventionelle ranger i psykisk og fysisk ingenmandsland.
Starten på filmen anslår tonen med hård og nådesløs hånd. Den fredelige familiefar, Josey Wales, arbejder rutinemæssigt i gården med sin kærlige søn, hvis alder kan tælles på to hænder. Drengen går efter en tid op til moderen i huset for at få et tiltrængt bad, men det eneste, der møder ham i hans hjem er en række grådige, omflakkende voldsmænd til hest, der på bestialsk vis nedlægger og udplyndrer det halve af den idylliske lilleby – inklusiv Josey Wales’ udkårne og deres fælles søn.
Efter denne tragedie omlægger Wales sin livstil radikalt. Han drager uden videre mening med tilværelsen i krig mod de mænd, der frarøvede ham hans kære. Wales ender dog hurtigt som enlig, omflakkende ranger i det golde vesten, hvor han både har tabet af sin familie og en gigantisk dusør hængende over hovedet.
”Øje for øje” forsøger på intet tidspunkt at afvige fra westernfilmens konventioner; Eastwoods ensomme og svært fortolkelige pistolkunster, den radikale rivalisering mellem det gode og det onde, samt problemstillingen mellem indianere og cowboys er blot en mindre del af de elementer i filmen, der karakteriserer det virkelige vilde vesten. De tilbagevendende klichéer styrker dog blot ens indtryk af ”Øje for øje” i den positive retning. Som minutterne og timerne passerer og filmen tålmodigt tager form, begynder Eastwoods lidt oversete hesteopera langsomt at ligne et nærmest perfekt bud på en klassisk genrefilm fra vesten. Det er med andre ord ikke meget, der skiller filmen fra prædikatet ”fejlfri”.
En anden force i ”Øje for øje” er de mange skæve bekendtskaber, der tegnes i filmen, samt den nærgående, sarkastiske humor, som disse har med på slæb. Bedst er den aldrende indianer Lone Watie, der uden videre held konstant forsøger at snige sig lydløst ind på sine ”ofre” og med ubegribelig klodsethed deltager i nogle af filmens mest velkomponerede humoristiske optrin. Indianeren er et perfekt modsvar til Eastwoods askegrå, men knaldhamrende cool cowboy, der er tør som en mariekiks og hurtig som et eksprestog.
Derudover kan nævnes den kedelige mandsperson af en skurk ved navn ”Redlegs”, der på nådesløs facon forfølger Josey Wales til verdens ende (hvis det skulle komme så langt), forræderen Fletcher, der på tvetydig vis balancerer på kanten af godhed og ondskab, samt den aldrende rappenskrælle af en husmoder, der i en række intense nærkampsscener er i frugtbart sammenspil med indianeren Lone Watie.
Meget bedre westerns end denne får man altså ikke, og selvom jeg her tillader mig at sparre nærrigt på stjernerne bør ingen tage fejl af budskabet. Clint Eastwoods western er blot marginaler fra det sande mesterværk og langt mere skarp, fokuseret og betagende end instruktørens ellers fremragende, ”Unforgiven”.
”Øje for øje” er en dyb og symbolsk skildring af den ensomme og melankolske enspænder i vesten, en beretning om liv, død, tab, hævn og racisme og en klokkeklar kandidat til toppladserne, når de bedste westerns igennem tiden skal remses op.
Således lyder den sikkert håbløst uinteressante forhistorie til mit første møde med Clint’ens western fra det herrens år 1976. Hvad der først og fremmest springer tilskueren i øjnene angående filmen er kvaliteten i billederne, de brillant vinklede skud og knivskarpt klippede overgange. ”Øje for øje” er en forbløffende velproduceret og minutiøst tilrettelagt og iscenesat western, hvor den levende legende Clint Eastwood åbenlyst har fået tid og rum til at afprøve filmmediet grundigt fra det varme sæde i instruktørstolen. Han formår imidlertid at bevare den sande westerns gængse kendetegn i bedste velgående og den rå og illuderende stemning, der omgærder hans lovløse og vidunderligt konventionelle ranger i psykisk og fysisk ingenmandsland.
Starten på filmen anslår tonen med hård og nådesløs hånd. Den fredelige familiefar, Josey Wales, arbejder rutinemæssigt i gården med sin kærlige søn, hvis alder kan tælles på to hænder. Drengen går efter en tid op til moderen i huset for at få et tiltrængt bad, men det eneste, der møder ham i hans hjem er en række grådige, omflakkende voldsmænd til hest, der på bestialsk vis nedlægger og udplyndrer det halve af den idylliske lilleby – inklusiv Josey Wales’ udkårne og deres fælles søn.
Efter denne tragedie omlægger Wales sin livstil radikalt. Han drager uden videre mening med tilværelsen i krig mod de mænd, der frarøvede ham hans kære. Wales ender dog hurtigt som enlig, omflakkende ranger i det golde vesten, hvor han både har tabet af sin familie og en gigantisk dusør hængende over hovedet.
”Øje for øje” forsøger på intet tidspunkt at afvige fra westernfilmens konventioner; Eastwoods ensomme og svært fortolkelige pistolkunster, den radikale rivalisering mellem det gode og det onde, samt problemstillingen mellem indianere og cowboys er blot en mindre del af de elementer i filmen, der karakteriserer det virkelige vilde vesten. De tilbagevendende klichéer styrker dog blot ens indtryk af ”Øje for øje” i den positive retning. Som minutterne og timerne passerer og filmen tålmodigt tager form, begynder Eastwoods lidt oversete hesteopera langsomt at ligne et nærmest perfekt bud på en klassisk genrefilm fra vesten. Det er med andre ord ikke meget, der skiller filmen fra prædikatet ”fejlfri”.
En anden force i ”Øje for øje” er de mange skæve bekendtskaber, der tegnes i filmen, samt den nærgående, sarkastiske humor, som disse har med på slæb. Bedst er den aldrende indianer Lone Watie, der uden videre held konstant forsøger at snige sig lydløst ind på sine ”ofre” og med ubegribelig klodsethed deltager i nogle af filmens mest velkomponerede humoristiske optrin. Indianeren er et perfekt modsvar til Eastwoods askegrå, men knaldhamrende cool cowboy, der er tør som en mariekiks og hurtig som et eksprestog.
Derudover kan nævnes den kedelige mandsperson af en skurk ved navn ”Redlegs”, der på nådesløs facon forfølger Josey Wales til verdens ende (hvis det skulle komme så langt), forræderen Fletcher, der på tvetydig vis balancerer på kanten af godhed og ondskab, samt den aldrende rappenskrælle af en husmoder, der i en række intense nærkampsscener er i frugtbart sammenspil med indianeren Lone Watie.
Meget bedre westerns end denne får man altså ikke, og selvom jeg her tillader mig at sparre nærrigt på stjernerne bør ingen tage fejl af budskabet. Clint Eastwoods western er blot marginaler fra det sande mesterværk og langt mere skarp, fokuseret og betagende end instruktørens ellers fremragende, ”Unforgiven”.
”Øje for øje” er en dyb og symbolsk skildring af den ensomme og melankolske enspænder i vesten, en beretning om liv, død, tab, hævn og racisme og en klokkeklar kandidat til toppladserne, når de bedste westerns igennem tiden skal remses op.
06/05-2008
