Det rustne kompas

Det er en ren og skær kommerciel alibi-instruktion, som vi er vidner til her. Hele filmens tyngde og følgelige kvalitet ligger udelukkende i den grafiske fortolkning af det eventyrlige romanforlæg, hvorimod lysten til at indgyde figurerne en snert af personlighed faktisk slet ikke kan spores. Tilbage står et fejende flot og fyldigt, men dog bragende u-engagerende handlingsresumé, som man umuligt bør kunne stille sig tilfreds med.

Som Emil Schultz fremhæver nedenfor, gør Kidman og Sam Elliott (samt Jack "Wycliffe" Shepherd) mest muligt for at sparke lidt gnist i fortællingen via deres relativt små roller. Men anført af Dakota Blue Richards' ferske spil i hovedrollen i forening med de alt andet end interessante men handlingsmæssigt meget dominerende animerede "dyre-dæmoner", bliver det noget nær umuligt at lade sig indfange af "Det Gyldne Kompas".

Endnu værre bliver det, da man erfarer, at Lord Asriels (Daniel Craig) polar-ekspedition slet ikke bliver en reel del af filmens handling, hvorved en stor del af filmens interessante begyndelse bliver noget nær ligegyldig for resten af filmen. Heksen Pekkala er på kort, meget mystisk gæstevisit, mens Lady Coulter til gengæld forsvinder langt ud af handlingen og først dukker op i en lettere forvirret, kort genkomst til allersidst.

Dramaturgisk set er dette et katastrofalt fejlgreb, som gør filmen til en helt uantagelig, uforløst fortælling fyldt med tilsyneladende ligegyldige, løse ender.

Jeg gider ikke spilde min tid på en film, der i så høj grad reducerer næsten al handling til "cliffhangers" af tvivlsom relevans, som tilsyneladende kun kan være til glæde for stor-konsumenter af føljeton-fantasy-underholdning. Bøvs.