Virkeliggørelsen af en drengedrøm
6.0
Da Spielbergs dino-eventyr havde premiere i 1993, var mit lille dinosauruselskende drengehoved ved at eksplodere af forventningsglæde og iver efter endelig at se fortidsøglerne bragt til live på det store lærred. Og Jurassic Park overgik alle mine forventninger for 15 år siden, og den dag i dag er Jurassic Park stadig et af filmverdenens største og mest underholdende eventyr.
Spielbergs indre visuelle legebarn og kærlighed til både filmmedie og dinosaurer skinner igennem fra filmens foruroligende start til den nervepirrende finale. Filmen kan beskyldes for at gå på kompromis flere steder for at appellere til det brede publikum, men den oser samtidigt så meget af fortællelyst og overskud, at det er svært ikke at rive sig med. Vi kan som publikum alle forstå John Hammonds ærlige glæde og begejstring ved sin drømmepark. Tænkt at have vækket jordens mest fascinerende skabninger til live efter 65 mio. års dvale. Og vi er næsten lige så forventningsfulde som tourens første passagerer, når de store porte åbnes. Får vi virkelig en rigtig dinosaur at se?
Og ja det gør vi i den grad. I dag kan næsten alt lade sig gøre i filmens univers. I 1993 var effekterne i Jurassic Park banebrydende, og folk tabte både næse og mund, når først T Rex satte i løb. I dag er filmens effekter stadig imponerende og virkelighedstro, men det som gør Jurassic Park så god er, at effekterne ikke skiller sig ud fra resten af filmen. De indgår som en naturlig del, så man ikke bare tænker ”nøj, nu er der effekter”, men så man bliver total grebet af filmens spænding og overvældes af kombinationen af effekter OG fortællingen. Bedste eksempel er det brogede selskabs første møde med T Rex i den silende regn, hvor Spielberg på 5 sek. skaber en ulidelig og medrivende spænding, hvor man både forbavses over det brølende uhyre, der tramper rundt men samtidigt forfærdes over den dødbringende situationen vores ”helte” befinder sig i. Filmens bedste sekvens kort og godt.
Samtidigt befolker Spielberg filmen med et underholdende persongalleri lige fra Sam Neils sammenbidte og mavesure antihelt til Jeff Goldblums speedsnakkende kaosteoretiker. Sidste nævnte har en række af filmens sjoveste replikker, og filmen gav Goldblum et velfortjent løft i mange publikummers øjne (bedst er han dog stadig i The Fly). Filmens skuespillermæssige højdepunkt leveres dog af Wayne Knight, som svindleren Dennis Nedry, hvis grådighed og ondskabsfulde latter næsten er hele filmen værd. Den rummer jo dog, så mange andre kvaliteter.
Som sådan er filmens fortælling ikke synderlig original, men introduktionen til filmens figurer og ikke mindst til parken bruges genialt til langsom at gøre den knugende fornemmelse i maven endnu intens. Og når først uvejret sætter ind både bogstaveligt og i overført betydning slipper Spielberg ikke underholdningsspeederen i mange sekunder. Filmens sidste halvdel underholder med masser af nervepirrende situationer, og alle sammen med det specielle Spielberg’ske glimt i øjet, hvor det er eventyret og lysten til at underholde, der er i højsædet. Man rives med af styrkeprøven mellem de to vidt forskellige civilisationer, hvor filmens endelig udfald måske er givet på forhånd, men hvor hver scene isoleret set rummer kolossal spænding.
Sidst og bestemt ikke mindst skal John Williams fantastiske score nævnes. Man glemmer ikke første gang, at man ”flyver” ind over øen til de efterhånden velkendte toner og lader sig opsluge af dino’ernes verden. En kendingsmelodi på højde med de helt store som eksempelvis musikken til Indiana Jones eller Star Wars.
Jeg elskede dinosaurer som dreng , og jeg fascineres stadig ved synet af dem som voksen. Spielberg har med Jurassic Park virkeliggjort en stor drengedrøm. Tænkt at de store dyr tramper rundt på lærredet… og tænkt hvis parken kunne blive virkelighed. Tankerne kan hurtigt rulle i Spielbergs fantastiske eventyr, der måske i manges øjne er lige lovlig popcornsagtig, men for undertegnet er den perfekte underholdning.
Spielbergs indre visuelle legebarn og kærlighed til både filmmedie og dinosaurer skinner igennem fra filmens foruroligende start til den nervepirrende finale. Filmen kan beskyldes for at gå på kompromis flere steder for at appellere til det brede publikum, men den oser samtidigt så meget af fortællelyst og overskud, at det er svært ikke at rive sig med. Vi kan som publikum alle forstå John Hammonds ærlige glæde og begejstring ved sin drømmepark. Tænkt at have vækket jordens mest fascinerende skabninger til live efter 65 mio. års dvale. Og vi er næsten lige så forventningsfulde som tourens første passagerer, når de store porte åbnes. Får vi virkelig en rigtig dinosaur at se?
Og ja det gør vi i den grad. I dag kan næsten alt lade sig gøre i filmens univers. I 1993 var effekterne i Jurassic Park banebrydende, og folk tabte både næse og mund, når først T Rex satte i løb. I dag er filmens effekter stadig imponerende og virkelighedstro, men det som gør Jurassic Park så god er, at effekterne ikke skiller sig ud fra resten af filmen. De indgår som en naturlig del, så man ikke bare tænker ”nøj, nu er der effekter”, men så man bliver total grebet af filmens spænding og overvældes af kombinationen af effekter OG fortællingen. Bedste eksempel er det brogede selskabs første møde med T Rex i den silende regn, hvor Spielberg på 5 sek. skaber en ulidelig og medrivende spænding, hvor man både forbavses over det brølende uhyre, der tramper rundt men samtidigt forfærdes over den dødbringende situationen vores ”helte” befinder sig i. Filmens bedste sekvens kort og godt.
Samtidigt befolker Spielberg filmen med et underholdende persongalleri lige fra Sam Neils sammenbidte og mavesure antihelt til Jeff Goldblums speedsnakkende kaosteoretiker. Sidste nævnte har en række af filmens sjoveste replikker, og filmen gav Goldblum et velfortjent løft i mange publikummers øjne (bedst er han dog stadig i The Fly). Filmens skuespillermæssige højdepunkt leveres dog af Wayne Knight, som svindleren Dennis Nedry, hvis grådighed og ondskabsfulde latter næsten er hele filmen værd. Den rummer jo dog, så mange andre kvaliteter.
Som sådan er filmens fortælling ikke synderlig original, men introduktionen til filmens figurer og ikke mindst til parken bruges genialt til langsom at gøre den knugende fornemmelse i maven endnu intens. Og når først uvejret sætter ind både bogstaveligt og i overført betydning slipper Spielberg ikke underholdningsspeederen i mange sekunder. Filmens sidste halvdel underholder med masser af nervepirrende situationer, og alle sammen med det specielle Spielberg’ske glimt i øjet, hvor det er eventyret og lysten til at underholde, der er i højsædet. Man rives med af styrkeprøven mellem de to vidt forskellige civilisationer, hvor filmens endelig udfald måske er givet på forhånd, men hvor hver scene isoleret set rummer kolossal spænding.
Sidst og bestemt ikke mindst skal John Williams fantastiske score nævnes. Man glemmer ikke første gang, at man ”flyver” ind over øen til de efterhånden velkendte toner og lader sig opsluge af dino’ernes verden. En kendingsmelodi på højde med de helt store som eksempelvis musikken til Indiana Jones eller Star Wars.
Jeg elskede dinosaurer som dreng , og jeg fascineres stadig ved synet af dem som voksen. Spielberg har med Jurassic Park virkeliggjort en stor drengedrøm. Tænkt at de store dyr tramper rundt på lærredet… og tænkt hvis parken kunne blive virkelighed. Tankerne kan hurtigt rulle i Spielbergs fantastiske eventyr, der måske i manges øjne er lige lovlig popcornsagtig, men for undertegnet er den perfekte underholdning.
02/06-2008
