United in madness

Da Matt (Elijah Wood) uretfærdigt bliver sparket ud af Harvard, som han forventes af sin far og alle andre at gå på, giver Matt fingeren til de forvente rammer, og begynder at gå nye og uvante veje. Veje som fører ham til den britiske storby London, og det fodboldglade England. Gennem sin søsters kærestes bror, den ekstreme West Ham fan, Pete Dunham, stifter Matt bekendelse med en livsform han aldrig før har set, eller mærket på egen krop.

Pete tager ham en rundtur igennem miljøet som hardcore hooligan, og fra at gå for en blåøjet Harvard studerende, for Matt nu bogstaveligt talt både givet og erhvervet store blodige og blå øjne, og igennem volden – et mega indskud af adrenalin og nærkontakt med sin helt basale og bestialske side som menneske– får Matt et rendyrket ’wake up call’ serveret lige i solopleksus. Noget som giver ham endnu mere blod på tanden. Han vælger fuldstændig at droppe studierne og den planlagte fremtid, frem for de højtråbende fodboldbrødre, som nærmest lever og dør for hinanden – og netop dette fællesskab man danner under ekstreme omstændigheder, såsom krig og her, hooligan sammenstød. Som Matt selv understregede for sig selv, ”It is not knowing that they protect you. It is that knowing you protect them”.

Elijah Wood bærer hovedrollen komfortabelt – uden rigtig at brillere på noget tidspunkt – og når ikke helt de samme standarder, som han gjorde i Ringenes Herre filmene, som også ligger meget bedre til hans menneskelige udtryk: minimalisten med det store, skrøbelige hjerte. Hans nærmest ’Frodo’ karakteriserende ansigt, hans blå skønsomme øjne, hans spinkle facon virker som nærmest uskylden selv, også selv i de sekvenser hvor han hamrer løs med knytnæve slag på en tilfældig vred hooligan, bevirker han fremstår lidt for rent og knap så råt, som filmen gerne vil være - men samtidig er netop dette også understregende for hvor glat en is Matt er ude på – noget som hans balance ikke mestrer.

Filmen tager rimelig firkantet omkring emnet, og er knap så udfordrende og smart som ”Football Factory” er, som ifølge mig giver et mere hårdtryk indblik i den firkantet levestil det er som hooligan, selvom det til tider kammer lidt over med det overgearede tempo, og tekniske oversjaskeri. Plotmæssigt triller ”Green Street Hooligans” også en smule over kanten fra det socialrealistiske, og bliver en smule teatralsk, i og med den ikke tør fastholde realitet grebet om den livsform den belyser. Det bliver til sidst en smule forudsigeligt, og det endelig klimaks giver hverken knytnæve slag til ens hjerne, eller sved på panden.

Det er decideret skuffende, da den ellers havde de rette vandresko på fra starten, selvom eskaleringen fra porcelænsbarn til hårdtslående voldsbølle, ikke ligefrem er gennemført med detaljens kunst, men mere raffineret og knap så forklarende. Det filmiske billede på de fortabte sønner fra East London, der sammen står med deres bristende drømme og trykkende fattigdom, er da middelmådigt udført med klassisk Hollywood håndværk – men det er samtidig også virkende til, at den simpelthen virker for upersonificeret – hvor det blandt andet var en af punkterne hvor ”Football Factory” slog allerhårdest. Den turde nemlig godt være sin helt egen.

”Green Street Hooligans” er i bund og grund en ganske fin film. Men med et så kritiseret og aktuelt emne i kameraets spotlight, er det skuffende at den ikke tør skyde med den alvorlig slags af krudtet – men ender i stedet med at glorificerer de kæmpende slagsbrødre, der med liv og lemmer som indsats gør alt for at forsvarer deres fanklubs rygte. Filmens store handicap er, at den i sidste ende ikke vil andet end blot fortælle end til tider pinagtige historie. "Football Factory" ville ud med noget, turde noget og ikke mindst særskilte sig fra kommerciellens industrilisering og bragte sig selv ned i hooliganens vold, og derfor er den hårdtslående fodbold fabrik også en stjerne bedre end Hollywoods svar på en glorificerende hooligan kamp.