På skæbnesangens sidste vers
6.0
Ved første øjekast, ja måske endda ved første gennemsyn, kan Spike Lees ”25th Hour” meget vel ligne noget, der er let at gå til: et klassisk Hollywood-skåret filmdrama med solide skuespillere, empatiske temaer og storladen følelsesmusik, alt sammen pakket ind i et fikst genresprog - en karakteristik der nemlig synes at passe perfekt på den gældende film. Men inden længe anes pludselig noget, der ikke umiddelbart står til at forklare. Pludselig, op til adskillige gange, midt imens man lavmælt fordømmer ”25th Hour” som et gennemsnitligt, habilt stykke filmdrama, fremtørner den reneste form for filmmagi fra hver en afkrog - hvad end det er i form af en sceneopsætning, et koreografisk træk eller en simpel ordveksling, der nægter at løsrive sig erindringen.
Som eksempel på de magiske øjeblikke, der ofte gør sine uventede indtog i ”25th Hour”, kan man snildt nævne den næsten hypnotiske scene hvori vores hovedperson, narkohandleren Monty, og hans kæreste med det ikke så lidt attraktive og eksotiske navn, Naturelle, for første mødes i et nostalgisk tilbageblik. Egentlig burde en scene som denne slet ikke være i stand til, at kunne komme bag på en inkarneret filmfan, men det er forholdsvis hurtig blotlagt, at denne film vil det anderledes. Måske er det scenens to gnidrende brændpunkter, Edward Norton og Rosario Dawson, der i sine følsomme blikke gør den til et unikum. Måske er det skrivearbejdet der ligger til grunde for deres elegante samtale, eller måske de idylliske parkomgivelser, der cirklende omringer scenens udsyn og springer i øjnene som et hjertevarmt åndehul midt i Manhattans betonjungle.
Ligegyldig hvad det måtte skyldes, så er denne såresimple scene ualmindelig frisk og levende at sidde igennem. Bedst af alt skiller denne lille, yndefulde enkelsekvens sig ikke synderligt ud i helhedsbillede af den endelige film, såsom den formentlig ville have gjort i ethvert andet sobert Hollywood-drama. Den glider derimod roligt og elegant ind i stimen af ualmindeligt energiske momenter, der rytmisk afløser hinanden og som næsten vælter én omkuld i sin nærværende måde at eksekvere en filmscene på.
Særligt én sekvens opsummerer det stilistiske raffinement i ”25th Hour”; nemlig scenen hvor Montys barndomsvenner Jacob og Frank fører en samtale i sidstnævntes lejlighed, men hvor hverken samtalen eller lejligheden er simpel som så. Imellem de to ses nemlig et dominerende vinduesudsyn over Ground Zeros slående intethed. Et syn der suppleres af et næsten tilsvarende ubehageligt taleemne - nemlig Montys snarlige afsoning af en 7 år lang skæbnesvanger fængselsdom.
Først efter flere minutter slog det mig, at scenen var optaget i én fængslende køre. Her står man med et perfekt eksempel på Spike Lees æstetiske dagsorden, der langt hellere underspiller end overdriver sine midler, men så sandelig også på det gennemgående knaldgode skuespil, der her, uden skavanker, fastholder enhver form for nerve i Jacob og Franks spændstige dialog på tværs af scenens centrerede fikspunkt - et nedsænket blik henover Ground Zeros store, brogede vragplads. Flere af scenerne mellem de to er skrevet så godt, at man næsten tror det er løgn, og tillige spillet så umådelig troværdigt af henholdsvis Barry Pepper og Philip Seymour Hofman, at man næsten kan forestille sig at støde på disse to karakterer et hvilket som helst sted i virkelighedens verden - på en café, et gadehjørne eller i en kø til biografslusen.
Det er i sig selv lidt af en bedrift at gøre en by og en række personer, ja faktisk et fuldendt filmisk univers så fuld af liv og håndgribelig ageren som hvad Spike Lee med ”25th Hour” formår. Men særligt imponerende står det faktum, at Lee og hans film aldrig forfalder til mainstreamens altfortærende væsen, selv ikke med ¼ af handlingsforløbet afviklende i en hårdtpumpet natklub. Hvor de insisterende basrytmer fra natklubbens vidt betrådte dansegulv ’burde’ signalere en vis letkøbt form for underholdningsværdi, synes de i stedet at være storbyens evigt pulserende og stukne hjerte, der banker i takt med sekunderne der forgår. Det er stor og stærk filmkunst, det her.
Som eksempel på de magiske øjeblikke, der ofte gør sine uventede indtog i ”25th Hour”, kan man snildt nævne den næsten hypnotiske scene hvori vores hovedperson, narkohandleren Monty, og hans kæreste med det ikke så lidt attraktive og eksotiske navn, Naturelle, for første mødes i et nostalgisk tilbageblik. Egentlig burde en scene som denne slet ikke være i stand til, at kunne komme bag på en inkarneret filmfan, men det er forholdsvis hurtig blotlagt, at denne film vil det anderledes. Måske er det scenens to gnidrende brændpunkter, Edward Norton og Rosario Dawson, der i sine følsomme blikke gør den til et unikum. Måske er det skrivearbejdet der ligger til grunde for deres elegante samtale, eller måske de idylliske parkomgivelser, der cirklende omringer scenens udsyn og springer i øjnene som et hjertevarmt åndehul midt i Manhattans betonjungle.
Ligegyldig hvad det måtte skyldes, så er denne såresimple scene ualmindelig frisk og levende at sidde igennem. Bedst af alt skiller denne lille, yndefulde enkelsekvens sig ikke synderligt ud i helhedsbillede af den endelige film, såsom den formentlig ville have gjort i ethvert andet sobert Hollywood-drama. Den glider derimod roligt og elegant ind i stimen af ualmindeligt energiske momenter, der rytmisk afløser hinanden og som næsten vælter én omkuld i sin nærværende måde at eksekvere en filmscene på.
Særligt én sekvens opsummerer det stilistiske raffinement i ”25th Hour”; nemlig scenen hvor Montys barndomsvenner Jacob og Frank fører en samtale i sidstnævntes lejlighed, men hvor hverken samtalen eller lejligheden er simpel som så. Imellem de to ses nemlig et dominerende vinduesudsyn over Ground Zeros slående intethed. Et syn der suppleres af et næsten tilsvarende ubehageligt taleemne - nemlig Montys snarlige afsoning af en 7 år lang skæbnesvanger fængselsdom.
Først efter flere minutter slog det mig, at scenen var optaget i én fængslende køre. Her står man med et perfekt eksempel på Spike Lees æstetiske dagsorden, der langt hellere underspiller end overdriver sine midler, men så sandelig også på det gennemgående knaldgode skuespil, der her, uden skavanker, fastholder enhver form for nerve i Jacob og Franks spændstige dialog på tværs af scenens centrerede fikspunkt - et nedsænket blik henover Ground Zeros store, brogede vragplads. Flere af scenerne mellem de to er skrevet så godt, at man næsten tror det er løgn, og tillige spillet så umådelig troværdigt af henholdsvis Barry Pepper og Philip Seymour Hofman, at man næsten kan forestille sig at støde på disse to karakterer et hvilket som helst sted i virkelighedens verden - på en café, et gadehjørne eller i en kø til biografslusen.
Det er i sig selv lidt af en bedrift at gøre en by og en række personer, ja faktisk et fuldendt filmisk univers så fuld af liv og håndgribelig ageren som hvad Spike Lee med ”25th Hour” formår. Men særligt imponerende står det faktum, at Lee og hans film aldrig forfalder til mainstreamens altfortærende væsen, selv ikke med ¼ af handlingsforløbet afviklende i en hårdtpumpet natklub. Hvor de insisterende basrytmer fra natklubbens vidt betrådte dansegulv ’burde’ signalere en vis letkøbt form for underholdningsværdi, synes de i stedet at være storbyens evigt pulserende og stukne hjerte, der banker i takt med sekunderne der forgår. Det er stor og stærk filmkunst, det her.
11/06-2008
