Dialoger bag morderisk pandeskal
3.0
Mr. Brooks er en anderledes men ikke ubetinget vellykket seriemorderfilm, hvor Kevin Costner viser, at han kan andet og mere enda at spille følsom helt med hjertet på det rettet sted.
Agendaen for Mr. Brooks er en anden end i den typiske seriemorderfilm. Bruce A. Evans vil med sin film helt ind under huden, ja faktisk ind i hovedet, på seriemorderen. Han ønsker at vise os svaret på evigttilbagevendende seriemorder/psykopat spørgsmål; hvad driver vedkommende til mord og hvordan takles det? Mr. Brooks gør dette ved nærmest at spalte vores hovedperson op i to, således dialogen mellem Marshall og Mr. Brooks er et billede på de overvejelser og kvaler Mr. Brooks har ved sine mord, og et billede på den drift, der ligger bag blodudgydelserne. Selvom William Hurt spiller glimrende som Mr. Brooks alterego Marshall er Evans filmiske gimik ikke helt vellykket, da samtalerne ofte virker forstyrende for handlingen og ødelæggende for den realisme, som ellers præger filmen. Men man kan ikke få både i pose og i sæk, og når alt kommer til alt, så er det en interessant ny måde at fremstille en seriemorder på.
Mr. Brooks handler ikke kun om Mr. Brooks, men involverer en lang række bipersoner, som næsten alle får plads til at udfolde små subplots og sidehistorier. Nogle mere interessante end andre, men grundlæggende er de hæmmende for den egentlige hovedfortælling. Flere af disse sidehistorier kunne med fordel være skåret mere ind til benet.
Spændingskurve stiger ganske langsomt filmen igennem, men den når aldrig op på et bare minimalt nervepirrende niveau. Dertil er hverken Demi Moores detektivjagt eller Costners morderiske overvejelser ganske enkelt ikke spændende nok iscenesat.
Derfor forbliver Mr. Brooks en film på det jævne, som nok rummer en interessant stiløvelse, men bare ikke får udfoldet intensitet nok. Filmen er ikke dårlig eller kedelig. Den er bare heller ikke vanvittig medrivende eller svedperlefremkaldende. Tre stjerner til Mr. Brooks og et klap på skulderen til Kevin Costner for at prøve også en mere mørk side af hans skuespillertalent af.
Agendaen for Mr. Brooks er en anden end i den typiske seriemorderfilm. Bruce A. Evans vil med sin film helt ind under huden, ja faktisk ind i hovedet, på seriemorderen. Han ønsker at vise os svaret på evigttilbagevendende seriemorder/psykopat spørgsmål; hvad driver vedkommende til mord og hvordan takles det? Mr. Brooks gør dette ved nærmest at spalte vores hovedperson op i to, således dialogen mellem Marshall og Mr. Brooks er et billede på de overvejelser og kvaler Mr. Brooks har ved sine mord, og et billede på den drift, der ligger bag blodudgydelserne. Selvom William Hurt spiller glimrende som Mr. Brooks alterego Marshall er Evans filmiske gimik ikke helt vellykket, da samtalerne ofte virker forstyrende for handlingen og ødelæggende for den realisme, som ellers præger filmen. Men man kan ikke få både i pose og i sæk, og når alt kommer til alt, så er det en interessant ny måde at fremstille en seriemorder på.
Mr. Brooks handler ikke kun om Mr. Brooks, men involverer en lang række bipersoner, som næsten alle får plads til at udfolde små subplots og sidehistorier. Nogle mere interessante end andre, men grundlæggende er de hæmmende for den egentlige hovedfortælling. Flere af disse sidehistorier kunne med fordel være skåret mere ind til benet.
Spændingskurve stiger ganske langsomt filmen igennem, men den når aldrig op på et bare minimalt nervepirrende niveau. Dertil er hverken Demi Moores detektivjagt eller Costners morderiske overvejelser ganske enkelt ikke spændende nok iscenesat.
Derfor forbliver Mr. Brooks en film på det jævne, som nok rummer en interessant stiløvelse, men bare ikke får udfoldet intensitet nok. Filmen er ikke dårlig eller kedelig. Den er bare heller ikke vanvittig medrivende eller svedperlefremkaldende. Tre stjerner til Mr. Brooks og et klap på skulderen til Kevin Costner for at prøve også en mere mørk side af hans skuespillertalent af.
10/05-2008
