Instruktøren dræber sit eget manuskript
2.0
Den må have set rigtig godt ud på papiret. Jeg forstår godt de ansvarlige hos Universal, der har sagt 'go' til "Definitely, Maybe", for Adam Brooks' manuskript er et ganske friskt take på den romantiske komedie.
Hovedpersonen er ved at blive skilt, da hans datter en aften forlanger at få historien om, hvordan hendes forældre i sin tid forelskede sig. Faderen vælger at fortælle hende om alle de tre kvinder, der var i hans liv dengang, så datteren skal gætte, hvem af dem der er hendes mor. Det er en intelligent variation af genren, og Brooks' manuskript indeholder også mange fine replikker, som burde blive leveret skarpt og morsomt i filmen.
Burde. For problemet er, at "Definitely, Maybe" falder til jorden i udførelsen, hvor Brooks som instruktør slet ikke får pustet liv i sin egen historie. Den bliver langsom og kedelig, mangler timing og attitude - især i filmens første halvdel. Ikke mindst fordi krydsklippene til datterens kommentarer til historien er så sukkersøde, at man krummer tæer. Mod slutningen går Brooks ellers også uden om de værste kliché-fælder og slutter egentlig med en god variation over genrens klassiske pointe om at huske at se kærligheden, når den er lige foran næsen på én. Men på det tidspunkt havde filmen altså effektivt dræbt min interesse for, hvad der foregik.
Når "Definitely, Maybe" bliver så flad en fornemmelse, hænger det også sammen med, at Ryan Reynolds i hovedrollen ikke helt har udstrålingen til at trække den hjem. Han har simpelt hen for få forskellige ansigtsudtryk i sit repertoire. Og 11-årige Abigail Breslin er nok et stortalent, men bliver altså mest irriterende her. Til gengæld gør Isla Fisher, Rachel Weisz og Elizabeth Banks det glimrende som de tre mulige mødre - særligt Fisher er god og enormt charmerende. Hun formår i sine scener at få pustet lidt liv i en ellers død film.
Hovedpersonen er ved at blive skilt, da hans datter en aften forlanger at få historien om, hvordan hendes forældre i sin tid forelskede sig. Faderen vælger at fortælle hende om alle de tre kvinder, der var i hans liv dengang, så datteren skal gætte, hvem af dem der er hendes mor. Det er en intelligent variation af genren, og Brooks' manuskript indeholder også mange fine replikker, som burde blive leveret skarpt og morsomt i filmen.
Burde. For problemet er, at "Definitely, Maybe" falder til jorden i udførelsen, hvor Brooks som instruktør slet ikke får pustet liv i sin egen historie. Den bliver langsom og kedelig, mangler timing og attitude - især i filmens første halvdel. Ikke mindst fordi krydsklippene til datterens kommentarer til historien er så sukkersøde, at man krummer tæer. Mod slutningen går Brooks ellers også uden om de værste kliché-fælder og slutter egentlig med en god variation over genrens klassiske pointe om at huske at se kærligheden, når den er lige foran næsen på én. Men på det tidspunkt havde filmen altså effektivt dræbt min interesse for, hvad der foregik.
Når "Definitely, Maybe" bliver så flad en fornemmelse, hænger det også sammen med, at Ryan Reynolds i hovedrollen ikke helt har udstrålingen til at trække den hjem. Han har simpelt hen for få forskellige ansigtsudtryk i sit repertoire. Og 11-årige Abigail Breslin er nok et stortalent, men bliver altså mest irriterende her. Til gengæld gør Isla Fisher, Rachel Weisz og Elizabeth Banks det glimrende som de tre mulige mødre - særligt Fisher er god og enormt charmerende. Hun formår i sine scener at få pustet lidt liv i en ellers død film.
01/06-2008
