Selvmedlidenhedens vej
2.0
Det sker meget sjældent, at jeg går ud fra en film og har lyst til at spørge bagmændene, hvorfor de har lavet den. Men sådan en film er "Reservation Road". Jeg spørger virkelig mig selv, hvad den ville mig?
Det er en stærkt tragisk historie. En lykkelig familie fra den øvre middelklasse i New England er på vej hjem fra deres 10-årige søns cellokoncert, da de stopper for at tanke benzin. Sønnen går ud til vejen og bliver dræbt af en bil, ført af en far, der har været til baseball med sin jævnaldrende knægt og har travlt med at få ham leveret hjem til sin fraskilte kone. Bilisten flygter fra åstedet, og filmen skildrer så de tragiske konsekvenser, trafikdrabet får for begge familier.
Det er meget trist og dyster historie, stort set uden håb. Mit problem med at relatere til filmen starter med, at den er meget amerikansk i sit værdisæt - vi er her i en verden, hvor man som det mest naturlige hyrer et advokatfirma til at stresse politiet, når de ikke har fundet éns søns drabsmand efter en uge. Men det fortsætter med, at jeg ikke rigtig kunne relatere til nogen af de to fædre, som er filmens hovedpersoner. De er alt for meget knudemænd, som smovser i deres egen selvmedlidenhed.
Med Joaquin Phoenix og Mark Ruffalo i de to hovedroller burde der ellers have været basis for en fængende, nuanceret film. Men det virker, som om forfatter-instruktør Terry George bare har givet dem besked på at hælde så mange følelser som muligt ud på lærredet - og det sender efter min mening de to ellers stærke navne helt ud i overspil.
"Reservation Road" er absolut en professionel produktion. Den er ganske gennemført i sin triste, blåtonede billedside og tunge stemning. Jeg tror måske, at intentionen er at fortælle en historie med en pointe om, at et barns død er tragisk, og at det ikke nytter noget at forsøge at holde sorgen på afstand ved at fokusere på skyld. Men jeg synes, den ender som en ligegyldig gang følelsesporno.
Det er en stærkt tragisk historie. En lykkelig familie fra den øvre middelklasse i New England er på vej hjem fra deres 10-årige søns cellokoncert, da de stopper for at tanke benzin. Sønnen går ud til vejen og bliver dræbt af en bil, ført af en far, der har været til baseball med sin jævnaldrende knægt og har travlt med at få ham leveret hjem til sin fraskilte kone. Bilisten flygter fra åstedet, og filmen skildrer så de tragiske konsekvenser, trafikdrabet får for begge familier.
Det er meget trist og dyster historie, stort set uden håb. Mit problem med at relatere til filmen starter med, at den er meget amerikansk i sit værdisæt - vi er her i en verden, hvor man som det mest naturlige hyrer et advokatfirma til at stresse politiet, når de ikke har fundet éns søns drabsmand efter en uge. Men det fortsætter med, at jeg ikke rigtig kunne relatere til nogen af de to fædre, som er filmens hovedpersoner. De er alt for meget knudemænd, som smovser i deres egen selvmedlidenhed.
Med Joaquin Phoenix og Mark Ruffalo i de to hovedroller burde der ellers have været basis for en fængende, nuanceret film. Men det virker, som om forfatter-instruktør Terry George bare har givet dem besked på at hælde så mange følelser som muligt ud på lærredet - og det sender efter min mening de to ellers stærke navne helt ud i overspil.
"Reservation Road" er absolut en professionel produktion. Den er ganske gennemført i sin triste, blåtonede billedside og tunge stemning. Jeg tror måske, at intentionen er at fortælle en historie med en pointe om, at et barns død er tragisk, og at det ikke nytter noget at forsøge at holde sorgen på afstand ved at fokusere på skyld. Men jeg synes, den ender som en ligegyldig gang følelsesporno.
11/06-2008
