Huskekagen fra Hollywood
4.0
Somme tider kan det være mere end svær at undgå kollisioner med sin egen, sunde fornuft, når der skal uddeles ordroser eller møgfald efter en filmoplevelse - særligt når ens indre filmkritiker insisterer på at påpege diverse logiske huller, dødperioder og lignende, alt imens filmhjertet banker for de enkeltstående scener såvel som billeder, der med helt uhørt resistens kan blive siddende i kroppen og fylde den med én eller anden udefinerbar form for eufori.
Scenen der stjæler billedet og for alvor tager kegler i Frank Darabonts ”The Mist” hører så afgjort til den absolut mest yderliggående kategori af grumme og uhyggelige filmminder. Sjældent har man oplevet et så tænderskærende chok gennemtrænge en så umiddelbart lineær film, som når den tilberedte dug pludselig rives af bordet og alt efterlades som et stort, uoverskueligt kaos i den chokerende afslutning på ”The Mist. Og her skal ’chokerende’ tages for sin bogstavelige betydning. Der synes ikke at ligge nogen form for sensationshunger eller spekulation bag denne Grand Finale - og hvis der gør, så dulmes enhver klage under alle omstændigheder i et følelsesregister nær bristepunktet.
Ikke mindst hovedrolleindehaveren Thomas Jane gør det til mere end bare konceptuelt rystende at se den rådvilde familiefar, David Drayton, få sig en af filmhistoriens mest eftertrykkelige huskekager. Det gør sku ondt det her, mere ondt end jeg mindes at have oplevet det i nogen amerikansk film af nymærket dato, siden en omtrent lige så nådesløs afslutning indtraf i de døende sekunder af Paul Greengrass’ ”United 93”.
”The Mist” træder dog stedvist lige lovlig meget fast i sin egen ambitiøse suppedas af frygt, religion og menneskelige reaktioner, ikke mindst da filmen ¾ inde pludselig omtumler i kolossale troværdighedsproblemer, anført af sit mest overeksponerede element, nemlig den kristne fanatiker kaldet mrs. Carmody. Bedst som Frank Darabont falder for den allegoriske fristelse og tager den lette løsning, vender han på mirakuløs vis skuden med 20 fantastiske minutter, der sagt med et populært udtryk tager filmens grundige opbygning i både tommetyk tåge-stemning og panikslagne karakterer til ’the next level’. Ikke mindst med sit afsluttende es i ærmet formår ”The Mist” at klare skærene og tilbagestå med en bundlinje af rystende dimensioner.
Scenen der stjæler billedet og for alvor tager kegler i Frank Darabonts ”The Mist” hører så afgjort til den absolut mest yderliggående kategori af grumme og uhyggelige filmminder. Sjældent har man oplevet et så tænderskærende chok gennemtrænge en så umiddelbart lineær film, som når den tilberedte dug pludselig rives af bordet og alt efterlades som et stort, uoverskueligt kaos i den chokerende afslutning på ”The Mist. Og her skal ’chokerende’ tages for sin bogstavelige betydning. Der synes ikke at ligge nogen form for sensationshunger eller spekulation bag denne Grand Finale - og hvis der gør, så dulmes enhver klage under alle omstændigheder i et følelsesregister nær bristepunktet.
Ikke mindst hovedrolleindehaveren Thomas Jane gør det til mere end bare konceptuelt rystende at se den rådvilde familiefar, David Drayton, få sig en af filmhistoriens mest eftertrykkelige huskekager. Det gør sku ondt det her, mere ondt end jeg mindes at have oplevet det i nogen amerikansk film af nymærket dato, siden en omtrent lige så nådesløs afslutning indtraf i de døende sekunder af Paul Greengrass’ ”United 93”.
”The Mist” træder dog stedvist lige lovlig meget fast i sin egen ambitiøse suppedas af frygt, religion og menneskelige reaktioner, ikke mindst da filmen ¾ inde pludselig omtumler i kolossale troværdighedsproblemer, anført af sit mest overeksponerede element, nemlig den kristne fanatiker kaldet mrs. Carmody. Bedst som Frank Darabont falder for den allegoriske fristelse og tager den lette løsning, vender han på mirakuløs vis skuden med 20 fantastiske minutter, der sagt med et populært udtryk tager filmens grundige opbygning i både tommetyk tåge-stemning og panikslagne karakterer til ’the next level’. Ikke mindst med sit afsluttende es i ærmet formår ”The Mist” at klare skærene og tilbagestå med en bundlinje af rystende dimensioner.
19/06-2008
