P-A-R-T...Why? Because I Gotta

5.0
Efter lang tids søgen fandt jeg endelig denne lille energiibombe til en fornuftig pris, og fik i den anledning lyst til at anmelde denne.

Det siges at der, i den utroligt fyldestgørende dokumentar om tilblivelsen af filmen,oprindeligt skulle være lavet en film mere i stil med tegneserien hvilket ville betyde en blodig og sorthumoristisk gyser, men instruktøren fik lov til i stedet at lave den som en langt ude kitsch-komedie med Jim Carrey i titelrollen, noget jeg takker inderligt for.

Historien om den triste bankmand Ipkiss' møde med en mytologisk maske behøver ingen introduktion. Jim Carrey er allerede hysterisk morsom som den ensomme Ipkiss, men iført masken bliver skuden vendt 180 grader og Carrey giver sig selv helt hen til de Tex Avery'ske groteske morsomheder, det er simpelthen plat komik på usædvanligt højt niveau!

Skuespilspræstationerne udover Carrey er mindst ligeså fyldestgørende, hvem kan glemme Ipkiss utåelige kollega Charlie, den skønne Tina Carlyle, den hårdkogte og højst usympatiske gangster Dorian og sidst men ikke mindst: Stanleys udsædvanlige trofaste terrier Milo? Personerne er kort sagt tilpas karikerede til en film som denne og sikrer at de ikke falder igennem i filmens bizarre univers.

Meget af min anmeldelse kommer 100% af nostalgi, og det skyldtes at filmen allerede var kult da jeg var en lille purk og kan huske at jeg og mine folkeskolekammerater altid skippede den sidste dødssyge biologitime om fredagen for at nå at se det tyndslidte VHS bånd mindst to gange inden vi skulle hvert til sit.

Havde på forhånd frygtet at min begejstring ville dale en smule da jeg satte mig foran skærmen i går aftes, men overraskende nok nød jeg hvert et minut. The Mask har overlevet tidens tand. Charles Russell, Jim Carrey og resten af holdet kan være stolte af at de har lavet en crazykomedie der i den grad taler til ens indre barn, også den dag i dag. S-S-Smokin'!

I nostalgiens hellige navn: 5 stjerner
The Mask