man in steel

Filmatiseringen af tegneseriehelten Iron Man har været længe undervejs med utallige diverse instruktører og skuespillere, der har været tiltrukket af projektet, men Marvel-koncernens første selvproducerede spillefilm blev ultimativt lagt i de ansvarlige hænder på en tidligere skuespiller med aspirerende instruktørambitioner uden evident bevis på den store kompetence, og en notorisk eksnarkoman, der først for få år siden er vendt stærkt og sobert tilbage på den respektable filmscene. Atypiske og egentlig ganske modige og inspirerende valg fra producenternes side, og på trods af en mildest talt terrible trailer og en manglende interesse i superhelten som karakter, så gik jeg ind i biografens oplyste mørke med en god og forhåbningsfuld fornemmelse. Robert Downey, Jr. rangerer, ligesom hos utallige andre filmnørder, helt oppe i toppen på min skuespillerfavoritliste (hans præstation i den sublimt rørende A Guide to Recognizing Your Saints er mildest talt uforglemmelig), og selvom Jon Favreau ikke ligefrem har imponeret med sine tidligere instruktørværker, så udviste han en visionær ambition og dedikation, der lovede godt for projektet. Lettere skuffet forlod jeg dog mit opvarmede biografsæde, for selvom Iron Man er en tilpas underholdende og morsom blockbuster-affære, så har den ikke den rette gennemslagskraft til at hæve sig over andre tegneseriefilmatiseringer, da den simpelthen er håbløs ordinær og alt for konventionel forfattet. Jeg forventede intet innovativt, misforstå mig ej, men når enhver af genrens gennemtærskede klichéer repeteres uden snerten af anderledes tænkende tiltag, så kunne den snigende irritation ikke helt undertrykkes, på trods af velmente intentioner og en absolut forrygende Downey, Jr. i hovedrollen.

Det starter ellers ganske glimrende ud, hvor en militærkortege introduceres bombastisk til tonerne af AC/DC’s Back in Black, og Downey, Jr. med en kunstnerisk overlegenhed præsenterer sin hylende morsomme, men også sleske selvabsorberende karakter, og interessevækkelsen er selvsagt på sit højeste fra starten. Downey, Jr. er fundamentet, materialeleverandøren og ingeniøren i Iron Man, hvor det lettere tåbelige plot og slaviske historieudlægning foruden ham ville have erhvervet sig meget mere opmærksomhed, hvilket filmen ikke ville have kunnet holde til. Tony Stark-karakteren i sig selv er dog langtfra ueffen, og Downey, Jr. har fortrinligt materiale at arbejde med. Stark er en letlevende og yderst succesrig våbenmanufaktur, der i stedet for at spilde sin tid på at kontemplere over sit produkts destruktive effekt, indgyder sig i ubegrænsede luksuriøsiteter, et ægte overfladisk yuppie-liv med økonomisk frihed og promiskuøse damer dertilhørende. En tilfangetagelse i et fremmed land åbner dog hans øjne, og i stedet for at bygge våben til at angribe under påskuddet selvbeskyttelse, fremstiller Stark en jerndragt, som han vil anvende til den gode sags tjeneste. En simpel udviklingshistorie, som Downey, Jr. løfter op til noget mere, i takt med at Favreau får inkorporeret idealistiske tematikker om konsekvensansvar og uegoistiske intentioner. Det serveres dog noget inkonsekvent og oftest usammenhængende, samtidig med at ærkepatriotiske toner svæver tungt over hele filmen (Downey, Jr.’s mentor dør martyrisk med et billede af det amerikanske flag ved siden af sit hoved). Det er meget amerikansk, hvilket ikke nødvendigvis skal tages som et kritikpunkt, men i Iron Man leveres det simpelthen så gumpetungt og momentvis debilt, at det hakker flere takter ned i det samlede billede.

Som førnævnt og tykt understreget, så er Iron Man Downey, Jr.’s film, og man morer sig kostelig i hans tørhumoristiske selskab, og han formår endda at få de tyktflydende sentimentaliteter til at glide nogenlunde appetitligt ned. Rundt om ham er der også fine præstationer fra Terrence Howard som ven, en veloplagt Jeff Bridges som skurk og en tilpas sød og elskelig Gwyneth Paltrow som potentiel kærlighedsinteresse. Sidstnævntes samspil med Downey, Jr. er i særdeles seværdigt, men selvom kærlighedsfloreringen holdes i tilpas kort snor, så ville man egentlig gerne se mere af dette element, da det giver filmen lidt emotionelt liv i en ganske fejlfyldt historiefortælling. Iron Man er skabelsesberetningen om hvordan Stark gradvist opbyggede sit alter heroiske ego, men halvvejs inde i filmen føles der prikker af kedsomhed, og når først Favreau kickstarter filmens egentlige plot ganske sent med hovedskurk som modstander, osv., føles det hele noget fraktioneret og ubalanceret. Den humørsmittende underholdning udskiftes til det standardiserede, og selvom actionscenerne er effektivt iscenesatte, så mærker man, at Favreau er lidt på grusbane her, da man savner det episke og adrenalinfyldte kick.

Alt til trods, så er Iron Man dog velproduceret og til dels flot underholdning (selvom jeg havde forventet noget mere storslået og overrumplende med Matthew Libatique, en af verdenens førende æstetiker, som fotograf), der hverken rykker grænser eller spilder to timer af ens liv. Potentialet har dog været der til noget større, og jeg tror da også, at omfanget udvides i de uundgåelige fortsættelser, der på ingen måder er uvelkomne, for man ønsker da gerne mere tid i selskab med Downey, Jr. i uforfalsket Hollywood-materiale, så længe dette dog behandles med lidt mere intelligens og sammensætning næste gang.