Muteret manifestation af indre had
4.0
En børnehaveklasselærerinde lægger farver, papirstrimler og andet godt frem til en flok småbørn , og alt ånder fred og idyl. Pludselig bliver lydkulissen faretruende. To misdannede børn i flyverdragter kommer ubemærket ind i lokalet og samlet i closeup hver en stor træhammer op. Ud af ingenting angriber de børnehaveklasselærerinden, som de overdænger med slag, mens alle de andre børn ser til i rædsel og skriger løs. Igen og igen smadrer de løs på lærerindens hoved, indtil hun ligger helt stille og blodet løber ud på gulvet. Imens børnene er lammet af frygt og rædslen står malet i deres ansigter, forsvinder de to uhyggeligt udseende misfostrer.
Velkommen til Cronenberg anno 1979 før end han fortalte ”historier om vold” og gav os ”løfter fra østen”. Mutation, kroppens fordærv og ikke mindst konsekvenserne af eksperimenteren med den menneskelige fysik har altid stået central i den canadiske visuelle troldmands film, og The Brood er ingen undtagelse. Som i hans fleste andre film er tematikken dyster, filmsproget mørkt og et lag af ubehag er trukket ud over hele filmen. Her er ikke plads til et eneste grin. Kun skræmmende alvor hele vejen igennem. I The Brood tager Cronenberg dog en lille afstikker i og med, at det er mental forandring og mutation frem for fysisk, da katalysatoren for de grumme begivenheder er den unge kvinde Nola Carveth, som igennem voldsom psykologisk behandling manifesterer sin vrede ved skabelsen af en mindre flok misdannede børn/dræberdværge, som fysisk i den virkelige verden udlever den vrede og det had, som Nola retter imod hendes nærmeste.
Det som gør The Brood så skræmmende er en kombination af den tonstunge alvor og dystre stemning, Cronenberg skaber filmen igennem, og så det geniale – og ubehagelige – træk det er, at lade filmens bødler være misdannede børn. At se et barn banke en voksen til døde uden at fortrække en mine, er ikke noget man som publikum klasker sig på lårene af grin over. Det er dybt ubehageligt at overvære, hvilket præcist er intentionen. Som i Shivers, Videodome og The Fly formår Cronenberg virkelig at bevise, hvilket uovertruffen horrorinstruktør han er.
Filmen handler dybest set om Frank Carveth, som forsøger at redde sin lille datter, mens de begge langsomt trækkes ind i en ond spiral af død og lemlæstelse med den psykologiske helbredelsesinstitution Somafree Institute som centrum. Her er barnets mor i psykoterapi under den karismatiske Dr. Hal Raglan, som indser at hans behandling løber ud af kontrol. Cronenberg formår hele filmen igennem hele tiden at skifte et gear op, således, at filmen tager sig ud, som en ”normal” film i begyndelsen, hvor på man blot bliver hevet mere og mere ind i en syg verden, der næsten fremstår som et parallelunivers, hvilket er endnu et af Cronenberg tilbagevendende kendetegn.
The Brood er en ond lille horrorfilm, som bestemt ikke har på sin agenda at få tilskueren i godt humør. I så fald er det kun fordi, man har oplevet en sand mester folde sig ud. Filmen er selvfølgelig mærket af tidens tand, men den fede stemning består og gør, at alle med trang til horror også bør kigge lidt nærmere på The Brood den dag i dag.
Velkommen til Cronenberg anno 1979 før end han fortalte ”historier om vold” og gav os ”løfter fra østen”. Mutation, kroppens fordærv og ikke mindst konsekvenserne af eksperimenteren med den menneskelige fysik har altid stået central i den canadiske visuelle troldmands film, og The Brood er ingen undtagelse. Som i hans fleste andre film er tematikken dyster, filmsproget mørkt og et lag af ubehag er trukket ud over hele filmen. Her er ikke plads til et eneste grin. Kun skræmmende alvor hele vejen igennem. I The Brood tager Cronenberg dog en lille afstikker i og med, at det er mental forandring og mutation frem for fysisk, da katalysatoren for de grumme begivenheder er den unge kvinde Nola Carveth, som igennem voldsom psykologisk behandling manifesterer sin vrede ved skabelsen af en mindre flok misdannede børn/dræberdværge, som fysisk i den virkelige verden udlever den vrede og det had, som Nola retter imod hendes nærmeste.
Det som gør The Brood så skræmmende er en kombination af den tonstunge alvor og dystre stemning, Cronenberg skaber filmen igennem, og så det geniale – og ubehagelige – træk det er, at lade filmens bødler være misdannede børn. At se et barn banke en voksen til døde uden at fortrække en mine, er ikke noget man som publikum klasker sig på lårene af grin over. Det er dybt ubehageligt at overvære, hvilket præcist er intentionen. Som i Shivers, Videodome og The Fly formår Cronenberg virkelig at bevise, hvilket uovertruffen horrorinstruktør han er.
Filmen handler dybest set om Frank Carveth, som forsøger at redde sin lille datter, mens de begge langsomt trækkes ind i en ond spiral af død og lemlæstelse med den psykologiske helbredelsesinstitution Somafree Institute som centrum. Her er barnets mor i psykoterapi under den karismatiske Dr. Hal Raglan, som indser at hans behandling løber ud af kontrol. Cronenberg formår hele filmen igennem hele tiden at skifte et gear op, således, at filmen tager sig ud, som en ”normal” film i begyndelsen, hvor på man blot bliver hevet mere og mere ind i en syg verden, der næsten fremstår som et parallelunivers, hvilket er endnu et af Cronenberg tilbagevendende kendetegn.
The Brood er en ond lille horrorfilm, som bestemt ikke har på sin agenda at få tilskueren i godt humør. I så fald er det kun fordi, man har oplevet en sand mester folde sig ud. Filmen er selvfølgelig mærket af tidens tand, men den fede stemning består og gør, at alle med trang til horror også bør kigge lidt nærmere på The Brood den dag i dag.
12/05-2008
