Hvor skal vi hen?
2.0
Et velkendt ordsprog siger, at "for mange kokke fordærver retten", og dét billede passer vel i grunden meget godt på nærværende forestilling. Snartsagt alle filmens hovedpersoner har nemlig deres egen dagsorden, som de ihærdigt forfølger i en grad, så man virkelig skal være fortrolig med PotC-universet (og mere til) for at bevare overblikket.
Filmen benytter sig på et tidspunkt tankevækkende nok netop af en klar reference til den berømte nervepirrende "trekant-duel" i Sergio Leone-klassikeren "The Good, the Bad & the Ugly" (sågar i underlægnings-musikken). Forskellen er imidlertid, at Leone skabte et tremands-drama, som fungerede formidabelt, mens Gore Verbinski sætter gang i et seksmands-drama, som IKKE fungerer.
De isolerede høj-kvalitative oplevelser i denne rodebutik af en sørøver-ramasjang-film, er en flammende entusiastisk spillende Geoffrey Rush som kaptajn Barbossa, der stjæler lærredet, hvergang han viser sig.
Også Tom Hollander som den iskolde kyniker Lord Cutler Beckett er (bortset fra hans påklistrede ynkelige exit til slut) et pragtfuldt bekendtskab.
Endelig skal også nævnes de stadig mere udsyrede (men generelt meget underholdende og vrøvlende underfundige) solo-scener med Jack Sparrow (Depp). Alene Helvedes-mareridtet i starten er forrygende surrealisme, som er og bliver den perfekte iscenesættelse af Johnny Depps særegne skuespillerkvaliteter.
Men følelsen af ikke at være kommet et hak videre siden filmens oplæg til skattejagt i begyndelsen efter næsten 2½ times spilletid er frustrerende stærk. Jeg forblev KOMPLET uinteresseret i de mange passionerede relations-dramaer relateret til "Den Flyvende Hollænder" og kaptajn Davy Jones med blæksprutte-hovedet, hvis følelsesliv vi denne gang skal ha' tærsket langhalm på, selv om det ender med at være evigt ligegyldigt.
Filmen ryger på mange måder i nogle af de samme faldgruber af dyrkelse af dybt introverte forhold i filmseriens univers, som Harry Potter-filmene ofte har gjort, og som reelt ekskluderer alle andre end de største fantikere af serien fra at kunne engagere sig.
Men også rent dramaturgisk fungerer de mange dagsordner som allerede sagt slet ikke. Prisen for at få en bedre balance mellem dialoger og rendyrket action, hvor jeg savnede førstnævnte i 2'eren, er åbenbart en overdosis intrige i de endeløse og komplet ligegyldige pirat-forhandlinger, som fylder det meste af filmen.
En meget lang og desværre generelt rodet forestilling uden nævneværdigt fokus på noget som helst, uden at den glimrer i detaljen. Næppe mange ikke-fanatikere vil stille sig tilfredse hermed - ergo en skuffelse af de større.
Filmen benytter sig på et tidspunkt tankevækkende nok netop af en klar reference til den berømte nervepirrende "trekant-duel" i Sergio Leone-klassikeren "The Good, the Bad & the Ugly" (sågar i underlægnings-musikken). Forskellen er imidlertid, at Leone skabte et tremands-drama, som fungerede formidabelt, mens Gore Verbinski sætter gang i et seksmands-drama, som IKKE fungerer.
De isolerede høj-kvalitative oplevelser i denne rodebutik af en sørøver-ramasjang-film, er en flammende entusiastisk spillende Geoffrey Rush som kaptajn Barbossa, der stjæler lærredet, hvergang han viser sig.
Også Tom Hollander som den iskolde kyniker Lord Cutler Beckett er (bortset fra hans påklistrede ynkelige exit til slut) et pragtfuldt bekendtskab.
Endelig skal også nævnes de stadig mere udsyrede (men generelt meget underholdende og vrøvlende underfundige) solo-scener med Jack Sparrow (Depp). Alene Helvedes-mareridtet i starten er forrygende surrealisme, som er og bliver den perfekte iscenesættelse af Johnny Depps særegne skuespillerkvaliteter.
Men følelsen af ikke at være kommet et hak videre siden filmens oplæg til skattejagt i begyndelsen efter næsten 2½ times spilletid er frustrerende stærk. Jeg forblev KOMPLET uinteresseret i de mange passionerede relations-dramaer relateret til "Den Flyvende Hollænder" og kaptajn Davy Jones med blæksprutte-hovedet, hvis følelsesliv vi denne gang skal ha' tærsket langhalm på, selv om det ender med at være evigt ligegyldigt.
Filmen ryger på mange måder i nogle af de samme faldgruber af dyrkelse af dybt introverte forhold i filmseriens univers, som Harry Potter-filmene ofte har gjort, og som reelt ekskluderer alle andre end de største fantikere af serien fra at kunne engagere sig.
Men også rent dramaturgisk fungerer de mange dagsordner som allerede sagt slet ikke. Prisen for at få en bedre balance mellem dialoger og rendyrket action, hvor jeg savnede førstnævnte i 2'eren, er åbenbart en overdosis intrige i de endeløse og komplet ligegyldige pirat-forhandlinger, som fylder det meste af filmen.
En meget lang og desværre generelt rodet forestilling uden nævneværdigt fokus på noget som helst, uden at den glimrer i detaljen. Næppe mange ikke-fanatikere vil stille sig tilfredse hermed - ergo en skuffelse af de større.
30/05-2008
