Seriøs sødsuppe
4.0
På overfladen ligner ”Angel” en vulgær omgang pladderromantisk sødsuppe. Hovedpersonen i den franske instruktør Francois Ozons nye engelsksprogede film kunne være taget ud af en Danielle Steel eller en Barbara Cartland-roman.
Angel Deverell (Romola Garai, der sidste år høstede opmærksomhed for sin rolle i ”Atonement”) er en ung forfatterspire i en engelsk landsby starten af det 20. århundrede, der fylder den ene blanke bog efter den anden med sine håndskrevne fortællinger om elskov og kærlig. Hun er øretæveindbydende arrogant overfor sin familie, da hun skammer sig over at være en gemen købmandsfamilie.
Da en forlægger i London (Sam Neill) viser interesse for hendes skriverier, bliver det hurtigt vejen til den succes og berømmelse, som Angel drømmer om. Men hun forelsker sig i den kønne unge maler Esmé (Michael Fassbender), der lever et fattigt boheme kunstnerliv, og hvis verdenssyn er kynisk og mørkt. Men Angel nægter at give op på sit rosenrøde og idylliske blik på verden.
Handlingen og de stereotype roller er blot en undskyldning for Francois Ozon til at rekonstruere den melodramatiske filmstil fra 1930erne og 1940erne. Når en ivrig Angel for første gang kører i hestekaret igennem Londons gader med London Tower og Big Ben i baggrunden, er det helt tydeligt en bagprojektion filmet i et studie. Ozon overdriver størrelsesforholdet mellem hestevognen og baggrunden for at markere det kunstige i scenen.
Ozon smører voldsomt tykt på for at illustrere Angels virkelighedsfjerne sindstilstand. For eksempel i en anden scene, hvor Angel iført en stor rød balkjole styrter ud i regnen efter sin elskede til lyden af svulstige violiner. Da de elskendes læber mødes, viser en regnbue sig over dem. Det grænser sig til det kvalmefremkaldende.
Men Ozon tager hende og hendes illusioner alvorligt. Pointen synes at være, at det kræver mod og viljestyrke at bedrage sig selv så meget, som Angel gør. For eksempel da hun ved sit fine middagsbord fuldkommen ignorer udbruddet af Første Verdenskrig som en bagatel, der ikke har indflydelse på hendes rosenrøde verden.
Denne subtile pointe er både filmens store styrke og filmens store problem. Angel fremstår nemlig som en arrogant fantast, og det er svært at føle empati for hende. Rollen som Angel minder om Vivien Leighs roller i ”Borte med Blæsten” og ”Omstigning til Paradis”. Men hvor Vivien Leigh tilføjede nuancer af skrøbelighed og svaghed til sine viljestærke romantikere, så formår Romola Garai ikke at give sin rolle den samme dybde. Det er svært at elske Angel.
Hvis man ser bort fra det, så er Ozons film en interessant pastiche over den melodramatiske genre med en stærk subtekst om drømmenes kamp mod virkeligheden. ”Angel” er bestemt ikke for alle. Dramaet er for overdreven til at være underholdende som et typisk kærlighedsdrama, og humoren er for subtil og metafilmisk til at være underholdende som en typisk komedie. Men biografgængere med kendskab til Francois Ozons postmoderne tilgang til filmkunsten eller elskere af klassiske melodramaer vil få meget ud af filmen.
Angel Deverell (Romola Garai, der sidste år høstede opmærksomhed for sin rolle i ”Atonement”) er en ung forfatterspire i en engelsk landsby starten af det 20. århundrede, der fylder den ene blanke bog efter den anden med sine håndskrevne fortællinger om elskov og kærlig. Hun er øretæveindbydende arrogant overfor sin familie, da hun skammer sig over at være en gemen købmandsfamilie.
Da en forlægger i London (Sam Neill) viser interesse for hendes skriverier, bliver det hurtigt vejen til den succes og berømmelse, som Angel drømmer om. Men hun forelsker sig i den kønne unge maler Esmé (Michael Fassbender), der lever et fattigt boheme kunstnerliv, og hvis verdenssyn er kynisk og mørkt. Men Angel nægter at give op på sit rosenrøde og idylliske blik på verden.
Handlingen og de stereotype roller er blot en undskyldning for Francois Ozon til at rekonstruere den melodramatiske filmstil fra 1930erne og 1940erne. Når en ivrig Angel for første gang kører i hestekaret igennem Londons gader med London Tower og Big Ben i baggrunden, er det helt tydeligt en bagprojektion filmet i et studie. Ozon overdriver størrelsesforholdet mellem hestevognen og baggrunden for at markere det kunstige i scenen.
Ozon smører voldsomt tykt på for at illustrere Angels virkelighedsfjerne sindstilstand. For eksempel i en anden scene, hvor Angel iført en stor rød balkjole styrter ud i regnen efter sin elskede til lyden af svulstige violiner. Da de elskendes læber mødes, viser en regnbue sig over dem. Det grænser sig til det kvalmefremkaldende.
Men Ozon tager hende og hendes illusioner alvorligt. Pointen synes at være, at det kræver mod og viljestyrke at bedrage sig selv så meget, som Angel gør. For eksempel da hun ved sit fine middagsbord fuldkommen ignorer udbruddet af Første Verdenskrig som en bagatel, der ikke har indflydelse på hendes rosenrøde verden.
Denne subtile pointe er både filmens store styrke og filmens store problem. Angel fremstår nemlig som en arrogant fantast, og det er svært at føle empati for hende. Rollen som Angel minder om Vivien Leighs roller i ”Borte med Blæsten” og ”Omstigning til Paradis”. Men hvor Vivien Leigh tilføjede nuancer af skrøbelighed og svaghed til sine viljestærke romantikere, så formår Romola Garai ikke at give sin rolle den samme dybde. Det er svært at elske Angel.
Hvis man ser bort fra det, så er Ozons film en interessant pastiche over den melodramatiske genre med en stærk subtekst om drømmenes kamp mod virkeligheden. ”Angel” er bestemt ikke for alle. Dramaet er for overdreven til at være underholdende som et typisk kærlighedsdrama, og humoren er for subtil og metafilmisk til at være underholdende som en typisk komedie. Men biografgængere med kendskab til Francois Ozons postmoderne tilgang til filmkunsten eller elskere af klassiske melodramaer vil få meget ud af filmen.
14/06-2008
