Kærlighedens smerte
6.0
Sikke en filmoplevelse! Filmatiseringen af Ian McEwans bestseller er et formidabelt forløst kærlighedsdrama i bedste klassiske, engelske stil. Instruktøren Joe Wright gjorde et godt stykke arbejde med hans version af Stolthed og Fordom, men her indskriver han sig i mesterklassen.
Ung famlende kærlighed, på tværs af sociale skel, er skildret utallige gange på film, men sjældent så raffineret som her. Her er der virkelig tale om antydningens kunst. Kærligheden skildres poetisk og inderligt, bl.a. i scenen hvor vores hovedperson, gartneren Robby (James MacAvoy), nænsomt kærtegner springvandets vandoverflade, efter at hans elskede Cecilie (Keira Knighley) er steget op som en anden nymfe. Eller håndryggenes korte og flygtige berøring under middagsbordet. Samt det hede øjeblik i biblioteket, som bliver højdepunktet i de elskendes møde med kærligheden.
Slangen i paradiset, for sådan en er der (naturligvis), er lillesøsteren, Briony – fremragende (og øretæveindbydende) skildret af Saoirse Ronan. I jalousi får hun Robby (uberettiget) anklaget for en voldtægt, hvilket knuser den spirende kærlighed mellem de to elskende, og sender dem ud i en kamp for at genvinde kærligheden, håbet og livet selv. Det er de store følelser der skildres. Og hvor de dog skildres! Knightley og MacAvoy gør det aldeles fremragende – hvor det dog klæder Knightley, at spille en rolle med kød på – fandt hende ganske trættende som sværdsvingende og kæk guvenørdatter i POTC-filmene. MacAvoy er ligeledes overbevisende som Robby (som han var det i The Last King of Scotland og Becoming Jane), man mærker, og føler, hans smerte i de triste og melankolske blå øjne. For at citere Svend Gehrs i denne EM-fodbold tid: ”Det er genialt det der!”.
Dette ætsende drama fortælles med blændende smukke og farvemættede billeder – jeg har næppe set en smukkere film. Musikken, hvilken Dario Marianelli modtog en oscar for, er samtidig delikat og dragende, og er stærkt medvirkende til at filmen når helt derind, hvor det smerter dybt i sjælen. Denne film vil minde dig om at du har et bakkende, blodrødt hjerte og en evig, levende sjæl. Og mere kan man vel ikke forlange af en film…
Ung famlende kærlighed, på tværs af sociale skel, er skildret utallige gange på film, men sjældent så raffineret som her. Her er der virkelig tale om antydningens kunst. Kærligheden skildres poetisk og inderligt, bl.a. i scenen hvor vores hovedperson, gartneren Robby (James MacAvoy), nænsomt kærtegner springvandets vandoverflade, efter at hans elskede Cecilie (Keira Knighley) er steget op som en anden nymfe. Eller håndryggenes korte og flygtige berøring under middagsbordet. Samt det hede øjeblik i biblioteket, som bliver højdepunktet i de elskendes møde med kærligheden.
Slangen i paradiset, for sådan en er der (naturligvis), er lillesøsteren, Briony – fremragende (og øretæveindbydende) skildret af Saoirse Ronan. I jalousi får hun Robby (uberettiget) anklaget for en voldtægt, hvilket knuser den spirende kærlighed mellem de to elskende, og sender dem ud i en kamp for at genvinde kærligheden, håbet og livet selv. Det er de store følelser der skildres. Og hvor de dog skildres! Knightley og MacAvoy gør det aldeles fremragende – hvor det dog klæder Knightley, at spille en rolle med kød på – fandt hende ganske trættende som sværdsvingende og kæk guvenørdatter i POTC-filmene. MacAvoy er ligeledes overbevisende som Robby (som han var det i The Last King of Scotland og Becoming Jane), man mærker, og føler, hans smerte i de triste og melankolske blå øjne. For at citere Svend Gehrs i denne EM-fodbold tid: ”Det er genialt det der!”.
Dette ætsende drama fortælles med blændende smukke og farvemættede billeder – jeg har næppe set en smukkere film. Musikken, hvilken Dario Marianelli modtog en oscar for, er samtidig delikat og dragende, og er stærkt medvirkende til at filmen når helt derind, hvor det smerter dybt i sjælen. Denne film vil minde dig om at du har et bakkende, blodrødt hjerte og en evig, levende sjæl. Og mere kan man vel ikke forlange af en film…
21/06-2008
