Streetgang calling Almighty
6.0
En deling amerikanske tyndslidte og krigstrætte soldater, står på tærsklen til Anden Verdenskrigs slutning. Tyskerne har for længst opgivet deres drømme om en endegyldig sejr, og er nu blot små søm, som lige skal rives ud af et råddent og hærgede hus, for at erstattes af nogle nye og mere fornuftige søm. I delingens avancering ind i Tyskland, stifter de for første gang bekendtskab med et syn, der for alvor giver deres umenneskelige anstrengelser i krigen en smule fornuft og forståelse. Synet der mødte dem var en afbrændt og efterladt Koncentrationslejr, hvor udmarvede og nært døende fanger går rundt i umenneskelige omgivelser. Sådan bliver det fortalt i den mesterlige Anden Verdenskrigs serie, ”Band of Brothers”, i afsnittet ”Why We Fight”.
Et sådan syn skabte en retfærdighed og forståelse hos de amerikanske soldater, som i sandhed syntes at kæmpe mod det onde selv. Et sådan syn kunne de amerikanske tropper godt have brugt, under deres helvedesophold i Vietnam. Uden idealer og især visheden om hvor meningsløs Vietnam-krigen var – og realiseringen af dette – sendte de utallige sønderrevet amerikanske soldater til en nedstigning til vanviddets rand, som aldrig ville slippe dem igen. Netop denne nedstigning kommer filmisk til livs, i Coppolas skelsættende og evigtvarende syretrip til det mørke hjerte, ”Dommedag Nu”, og er nok noget af det nærmeste man kommer på en filmisk realisering af galskaben der sker når mennesker – uhjælpsomt – prøver at finde grund til at slå hinanden ihjel, for en sag man selv ikke i dag har svaret på.
Det er fra Kaptajn Willards øjne vi ser fra, og synet der hudløs og frygtsomt møder os, brænder sig fast som evigtvarende billeder på en krigs sande ansigt, eller i hver for sig, om det sande mørke i et menneske. Martin Sheen leverer noget af det største jeg nogensinde har set. Hver en svedperle på hans kaosramte ansigt fortæller, at han har lagt hele sit liv i denne rolle, som eftersigende også havde konsekvenser af hjertestop og andre sindsnedbrydelser. Decideret kan man se gennem hvert øje, man møder i filmen, hvilken desperation og frustration det har været at indspille filmen, i et nærmest tropisk mareridt, som også voldte selve kreatøren bag det ambitiøse projekt store problemer. Alt dette hjælper blot til trøstesløsheden og det kaos filmen udspiller sig i.
Kaptajn Willards flodrejse ind til Kurz rige, epoke gør sig som en symbolsk rejse gennem krigens mange facetter og personer, og sindets forvandling og påvirkning af krigen, for at til sidst ende i selve mørket – det allermørkeste. Det sidste psykiske sted hvor alle realismens rammer siver ud, og ind flyder et surrealistisk kaos, som pinefuldt, hypnotisk og langsomt sadistisk smerter sindet, for til sidst at efterlade intethedens smerte. Filmens rejse gennem det krigshærgede Vietnam emmer af mesterlige sekvenser, hvis højdepunkter ingen ende syntes at tage. Specielt bliver krigens galskab galgenhumoristisk fortalt via Robert Duvalls karakterisering, af en surfer glad amerikansk officer. Scenen hvor den amerikanske armada af helikoptere (som nærmest er symbolet på dødsengle) nådesløst (og vel meningsløst?) angriber en vietnamesisk landsby, under tonerne af Wagners ”The Ride of the Valkyries”, må siges at være noget af det mest vanvids poetik jeg mindes at have set. Man skal da næsten heller ikke glemme filmens fuldstændig suveræne åbningsscene, som består af en hypnotiserende tæppebombardering af en vietnamesisk skov, mens The Doors synger ”this is the end”. Det er så skelsættende og mørk filmpoesi, at filmhistorien nok aldrig kommer til at se noget lignende igen. Ingen undslipper dommedag!
”Dommedag Nu” er et af de mest sindspåvirkende filmværker jeg endnu har set. Willards påvirkninger og forvandling stryger lige ud af skærmen, og rammer en som en kugle affyret fra selv samme M16 gevær, de mange amerikanske tropper upåvirket fyrer løs, som noget ingen film endnu har præsteret. Med dens gennemsyret lyrik, poetiserende billedsprog, meditative form og tempo, for slet ikke at glemme de mange ’one linere’ som, ”Charlie don’t surf”, ”The horror… the horror” og ”I like the smell of napalm in the morning”, fungerer ”Dommedag Nu” som en overdosis af mesterlige filmsprog, og effekten af dette er noget af det mest uforglemmelige mine øjne, mit hjerte, mine ører og hjerne endnu har sat bekendtskab til, selvom det brænder som napalm.
Et sådan syn skabte en retfærdighed og forståelse hos de amerikanske soldater, som i sandhed syntes at kæmpe mod det onde selv. Et sådan syn kunne de amerikanske tropper godt have brugt, under deres helvedesophold i Vietnam. Uden idealer og især visheden om hvor meningsløs Vietnam-krigen var – og realiseringen af dette – sendte de utallige sønderrevet amerikanske soldater til en nedstigning til vanviddets rand, som aldrig ville slippe dem igen. Netop denne nedstigning kommer filmisk til livs, i Coppolas skelsættende og evigtvarende syretrip til det mørke hjerte, ”Dommedag Nu”, og er nok noget af det nærmeste man kommer på en filmisk realisering af galskaben der sker når mennesker – uhjælpsomt – prøver at finde grund til at slå hinanden ihjel, for en sag man selv ikke i dag har svaret på.
Det er fra Kaptajn Willards øjne vi ser fra, og synet der hudløs og frygtsomt møder os, brænder sig fast som evigtvarende billeder på en krigs sande ansigt, eller i hver for sig, om det sande mørke i et menneske. Martin Sheen leverer noget af det største jeg nogensinde har set. Hver en svedperle på hans kaosramte ansigt fortæller, at han har lagt hele sit liv i denne rolle, som eftersigende også havde konsekvenser af hjertestop og andre sindsnedbrydelser. Decideret kan man se gennem hvert øje, man møder i filmen, hvilken desperation og frustration det har været at indspille filmen, i et nærmest tropisk mareridt, som også voldte selve kreatøren bag det ambitiøse projekt store problemer. Alt dette hjælper blot til trøstesløsheden og det kaos filmen udspiller sig i.
Kaptajn Willards flodrejse ind til Kurz rige, epoke gør sig som en symbolsk rejse gennem krigens mange facetter og personer, og sindets forvandling og påvirkning af krigen, for at til sidst ende i selve mørket – det allermørkeste. Det sidste psykiske sted hvor alle realismens rammer siver ud, og ind flyder et surrealistisk kaos, som pinefuldt, hypnotisk og langsomt sadistisk smerter sindet, for til sidst at efterlade intethedens smerte. Filmens rejse gennem det krigshærgede Vietnam emmer af mesterlige sekvenser, hvis højdepunkter ingen ende syntes at tage. Specielt bliver krigens galskab galgenhumoristisk fortalt via Robert Duvalls karakterisering, af en surfer glad amerikansk officer. Scenen hvor den amerikanske armada af helikoptere (som nærmest er symbolet på dødsengle) nådesløst (og vel meningsløst?) angriber en vietnamesisk landsby, under tonerne af Wagners ”The Ride of the Valkyries”, må siges at være noget af det mest vanvids poetik jeg mindes at have set. Man skal da næsten heller ikke glemme filmens fuldstændig suveræne åbningsscene, som består af en hypnotiserende tæppebombardering af en vietnamesisk skov, mens The Doors synger ”this is the end”. Det er så skelsættende og mørk filmpoesi, at filmhistorien nok aldrig kommer til at se noget lignende igen. Ingen undslipper dommedag!
”Dommedag Nu” er et af de mest sindspåvirkende filmværker jeg endnu har set. Willards påvirkninger og forvandling stryger lige ud af skærmen, og rammer en som en kugle affyret fra selv samme M16 gevær, de mange amerikanske tropper upåvirket fyrer løs, som noget ingen film endnu har præsteret. Med dens gennemsyret lyrik, poetiserende billedsprog, meditative form og tempo, for slet ikke at glemme de mange ’one linere’ som, ”Charlie don’t surf”, ”The horror… the horror” og ”I like the smell of napalm in the morning”, fungerer ”Dommedag Nu” som en overdosis af mesterlige filmsprog, og effekten af dette er noget af det mest uforglemmelige mine øjne, mit hjerte, mine ører og hjerne endnu har sat bekendtskab til, selvom det brænder som napalm.
11/05-2008
