Helter Skelter
4.0
Beatles-musical skrevet direkte til film, hvor forfatterne har taget en bunke af Beatles' sange og flettet deres tekster sammen til en løst sammenhængende historie. Hovedpersonen er Jude, en ung fyr fra Liverpool, der i slutningen af 60'erne tager til USA for at finde sin far. I Staterne møder Jude en college dropout ved navn Maxwell, forelsker sig i hans søster Lucy - og sammen flytter de til Greenwich Village i flower power-årene.
"Across the Universe" er helt basalt en sjov idé, og den er udført med stor viden om og respekt for Beatles. Der er enorme mængder af referencer til sange, begivenheder og myter om Beatles i filmen. På den led er det virkelig en nørdfilm på den gode måde.
Til gengæld virker "Across the Universe" ikke så godt som helhed. Fortællingen om Jude, Lucy og de andre er tynd i kanten og får aldrig lov til at blive foldet helt ud, fordi forfatterne samtidig vil skabe det store tidsbillede af årene med ungdomsoprør, Vietnamkrig og LSD. Det bliver så episodisk, at man ikke rigtig kommer ind på livet af personerne, men alligevel er der så lange, sammenhængende passager, at filmen ikke holder sig til at være rene snapshots af tid og stemning. Og omvendt er der heller ikke nogen god balance i, at der på den ene side er gjort meget ud af at skabe et troværdigt billede af sen-60'erne - og at filmen så går i ren musical-stil med synlige kulisser og store danseoptrin, cirka hver anden gang musikken spiller.
Og når alt det er sagt, er det altså stadig en film med mange gode elementer. Den er længe om at komme i gang, men anden halvdel er så også klart bedre end første. Og det vigtigste, musikken, virker flot. Det slog i hvert fald mig undervejs, *hvor* mange gode sange de der fyre fra Liverpool nåede at lave - og det er jo absolut ikke nogen nyhed, men her bliver det understreget af, at der er lavet nye arrangementer til næsten alle sangene. Og de holder stadig bare 100 procent, også selv om de bliver vredet rundt med nye betoninger og anden instrumentering.
Musikalsk går filmen også op i tempo fra det lidt naivistiske med ballader som "Hold Me Tight" og "I Want to Hold Your Hand" i starten - og til den mere alvorlige anden halvdel, hvor senere, tungere Beatles-numre som "Come Together", "Revolution" og "Helter Skelter" viser sig at fungere meget bedre som musicalmusik. Især "Come Together" bliver leveret i en fed version af bl.a. Joe Cocker. Der er også en fantastisk psykedelisk passage, hvor Bono som Ken Kesey-klon synger "I Am the Walrus", hvorefter der går vild surrealisme i den, da Eddie Izzard opfører "Being for the Benefit of Mr. Kite!". Og endelig er jeg vild med den snedige måde, "Strawberry Fields Forever" og "A Day in the Life" bliver brugt på. Det er i det hele taget imponerende, så mange forskellige måder sangene bliver anvendt og visualiseret på.
"Across the Universe" er en syndig gang rod, som gav mig en flad fornemmelse i starten. Men den samler sig op med eftertryk i anden halvdel, og jeg kan kun have respekt for det begavede stykke nørdearbejde, instruktør Julie Taymor og hendes medforfattere har lavet med at putte så meget Beatles ind i én film. Jeg kan allerede nu mærke, at det er en film, der vil vokse, når jeg tænker tilbage på den.
"Across the Universe" er helt basalt en sjov idé, og den er udført med stor viden om og respekt for Beatles. Der er enorme mængder af referencer til sange, begivenheder og myter om Beatles i filmen. På den led er det virkelig en nørdfilm på den gode måde.
Til gengæld virker "Across the Universe" ikke så godt som helhed. Fortællingen om Jude, Lucy og de andre er tynd i kanten og får aldrig lov til at blive foldet helt ud, fordi forfatterne samtidig vil skabe det store tidsbillede af årene med ungdomsoprør, Vietnamkrig og LSD. Det bliver så episodisk, at man ikke rigtig kommer ind på livet af personerne, men alligevel er der så lange, sammenhængende passager, at filmen ikke holder sig til at være rene snapshots af tid og stemning. Og omvendt er der heller ikke nogen god balance i, at der på den ene side er gjort meget ud af at skabe et troværdigt billede af sen-60'erne - og at filmen så går i ren musical-stil med synlige kulisser og store danseoptrin, cirka hver anden gang musikken spiller.
Og når alt det er sagt, er det altså stadig en film med mange gode elementer. Den er længe om at komme i gang, men anden halvdel er så også klart bedre end første. Og det vigtigste, musikken, virker flot. Det slog i hvert fald mig undervejs, *hvor* mange gode sange de der fyre fra Liverpool nåede at lave - og det er jo absolut ikke nogen nyhed, men her bliver det understreget af, at der er lavet nye arrangementer til næsten alle sangene. Og de holder stadig bare 100 procent, også selv om de bliver vredet rundt med nye betoninger og anden instrumentering.
Musikalsk går filmen også op i tempo fra det lidt naivistiske med ballader som "Hold Me Tight" og "I Want to Hold Your Hand" i starten - og til den mere alvorlige anden halvdel, hvor senere, tungere Beatles-numre som "Come Together", "Revolution" og "Helter Skelter" viser sig at fungere meget bedre som musicalmusik. Især "Come Together" bliver leveret i en fed version af bl.a. Joe Cocker. Der er også en fantastisk psykedelisk passage, hvor Bono som Ken Kesey-klon synger "I Am the Walrus", hvorefter der går vild surrealisme i den, da Eddie Izzard opfører "Being for the Benefit of Mr. Kite!". Og endelig er jeg vild med den snedige måde, "Strawberry Fields Forever" og "A Day in the Life" bliver brugt på. Det er i det hele taget imponerende, så mange forskellige måder sangene bliver anvendt og visualiseret på.
"Across the Universe" er en syndig gang rod, som gav mig en flad fornemmelse i starten. Men den samler sig op med eftertryk i anden halvdel, og jeg kan kun have respekt for det begavede stykke nørdearbejde, instruktør Julie Taymor og hendes medforfattere har lavet med at putte så meget Beatles ind i én film. Jeg kan allerede nu mærke, at det er en film, der vil vokse, når jeg tænker tilbage på den.
19/06-2008
