En jernhelt der slår gnister
4.0
Iron Man er en af de senere års mest vellykkede superheltefilmatiseringer, som igennem sit klare fokus på figuren Tony Stark/Iron Man og dennes eksperimenterende og moralsk udfordrende udvikling leverer en fortælling med hjertet og komikken på det rette sted.
Instruktøren Jon Favreau, der selv har en mindre rolle i filmen, har meget bevidst valgt at gøre fortællingen om fødslen af den flyvende helt uden kappe til Robert Downey Jr.'s legeplads, hvor han igennem helt suverænt skuespil ene mand løfter filmen, som ellers manuskriptmæssigt ikke er et festfyrværkeri, til en humør- og energibombe, som eksploderer i farvestrålende veltimet komik og nærværende menneskeligt drama. Dette er vitterlig en film om Iron Man, og ikke en film om Iron Man vs. The Werewolf eller Iron Man vs. The Crazy Banana.
Fokus er fra start på playboyen Tony Stark, som Robert Downey Jr. iscenesætter til perfektion med hans flyvske og arrogante væsen, hvor damer og penge bare er noget man har eller tager, og alle verdens problemer kan klares med en afvæbende bemærkning og en solid pose charme. Men efter et mindre spændende og ganske ufrivilligt feriebesøg i en afgansk grotte, som tvinger ham til at overgå sig selv i innovativ våbenproduktion, slår Tonys super glatte og teflonbelagte moral revner. Han tager sit stilling i verden til fornyet revision og beslutter sig for at bruge sit talent inden for våbenudvikling til at bekæmpe de slemme drenge, fremfor at forsyne dem med våben.
Intet i dette retningsskifte på livets moralske landevej er sønderligt originalt, men fortællingen får liv af de bump, som Stark møder på vejen, specielt i form af hans udvikling af Iron Man dragten og transformationen fra ubekymret playboy til retfærdighedsbevidst glinsende superhelt. Ud over Robert Downey Jr.'s altafgørende genialiteter formår også Gwyneth Paltrow og især Jeff Bridges at gøre glimrende - omend mere overfladiske - figurer. Jeff Bridges' rolle i plottet afsløres tidligt i filmen alene i kraft af hans udseende, men han bevarer stor udstråling og det meste troværdighed filmen igennem.
Ingen superheltefilm uden spektakulære actionscener, og Iron Man er ingen undtagelse. Men imens mange andre superheltefilm lader potentielle actiongodbider være bestemmende for filmens forløb, så det omvendt med Favreaus jernbesatte epos. Han strør actionscenerne - nok lige lovligt sparsomt efter min smag - ud over filmen, hvor de måtte passe ind. Effekterne er glimrende og klipningen medrivende både i filmens start, midte og slutningen, men det er først for alvor i filmens korte finale, at der lukkes op for godteposen.
Og her ligger filmens måske svagest punkt. Godt nok er det humoristisk og særdeles underholdende med jernmandens svære fødsel, men filmens finale bliver for hurtigt sat i scene og for hurtigt afsluttet. Man når ikke helt at blive sat i scene til et stort slag, da skurk og helt først konfronteres for alvor i filmens sidste 1/4. Lidt mere kød på actionbenene og den store klassiske good vs. evil dual havde givet filmen lidt ekstra power.
Alt i alt er Iron Man dog en opløftende oplevelse, hvis gode humor smitter og underholder fra start til slut. Selvom actiondelen er mere sparsom end normalt for superheltefilm, så tilfredsstilles ens drengerøvshjerte igennem et par flot iscenesatte actionbombardementer, som imponerer. Jeg håber sandelig ikke, at det er sidste gang, at vi skal se Robert Downey Jr. på slap line som Iron Man. Dertil er filmen simpelthen for vellykket og underholdende. Fire store stjerner herfra, og der er ikke langt før end Iron Man flyver op og tager den femte med.
Instruktøren Jon Favreau, der selv har en mindre rolle i filmen, har meget bevidst valgt at gøre fortællingen om fødslen af den flyvende helt uden kappe til Robert Downey Jr.'s legeplads, hvor han igennem helt suverænt skuespil ene mand løfter filmen, som ellers manuskriptmæssigt ikke er et festfyrværkeri, til en humør- og energibombe, som eksploderer i farvestrålende veltimet komik og nærværende menneskeligt drama. Dette er vitterlig en film om Iron Man, og ikke en film om Iron Man vs. The Werewolf eller Iron Man vs. The Crazy Banana.
Fokus er fra start på playboyen Tony Stark, som Robert Downey Jr. iscenesætter til perfektion med hans flyvske og arrogante væsen, hvor damer og penge bare er noget man har eller tager, og alle verdens problemer kan klares med en afvæbende bemærkning og en solid pose charme. Men efter et mindre spændende og ganske ufrivilligt feriebesøg i en afgansk grotte, som tvinger ham til at overgå sig selv i innovativ våbenproduktion, slår Tonys super glatte og teflonbelagte moral revner. Han tager sit stilling i verden til fornyet revision og beslutter sig for at bruge sit talent inden for våbenudvikling til at bekæmpe de slemme drenge, fremfor at forsyne dem med våben.
Intet i dette retningsskifte på livets moralske landevej er sønderligt originalt, men fortællingen får liv af de bump, som Stark møder på vejen, specielt i form af hans udvikling af Iron Man dragten og transformationen fra ubekymret playboy til retfærdighedsbevidst glinsende superhelt. Ud over Robert Downey Jr.'s altafgørende genialiteter formår også Gwyneth Paltrow og især Jeff Bridges at gøre glimrende - omend mere overfladiske - figurer. Jeff Bridges' rolle i plottet afsløres tidligt i filmen alene i kraft af hans udseende, men han bevarer stor udstråling og det meste troværdighed filmen igennem.
Ingen superheltefilm uden spektakulære actionscener, og Iron Man er ingen undtagelse. Men imens mange andre superheltefilm lader potentielle actiongodbider være bestemmende for filmens forløb, så det omvendt med Favreaus jernbesatte epos. Han strør actionscenerne - nok lige lovligt sparsomt efter min smag - ud over filmen, hvor de måtte passe ind. Effekterne er glimrende og klipningen medrivende både i filmens start, midte og slutningen, men det er først for alvor i filmens korte finale, at der lukkes op for godteposen.
Og her ligger filmens måske svagest punkt. Godt nok er det humoristisk og særdeles underholdende med jernmandens svære fødsel, men filmens finale bliver for hurtigt sat i scene og for hurtigt afsluttet. Man når ikke helt at blive sat i scene til et stort slag, da skurk og helt først konfronteres for alvor i filmens sidste 1/4. Lidt mere kød på actionbenene og den store klassiske good vs. evil dual havde givet filmen lidt ekstra power.
Alt i alt er Iron Man dog en opløftende oplevelse, hvis gode humor smitter og underholder fra start til slut. Selvom actiondelen er mere sparsom end normalt for superheltefilm, så tilfredsstilles ens drengerøvshjerte igennem et par flot iscenesatte actionbombardementer, som imponerer. Jeg håber sandelig ikke, at det er sidste gang, at vi skal se Robert Downey Jr. på slap line som Iron Man. Dertil er filmen simpelthen for vellykket og underholdende. Fire store stjerner herfra, og der er ikke langt før end Iron Man flyver op og tager den femte med.
09/05-2008
