’Indy phone home’
3.0
Efter gennem 30 år at have revolutioneret hele det visuelle medie op til flere gange, er filmikonet Steven Spielberg endnu ikke bleg for fis og ballade. I en alder af 61 år er Spielberg stadig legesyg nok til at tage sine bedste filmvenner ved hånden og ellers lave film i den rendyrkede eskapismes navn - og hvad gør det tilmed så, at vennekredsen består af magtfulde filmfolk såsom George Lucas, Harrison Ford og Janusz Kaminski?
Det ville bestemt ikke være en overdrivelse at konkludere, at Steven Spielberg har den moderne filmverden i sin hule hånd, men det både sælger godt og koster dyrt i han og legesvendenes seneste udspil, ”Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”. Filmen indledes så det synger og finder sig på ingen tid besynderlig vel tilrette i den lystige retro-ånd med tre helt igennem sublime actionsekvenser, der endnu engang slår en tyk streg under, hvorfor Spielberg og hoffotografen Kaminski stadig regnes for spidskompetencen af filmunderholdning. I det hele taget giver det i disse 40-50 hæsblæsende minutter umådelig god mening at se Indiana Jones banke russere, overleve en atomsprængning og minsandten uddele flere øretæver fra bagsædet af en motorcykel - det er comebackets kunst i absolut højeste potens.
Efterhånden som ”Krystalkraniets kongerige” skrider frem, bliver det dog nemmere og nemmere at se hvilken retning, Spielberg & co. har i sinde at trække den dvaletilstand, der gennem knap 20 år har indhyllet Indiana Jones og hans omgivelser. Særligt i filmens måske mest fejlagtige scene blotlægges dette, da Indy og hans vedhængende slæng uden kvaler overlever tre, umenneskelige vandfald i den peruanske jungle ved udelukkende at klamre liv og lemmer til en totalsmadret offroader. Pludselig er de opfindsomme forhindringer omkring Indiana Jones egentlig ikke videre farlige, fordi her blot er tale om en udødelig arketype på rundfart i sin egen kulørte tegneserieverden. Pludselig kan alt ske - og pludselig, midt i filmens hektiske afvikling, ja så sker det hele såmænd.
Man savner primært at se Indiana Jones som den fejlbarlige helt, der bruger sit held og sine instinkter til at overkomme de tilspidsede situationer, frem for den nærmest personificerede myte han her optræder som. ”Krystalkraniets kongerige” bliver af den grund en film fyldt med fart, fantasi, fis og ballade, men aldrig med noget på spil. Indiana Jones anno 2008 er desværre mere en skuldertrækkende joke end en passioneret eventyrfilm.
Det ville bestemt ikke være en overdrivelse at konkludere, at Steven Spielberg har den moderne filmverden i sin hule hånd, men det både sælger godt og koster dyrt i han og legesvendenes seneste udspil, ”Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”. Filmen indledes så det synger og finder sig på ingen tid besynderlig vel tilrette i den lystige retro-ånd med tre helt igennem sublime actionsekvenser, der endnu engang slår en tyk streg under, hvorfor Spielberg og hoffotografen Kaminski stadig regnes for spidskompetencen af filmunderholdning. I det hele taget giver det i disse 40-50 hæsblæsende minutter umådelig god mening at se Indiana Jones banke russere, overleve en atomsprængning og minsandten uddele flere øretæver fra bagsædet af en motorcykel - det er comebackets kunst i absolut højeste potens.
Efterhånden som ”Krystalkraniets kongerige” skrider frem, bliver det dog nemmere og nemmere at se hvilken retning, Spielberg & co. har i sinde at trække den dvaletilstand, der gennem knap 20 år har indhyllet Indiana Jones og hans omgivelser. Særligt i filmens måske mest fejlagtige scene blotlægges dette, da Indy og hans vedhængende slæng uden kvaler overlever tre, umenneskelige vandfald i den peruanske jungle ved udelukkende at klamre liv og lemmer til en totalsmadret offroader. Pludselig er de opfindsomme forhindringer omkring Indiana Jones egentlig ikke videre farlige, fordi her blot er tale om en udødelig arketype på rundfart i sin egen kulørte tegneserieverden. Pludselig kan alt ske - og pludselig, midt i filmens hektiske afvikling, ja så sker det hele såmænd.
Man savner primært at se Indiana Jones som den fejlbarlige helt, der bruger sit held og sine instinkter til at overkomme de tilspidsede situationer, frem for den nærmest personificerede myte han her optræder som. ”Krystalkraniets kongerige” bliver af den grund en film fyldt med fart, fantasi, fis og ballade, men aldrig med noget på spil. Indiana Jones anno 2008 er desværre mere en skuldertrækkende joke end en passioneret eventyrfilm.
23/05-2008
