’I’ll give you a ride’

Efter at have erhvervet sig bredtfavnende anerkendelse for sin voldsomme og voldsomt visionære adaptering af Frank Millers Sin City tegneserie, fortsætter den kvalitativt inkohærente filmmager Robert Rodriguez sin odysse udi grafiske absurditeter og filmisk energi med sit segment til det ambitiøse Grindhouse-projekt, der er født i kollaboration med den ultimative filmnørd, Quentin Tarantino. Idéen for de to venner var at lave en gengivende homagé til fordums ’to spillefilm til prisen af en’, hvor budgetterne var små og tankevirksomheden matchede disse, med brugen af billig sex og vold som hovedattraktion. Oprindeligt skulle den moderne Grindhouse være vist præcis som dengang, først med Rodriguez’ indslag, efterfulgt af Tarantinos vision (med dertilhørende falske trailers imellem), men det endelige projekt floppede notorisk i Amerika, og filmene blev delt op i to her i Europa, hvor vi som kompensation dog har fået nogle længere udgaver. Om den økonomiske skuffelse skyldtes et konceptmisforståelse eller fordi idéen simpelthen var for implicit for de to instruktører, ved jeg ikke, men som individuelle og højst distingverende film, fungerer begge fremragende på hver sin måde, selvom man da gerne ville have set den originale vision i biograferne.

Tarantinos Death Proof er indiskutabelt hans svageste film til dato, men det var stadigvæk en røvsparkende filmoplevelse, hvor ordet ’chick-flick’ knap nok dækker instruktørens fascination for feministisk handlekraftighed, og man forlod biografen med et stort smil i fjæset og adrenalinen kørende i kroppen flere dage efter. Samme følelse udspringes også når man ser Rodriguez’ Planet Terror, der dog har et langt mere energisk og fremaddrivende tempo, hvor der via et større ensemblecast (i en regulær monsterfilm!) klippes virtuost imellem flere sideløbende historier, hvorved energi- og underholdningsniveauet konstant ligger på kogepunktet, oftest forvandlende til fordampning. Planet Terror er rendyrket drengerøvsfantasier uden snerten af restriktioner, og Rodriguez lader intet helligt stå tilbage. Semi-tabuemner som kræftsyghed, terrorister, mandlig kastrering og drengemord berøres uden skam iblandt de storladne blodkaskader, der hæmningsløst kastes i ansigtet på publikum, men den sorte og latterfremkaldende humor og en allestedsnærværende uprætentiøs selvironi gør alt fordøjeligt, hvis dette ord kan bruges i filmens sammenhæng.

Filmen indledes med en ganske sexet dansesekvens, der bringer mindelser frem om Salma Hayeks erotiske kropsfleksibilitet i Rodriguez’s egen From Dusk Till Dawn, der med store relationer fremstår som en forgænger til Planet Terror. Denne gang er det dog filmens heltinde, der sætter stemningen i gang, og hun fremstilles med en forbavsende atypiskhed af Rose McGowan, der indsprøjter rollen en mindre portion humanisme og klare mål, hvilket faktisk gør karakteren (se)værdig at følge. Vi snakker langtfra dybere psykologi her, men genren taget i betragtning, er det befriende at se en film, der faktisk tager sine indladte seriøse. Omkring McGowan er der en længere række af ligeledes fantastiske karakterer, hvor sammenspillet mellem hende og en lavmælt Freddy Rodriguez fungerer ret så fremragende, mens en tilbagevendende Josh Brolin er noget af det mest skræmmende diabolske, jeg længe har set på film. Historien om et biokemisk militærforsøg ude af kontrol er uoriginal og til dels irrelevant, det er Rodriguez’s kreative legesyge omkring formen og ikke mindst hans egenrådige groteskhed udi kropslige lemlæstelser, der gør Planet Terror til en fabelagtig morbid og uendelig underholdende affære, der nærmest kommer til at føles som mere end det dessertstykke, som filmen egentlig er. Det er avanceret og selvbevidst enfoldighed på højeste plan.

I forhold til Tarantinos film, så er Rodriguez mere konsekvent i brugen af det forslidte retro-look, og filmens nærmest ekspressionistiske stil er et originalt islæt, der anvendes fyldestgørende og til tider medfortællende. Når Rodriguez klipper direkte fra en sexscene til kaotisk ragnarok uden forklaring imellem (han bruger dog ’missing reel’ som undskyldning), er det en dramaturgisk genistreg og en herlig og uforudsigelig leg med virkemidlerne, og med talrige referencer som ekstra krydderi (what’s up, doc?´), er Planet Terror en filmnørds våde drøm. Det hele er umådeligt cool og vanvittig morsomt, men filmen er ikke kun en splatterfest for de specielle indbudte, den er også enhver abstinenshærgede actionjunkies ultimative fix, og sjældent har man oplevet noget så sindsoprivende underholdende, leveret med filmkirurgisk præcision. Scenen, hvor Freddy Rodriguez tager en anarkistisk mordløb gennem sygehusgangene, er noget af det fedeste, jeg længe har set, men filmens mindeværdige scener kan ikke tælles på fem hænder, så vil ikke opremse dem alle, da det bare ville ende som en slavisk synopsis af hele filmen.

Planet Terror er en på alle måder superb film, der underholder sygeligt godt og markerer sig som et hovedværk indenfor en instruktørs ellers ofte tvivlsomme karriere. Om den er bedre end Tarantinos andel er svært at konkludere, da filmene er så fundamentalt forskellige, men hvorfor sammenligne æbletærte og gulerodskage, når man bare kan sætte tænderne i maden og nyde måltidet hæmningsløst?