I forstår ikke filmen!

4.0
SPOILER SPOILER

Jeg tror det er med vilje at skuespillet er elendigt. Hele filmens tema handler ikke om dræberplaneter, men om dårlig kommunikation mellem mennesker, som leder til massehysteri, egoisme og død. Læg mærke til, hvordan de to hovedpersoner har svært ved at kommunikere. Hvordan alle har svært ved at få forbindelse via mobiltelefoner. Hvordan verden ses gennem elektroniske hjælpemidler i stedet for med egne øjne (Løvescenen på iPhone). Hvordan medierne er med til at opildne hysteriet ved at komme med diverse halve teorier, der ikke hjælper nogen, men blot skaber mere frygt. Vores "helt" står endda i en bestemt scene og beder folk om at holde kæft fordi han ikke kan tænke, i stedet for at de samarbejder. Ligeledes anbefaler han dem at spredes i små grupper og isolere sig fra hinanden mere og mere. Han taler med sin kæreste om de mennesker der bare ser på når der sker en ulykke, og ryger selv i den kategori da de ser en masse mennesker begå selvmord uden at prøve at stoppe dem. Da de kommer til den gamle dame, der bor isoleret taler hun til dem hele tiden, mens de stort set ikke svarer hende en eneste gang - ikke engang da hun slår den lille pige. I slutscenen lykkedes det først de to hovedpersoner at kommunikere gennem et gammelt jernrør frem for direkte med hinanden, og da det lykkedes Marks karakter at fremstamme et 'jeg elsker dig' til hans kæreste er det som om katastrofen ender, og de overlever. Jernrøret blev brugt under borgerkrigen til at kunne kommunikere med slaver som var skjult i laden, og er således en gammeldags kommunikationsform lavet for at føre folk tættere sammen. Jeg ser således filmen som en opsang fra Shyamalan til den verden også han lever i, hvor folk kommunikerer mindre og mindre ansigt til ansigt og mere og mere via elektroniske hjælpemidler fra deres trygge omgivelser i hjemmet, hvor vi har isoleret os fra den overdrevne medieskabte frygt for 'det derude'.

SPOILER SPOILER