Det som kunne være blevet en god film
1.0
Søren Kragh-Jacobsen og Rasmus Heisterberg har forsøgt at skrive en politisk thriller, der tager fat i absolut aktuelle emner om overvågning, og hvem der vogter vogterne. Men den falder tungt til jorden på næsten alle punkter, især fordi historien bliver for klichéfyldt og banal.
Hovedpersonen er en lejlighedsmusikant og gøgler, hvis søster inviterer ham på besøg, fordi hun har noget vigtigt at fortælle. Men da han ankommer, er søsteren druknet, og det viser sig, at hun ville have fortalt noget om deres fars arbejde i efterretningstjenesten. Og snart bliver vores hovedperson forfulgt og afpresset af hemmelige agenter, mens han forsøger at finde sandheden.
Det er som udgangspunkt ikke dumt. "Det som ingen ved" handler om, hvem der har ret til at overvåge andre og gøre grimme ting i det skjulte. Og hvem der skal holde øje med dem. Ikke mindst når det bliver til hemmelige selskaber inden for de hemmelige tjenester - filmen refererer her til NATOs gamle stay-behind-netværk (ofte kaldet Gladio efter den italienske udgave). Klart en relevant diskussion med henvisning til nutidens terrorlovgivning og lignende.
Men det bliver simpelt hen for ringe udført. Efterhånden som filmens plot bliver rullet ud, bliver det mere og mere usandsynligt, nærmest direkte idiotisk. De hemmelige agenter opfører sig som amatører, og filmens personer virker utroværdige i deres motivation og handlinger. Replikkerne er stive og teatralsk forblommede, den tekniske side af filmen er i bedste fald rimelig, og skuespillerne har generelt ensidige roller. Jeg er i hvert fald træt af at se Anders W. Berthelsen spille sig selv i den slags hovedroller, og selv klassespillere som Ghita Nørby og Henning Jensen har meget lidt at arbejde med.
Derudover er filmen også virkelig underligt pacet, fordi den starter med at sovse historien til i familiedrama. Der skal lige fyldes på med hovedpersonens besværlige forhold til mor og separeret kone, inden vi kan komme i gang, og det gør det svært at etablere thriller-stemningen. Det er typisk dansk på en trist måde, at noget, der kunne have været skarpt og politisk, på den måde bliver vendt til det evige forældreopgør.
Ambitionen med "Det som ingen ved" har helt klart været at lave en dansk udgave af 70'ernes mesterlige paranoia-thrillere som "The Conversation" og "The Parallax View". Men der er altså meget, meget langt op til deres niveau.
Hovedpersonen er en lejlighedsmusikant og gøgler, hvis søster inviterer ham på besøg, fordi hun har noget vigtigt at fortælle. Men da han ankommer, er søsteren druknet, og det viser sig, at hun ville have fortalt noget om deres fars arbejde i efterretningstjenesten. Og snart bliver vores hovedperson forfulgt og afpresset af hemmelige agenter, mens han forsøger at finde sandheden.
Det er som udgangspunkt ikke dumt. "Det som ingen ved" handler om, hvem der har ret til at overvåge andre og gøre grimme ting i det skjulte. Og hvem der skal holde øje med dem. Ikke mindst når det bliver til hemmelige selskaber inden for de hemmelige tjenester - filmen refererer her til NATOs gamle stay-behind-netværk (ofte kaldet Gladio efter den italienske udgave). Klart en relevant diskussion med henvisning til nutidens terrorlovgivning og lignende.
Men det bliver simpelt hen for ringe udført. Efterhånden som filmens plot bliver rullet ud, bliver det mere og mere usandsynligt, nærmest direkte idiotisk. De hemmelige agenter opfører sig som amatører, og filmens personer virker utroværdige i deres motivation og handlinger. Replikkerne er stive og teatralsk forblommede, den tekniske side af filmen er i bedste fald rimelig, og skuespillerne har generelt ensidige roller. Jeg er i hvert fald træt af at se Anders W. Berthelsen spille sig selv i den slags hovedroller, og selv klassespillere som Ghita Nørby og Henning Jensen har meget lidt at arbejde med.
Derudover er filmen også virkelig underligt pacet, fordi den starter med at sovse historien til i familiedrama. Der skal lige fyldes på med hovedpersonens besværlige forhold til mor og separeret kone, inden vi kan komme i gang, og det gør det svært at etablere thriller-stemningen. Det er typisk dansk på en trist måde, at noget, der kunne have været skarpt og politisk, på den måde bliver vendt til det evige forældreopgør.
Ambitionen med "Det som ingen ved" har helt klart været at lave en dansk udgave af 70'ernes mesterlige paranoia-thrillere som "The Conversation" og "The Parallax View". Men der er altså meget, meget langt op til deres niveau.
11/06-2008
