I've seen things ...
5.0
*indforstået indlæg med spoilers*
Nogle gange går filmdistributionen virkelig ad mærkelige veje. Ridley Scotts endelige (?) version af "Blade Runner" blev sendt ud på dvd allerede sidste år, men først i sidste uge landede der en kopi i de danske biografer.
"The Final Cut" minder meget om den tidligere "The Director's Cut". I forhold til originalfilmen er Deckards voice-over og den afsluttende flyvescene slettet, mens der er tilføjet en drømmescene, hvor Deckard ser en enhjørning (og som kombineret med slutscenen og Deckards reaktion, på at Gaff har efterladt en papirs-enhjørning foran døren, viser, at Deckard selv er replikant). Desuden er de ekstra-voldelige øjeblikke fra den oprindelige europæiske version kommet tilbage, og der er brugt computermanipulation til at rette nogle af de værste goofs.
Jeg har altid haft et lidt ambivalent forhold til "Blade Runner". Det skyldes, at den er baseret på én af de bedste bøger af én af mine yndlingsforfattere. Jeg tror først, det var tredje gang, jeg så filmen, at jeg blev enig med mig selv om, at det er en god film på sine egne betingelser, selv om den mangler væsentlige elementer fra bogen. For det *er* sgu en rigtig god film. Helt unik i sin stemning og åbenlyst én af de mest trendsættende film nogensinde, når det gælder visualisering af fremtidsvisioner. Det dystre, regnvåde look med røg og damp og kæmpestore neonreklamer - det er fedt og overbevisende. Og ikke mindre imponerende, når man tænker på, at den er lavet i 1982.
Til gengæld kan jeg egentlig bedre lide den oprindelige film end de senere versioner. Jeg har aldrig syntes, at diskussionen om, hvorvidt Deckard selv er replikant, var så vigtig, så enhjørningescenen er lidt overflødig for mig. Hvis han er replikant, understreger det selvfølgelig filmens tema om, hvad der definerer menneskelighed. Men fordi jeg tager udgangspunkt i bogen, synes jeg, at det tema især udspiller sig i baggrundshistorien om en verden i forfald. For mig bliver det sat på spidsen af det faktum, at kunstige dyr er blevet en handelsvare, som folk passer og plejer og lægger følelser i, samtidig med at man behandler replikanterne som ting. Af samme årsag savner jeg Deckards voice-over, fordi verdensfortællingen bliver meget indforstået uden dén. Og jeg synes i øvrigt heller ikke, den er corny, som jeg har hørt mange kritisere den for at være. :-)
Jeg kan derimod godt undvære den gamle slutscene og dens overdrevne happy ending. Og når jeg ser filmen i dag, lægger jeg også mærke til, at den er ret tung i optrækket, og at det bestemt ikke er Harrison Fords største skuespilpræstation gennem tiden. Men når først filmen kommer i gear, er den fantastisk. Hele slutsekvensen i Sebastians lejlighed er forrygende, og Rutger Hauers dødsscene er jo simpelt hen én af de bedste skurkemonologer ever. Og hvor er han dog fed som Roy.
Plus at det altså bare er en sindssygt imponerende film rent visuelt. Så det var fedt at se den i biffen igen - og ekstra fedt at se den på det store lærred i Imperial.
Nogle gange går filmdistributionen virkelig ad mærkelige veje. Ridley Scotts endelige (?) version af "Blade Runner" blev sendt ud på dvd allerede sidste år, men først i sidste uge landede der en kopi i de danske biografer.
"The Final Cut" minder meget om den tidligere "The Director's Cut". I forhold til originalfilmen er Deckards voice-over og den afsluttende flyvescene slettet, mens der er tilføjet en drømmescene, hvor Deckard ser en enhjørning (og som kombineret med slutscenen og Deckards reaktion, på at Gaff har efterladt en papirs-enhjørning foran døren, viser, at Deckard selv er replikant). Desuden er de ekstra-voldelige øjeblikke fra den oprindelige europæiske version kommet tilbage, og der er brugt computermanipulation til at rette nogle af de værste goofs.
Jeg har altid haft et lidt ambivalent forhold til "Blade Runner". Det skyldes, at den er baseret på én af de bedste bøger af én af mine yndlingsforfattere. Jeg tror først, det var tredje gang, jeg så filmen, at jeg blev enig med mig selv om, at det er en god film på sine egne betingelser, selv om den mangler væsentlige elementer fra bogen. For det *er* sgu en rigtig god film. Helt unik i sin stemning og åbenlyst én af de mest trendsættende film nogensinde, når det gælder visualisering af fremtidsvisioner. Det dystre, regnvåde look med røg og damp og kæmpestore neonreklamer - det er fedt og overbevisende. Og ikke mindre imponerende, når man tænker på, at den er lavet i 1982.
Til gengæld kan jeg egentlig bedre lide den oprindelige film end de senere versioner. Jeg har aldrig syntes, at diskussionen om, hvorvidt Deckard selv er replikant, var så vigtig, så enhjørningescenen er lidt overflødig for mig. Hvis han er replikant, understreger det selvfølgelig filmens tema om, hvad der definerer menneskelighed. Men fordi jeg tager udgangspunkt i bogen, synes jeg, at det tema især udspiller sig i baggrundshistorien om en verden i forfald. For mig bliver det sat på spidsen af det faktum, at kunstige dyr er blevet en handelsvare, som folk passer og plejer og lægger følelser i, samtidig med at man behandler replikanterne som ting. Af samme årsag savner jeg Deckards voice-over, fordi verdensfortællingen bliver meget indforstået uden dén. Og jeg synes i øvrigt heller ikke, den er corny, som jeg har hørt mange kritisere den for at være. :-)
Jeg kan derimod godt undvære den gamle slutscene og dens overdrevne happy ending. Og når jeg ser filmen i dag, lægger jeg også mærke til, at den er ret tung i optrækket, og at det bestemt ikke er Harrison Fords største skuespilpræstation gennem tiden. Men når først filmen kommer i gear, er den fantastisk. Hele slutsekvensen i Sebastians lejlighed er forrygende, og Rutger Hauers dødsscene er jo simpelt hen én af de bedste skurkemonologer ever. Og hvor er han dog fed som Roy.
Plus at det altså bare er en sindssygt imponerende film rent visuelt. Så det var fedt at se den i biffen igen - og ekstra fedt at se den på det store lærred i Imperial.
21/05-2008
