Libanesisk Gummi-Tarzan af høj klasse
5.0
En tilsyneladende jammerdal af et flygtningedrama er alt andet end netop dét. Vi oplever tingene med 11-årige Zozos opfattelse af dem:
- Den "talende" kylling, som beroliger Zozo med, at den nok skal klare sig uden ham, da den "bare drikker øl med nogle venner".
- Overklassepigen, som egentlig svigter ham, men som han alligevel er håbløst betaget af.
Topmålet er imidlertid hans i Sverige bosatte bedstefar, som insisterer på, at han aldrig må lade sig kue men skal slå fra sig som en tapper mand, selv om han prøver at fortælle den gamle, at "jeg ikke er ligesom dig".
- Da Zozo stjæler viskelædere for at købe sig venner i sin nye svenske klasse (hvoraf flere børn spiller urkomisk godt).
Men bedstefaren er en ukuelig optimist og er således ikke bleg for at opsøge skoleinspektøren (meget blød mand i sweater), da Zozo har fået tæsk af de tre største bøller i skolegården. Hér svigter den konfliktsky skoleleder imidlertid sit ansvar på det groveste ved blot at ville være pæn og forsigtig - og dette vækker naturligvis til eftertanke mht. hvorledes både dansk og svensk integrationspolitik har været ført i (alt for) mange år.
Endnu en effektiv detalje er, at Zozo ikke er dén, der har det værst: En anden dreng i klassen har den mest afstumpede fulderik af en far, man kan forestille sig, og dét skaber en smart balance ift. offerrollens placering.
Så "Zozo" er ikke en tragedie. Det er heller ikke en fortænkt feel good-film. Det er derimod en helstøbt fortælling lavet med overbevisende nærvær og originalitet - noget som formentlig kun lader sig gøre, hvis man er inspireret af egne barndomserindringer.
En fremragende velfortalt film for folk i alle aldre.
- Den "talende" kylling, som beroliger Zozo med, at den nok skal klare sig uden ham, da den "bare drikker øl med nogle venner".
- Overklassepigen, som egentlig svigter ham, men som han alligevel er håbløst betaget af.
Topmålet er imidlertid hans i Sverige bosatte bedstefar, som insisterer på, at han aldrig må lade sig kue men skal slå fra sig som en tapper mand, selv om han prøver at fortælle den gamle, at "jeg ikke er ligesom dig".
- Da Zozo stjæler viskelædere for at købe sig venner i sin nye svenske klasse (hvoraf flere børn spiller urkomisk godt).
Men bedstefaren er en ukuelig optimist og er således ikke bleg for at opsøge skoleinspektøren (meget blød mand i sweater), da Zozo har fået tæsk af de tre største bøller i skolegården. Hér svigter den konfliktsky skoleleder imidlertid sit ansvar på det groveste ved blot at ville være pæn og forsigtig - og dette vækker naturligvis til eftertanke mht. hvorledes både dansk og svensk integrationspolitik har været ført i (alt for) mange år.
Endnu en effektiv detalje er, at Zozo ikke er dén, der har det værst: En anden dreng i klassen har den mest afstumpede fulderik af en far, man kan forestille sig, og dét skaber en smart balance ift. offerrollens placering.
Så "Zozo" er ikke en tragedie. Det er heller ikke en fortænkt feel good-film. Det er derimod en helstøbt fortælling lavet med overbevisende nærvær og originalitet - noget som formentlig kun lader sig gøre, hvis man er inspireret af egne barndomserindringer.
En fremragende velfortalt film for folk i alle aldre.
27/05-2008
