// Malicks drømmelignende mordhistorie //

Terrence Malick er ikke kendt for at være den mest produktive Michael Bay-instruktør, som nærmest spytter en ny film ud hver tredje måned. Siden 1969 har Malick blot lavet fem film, og han er nu i gang med sin nyeste, Tree of Life, som vi stadig lige skal vente et års tid på. Nogle fokuserer på kvantitet, men når man ser en film af Malick, ved man at der helt sikkert ikke er noget i vejen med kvaliteten. Hans film Badlands fra 1973 er da heller ingen undtagelse, den betragtes i dag som en af hans bedste og filmen har da også opnået kult-status. Det er tydeligt at se hvor Tarantino har fået inspirationen fra til både True Romance og Natural Born Killers. Malick's film er dog langt mere sfærisk, og ikke nær så energisk som disse, men stadig lige så alvorlig og forstyrrende.

I filmen hedder de Kit (Martin Sheen) og Holly (Sissy Spacek), men de er naturligvis inspireret af virkelighedens Charles Starkweather og Caril Ann Fugate. De begav sig ud på en vild rejse i 1958 som endte med 11 døde personer på deres konto. Psykoanalytikere mente, at Charles begyndte at myrde fordi han blev mobbet i skolen. Der er dog ikke spor af Freud i Badlands, men en simpel og ret så stille og rolig fortælling om to unge, der bliver forelskede og tager ud at rejse sammen. Undervejs slår Kit folk ihjel, mens Holly passivt ser på - ligesom publikum. I en stor del af filmen ses slet ikke andre personer end Kit og Holly, hvilket er med til at skabe rammen om den dybe ensomhed, som de blev nødt til at holde sig inde i. Kit nyder slet ikke at slå ihjel, han gør det bare for at gøre et eller andet. Deres rejse får ikke større symbolsk betydning, og til sidst bliver det bare et spørgsmål om overlevelse. Deres kærlighed til hinanden bliver heller ikke på noget tidspunkt udpenslet, så man føler at det er stort kærlighedsdrama man ser på. Første gang Kit og Holly har sex, ender det med at Holly slet ikke kan forstå hvorfor så mange snakker om det, der var jo ikke mere i det.

Filmen er smuk, og på trods af den alvorlige tematik, er det som om at man svæver på en sky og samtidig skammer sig over de to dumme børn. Hvordan kan et menneske slå et andet menneske ihjel uden at føle det mindste snært af synd, men blot en forhindring som nu er af vejen? Vi snakker jo ikke om professionelle lejemordere her, som slår ihjel for at tjene til levebrødet, men om to unge som endnu ikke rigtig har fået noget ud af livet, og som efter den ene dag bare begiver sig ud i den brutale verden. Holly har levet sammen med sin dominerende far, som har mistet sin kone, og lige så snart Kit viser interesse for hende, ændrer hun sit nærmest symbiotiske forhold med faderen til Kit i stedet. Det er ikke fordi Kit er dominerende, det er mere Holly som er passiv i højeste grad. Når endelig Holly finder ud af at Kit betyder problemer, bliver han også selv overrasket og vred på hende. Det ender alligvel med at han overgiver sig og foreslår et sted, hvor de igen skal mødes. Martin Sheen er perfekt i rollen som den meget karismatiske og nærmest psykopatiske Kit, som hverken tøver med at skyde venner eller ukendte uden at forvride en eneste mine. Han tager aldrig ansigt, og når han endelig er ved det, finder han ud af at beherske sig selv. Der er kun en enkelt scene, hvor man ser Kit i et vredesanfald bag et skur hvor ingen kan se ham. Ligeledes Sissy Spacek som den fregnede og rødhårede Holly, gør hun det meget godt, og man bliver nærmest irriteret på hende, fordi hun med sin tyngende passivitet og naivitet ikke kan sige fra.

Filmens minimalistiske og nærmest poetiske stil gør desværre også, at man bliver en smule distanceret fra hovedpersonerne, man får aldrig nogen begrundelse for hvorfor de agerer som de gør, de gør det bare og det er en af filmens præmisser, som både virker lidt irriterende men samtidig også ret understøttende for temaet og hele historien. Det er dog ikke det store problem, da filmen i sin helhed på en eller anden mærkelig måde sætter sig fast på nethinden, og man får lyst til at se den igen og igen, som hvis det var en godnat-historie. Soundtracket er ligeledes lige så smukt, som filmen den er optaget, og man bliver mærkeligt nok fyldt med en indre ro. Hvis man endnu ikke har set Badlands, er det med at få røven op af stolen og få det gjort. Men selvom den kun varer små 90 minutter, skal man være opmærksom på at den alligevel kræver en del af sit publikum; det kan derfor både have agonistisk eller antagonistisk effekt, afhængig af hvilke film man foretrækker. Jeg foretrækker i den grad Terrence Malick. Fremragende film!