Filmen ingen kunne li’
4.0
Spoilers:
Fra tid til anden sker det, at en enkelt film af uransalige årsager udses til at gennemgå kritikernes kompromisløse kødhakker og på egen krop opleve de diskutable attraktioner i de forudindtagede meningers verden. ”The Happening” er en sådan film, en film, der trods åbenlyse kvaliteter, fremragende sekvenser og reel substans i form af implicitte symboler og antydninger, trækkes igennem en blodtørstig heksejagt af uanede dimensioner. Måske er det fordi filmen bærer den berygtede signatur ”M. Night Shyamalan”, instruktøren, der i kraft af en nedadgående formkurve er blevet fordømt af filmverdenens bedre borgerskab og ’omvendt’ hyldet ved de famøse Razzie-festivaler. Måske er det fordi biografgængerne af omtrent ligeså uforklarlige grunde finder det vanskeligt at relatere til – for ikke at sige forstå – filmens problemstillinger. Eller også er hele det negativt ladede postyr omkring ”The Happening” blot et lysende eksempel på diverse filmentusiasters eklatante mangel på indlevelsesevne.
Årsagen kan selvfølgelig også være den, at det er mig, der er noget rivende galt med – at jeg overvurdere filmen set i lyset af de verbale tæsk, den unægteligt har modtaget. At jeg på forhånd betragtede den som et udskældt makværk snarere end som en lovende spillefilm. Hvem ved? Det er mig – uanset eventuelle fejlbetragtninger – imidlertid fortsat en gåde, hvordan en film med så talrige kvaliteter og medrivende passager nogensinde kan rubriceres som en regulær bundskraber. Ja, det er på mange måder indbegrebet af et typisk Shyamalan-produkt, udgjort af overnaturlige hændelser, udført med en iøjnefaldende ambitiøsitet, samt iført en mere eller mindre original plotdrejning, men er det faktum i sig selv nok til at stemple den indisk-fødte instruktørs nyeste produkt som komplet udueligt?
Præmissen i ”The Happening” er den, at store dele af USA uden varsel konfronteres med, hvad der i begyndelsen ligner et gennemtænkt og ualmindeligt bestialsk terrorangreb til senere at udvikle sig til en monumental naturkatastrofe af helt og aldeles uforklarlig karakter. Hændelsens påvirkning på mennesket udgøres af tre simple stadier: tab af talens brug, fysisk desorientering, hvorefter offeret sindsmanipuleres med selvmord til følge. Hovedpersonen Elliot (Mark Wahlberg) tvinges sammen med sin kone, Alma (Zooey Deschanel), hvis kærlighed han har liggende i et temmeligt halvhjertet favntag, til at søge væk fra den ukendte trussel. Med sig har det umage par en bedårende lille pige navngivet Jess, hvis forældre begge befinder sig midt i katastrofens brandpunkt, hvor menneskeskæbner besegles i omtrent samme hast som virussen udbredes – død synes at være det eneste, som det inficerede stormvejr bringer på dets vej.
Udover at ”The Happening” har fået det mildest talt tvivlsomme prædikat som en forvrøvlet bagatel i danske, såvel som udenlandske medier, er både megastjernen Wahlberg og hans noget mere ukendte back-up team blevet fordømt for deres angiveligt radikale overspil. Jo, Zooey Deschanel som konen Alma yder ikke ligefrem en præstation til hæder og ære, men både den altid fremragende Mark Wahlberg og John Leguizamo, med sin signifikante stemmeføring og megetsigende ansigtsmimik, er yderst velfungerende. Ærgerligt er det dog, at Shyamalan, i den forfejlede ”Lady in the Water”s ånd, på ny tegner sine karakterer med en ’febrilsk’ pensel, der notorisk er mere betaget af karikatur end menneskelig realisme. Filmens helt store hæmsko er i forlængelse heraf manglen på psykologisk indsigt og en reel karakteristik af, hvorledes mennesket agerer og reagerer midt i en højspændt krisesituation, hvor liv faktisk går tabt på samlebånd.
Derudover er klimakset i ”The Happening” tilnærmelsesvis ubegribeligt påklistret og oven i købet lettere klodset afviklet, og selvom der er tale om en vis kompensation i filmens afsluttende billeder, hvor naturepidemien har bredt sig til den franske hovedstad Paris, er det et tarveligt træk fra Shyamalans side at lade en teatralsk genforening mellem to tidligere elskere markere naturkatastrofens endeligt. Det øjeblikkelige stop på dens terrorisering af det østlige USA er i sig selv et kreativt tiltag, da det netop understøtter instruktørens postulat om, at der hersker kræfter, der er større end os selv og som ligger uden for vores evindelige hang til at udforme alle hændelser i sobre forklaringer. Men idéen om ligefrem at indlægge det centrale element i en Hollywood’sk sødsuppe af kvalmende sentimental karakter holder altså bare ikke vand!
Dog har Shyamalan anderledes vind i sejlene på det tematiske plan, hvor han næsten simultant evner at postulere menneskets tvivlsomme kommunikationsevne, samt netop hvordan vi blot er brikker i en stor verden, hvor der er langt stærkere kræfter på spil end os selv. Mange har sågar karakteriseret filmen som en stor omgang øko-vrøvl og en løftet pegefinger imod menneskeskabte naturkatastrofer, men det gigantiske atomkraftværk, der unaturligt rumstererer i baggrunden i en billedserie og diskussionen om en menneskeligt katalyseret katastrofe på åben skærm, skal nok bare ses som et led i instruktørens – generelt fedtfattige – karakteristik af menneskets hysteri i krisesituationer.
Når det kommer til stykket er ”The Happening” måske i virkeligheden noget af en b-film (hvad Shyamalan også selv karakteriserer den som), meget i stil med beslægtede produktioner fra 50’erne, hvor science fiction-genren oplevede kronede dage. Men ligesom den bedre del af de omtalte sci-fi-klassikere evnede det, formår ”The Happening” at opretholde en klaustrofobisk, foruroligende stemning i samtlige minutter, samt udnytte de oplagrede spændingsdepoter til at iscenesætte en lang række af dynamiske højdepunkter. Af konkrete eksempler kan nævnes den stilistisk uforlignelige sekvens, hvor bygningsarbejdere springer ud fra et mindre højhus, den anderledes eksplicitte scene, hvor en aggressiv bonde gør kål på Elliot og Alma’s ungdommelige følgesvende og sågar også filmens intro, der med intense luftbilleder af forskellige skyformationer er en ekskvisit reference til 50’er-klassikeren ”Invasion of the Body Snatchers”. Det er blot få højdepunkter i en film, der træder gevaldigt ved siden af sine steder, men formår at kompensere for den vekslende formkurve i kraft af en subtilitet, en sans for detaljen og et herligt nostalgisk set-up, der ofte udnyttes med et befriende glimt i øjet.
Fra tid til anden sker det, at en enkelt film af uransalige årsager udses til at gennemgå kritikernes kompromisløse kødhakker og på egen krop opleve de diskutable attraktioner i de forudindtagede meningers verden. ”The Happening” er en sådan film, en film, der trods åbenlyse kvaliteter, fremragende sekvenser og reel substans i form af implicitte symboler og antydninger, trækkes igennem en blodtørstig heksejagt af uanede dimensioner. Måske er det fordi filmen bærer den berygtede signatur ”M. Night Shyamalan”, instruktøren, der i kraft af en nedadgående formkurve er blevet fordømt af filmverdenens bedre borgerskab og ’omvendt’ hyldet ved de famøse Razzie-festivaler. Måske er det fordi biografgængerne af omtrent ligeså uforklarlige grunde finder det vanskeligt at relatere til – for ikke at sige forstå – filmens problemstillinger. Eller også er hele det negativt ladede postyr omkring ”The Happening” blot et lysende eksempel på diverse filmentusiasters eklatante mangel på indlevelsesevne.
Årsagen kan selvfølgelig også være den, at det er mig, der er noget rivende galt med – at jeg overvurdere filmen set i lyset af de verbale tæsk, den unægteligt har modtaget. At jeg på forhånd betragtede den som et udskældt makværk snarere end som en lovende spillefilm. Hvem ved? Det er mig – uanset eventuelle fejlbetragtninger – imidlertid fortsat en gåde, hvordan en film med så talrige kvaliteter og medrivende passager nogensinde kan rubriceres som en regulær bundskraber. Ja, det er på mange måder indbegrebet af et typisk Shyamalan-produkt, udgjort af overnaturlige hændelser, udført med en iøjnefaldende ambitiøsitet, samt iført en mere eller mindre original plotdrejning, men er det faktum i sig selv nok til at stemple den indisk-fødte instruktørs nyeste produkt som komplet udueligt?
Præmissen i ”The Happening” er den, at store dele af USA uden varsel konfronteres med, hvad der i begyndelsen ligner et gennemtænkt og ualmindeligt bestialsk terrorangreb til senere at udvikle sig til en monumental naturkatastrofe af helt og aldeles uforklarlig karakter. Hændelsens påvirkning på mennesket udgøres af tre simple stadier: tab af talens brug, fysisk desorientering, hvorefter offeret sindsmanipuleres med selvmord til følge. Hovedpersonen Elliot (Mark Wahlberg) tvinges sammen med sin kone, Alma (Zooey Deschanel), hvis kærlighed han har liggende i et temmeligt halvhjertet favntag, til at søge væk fra den ukendte trussel. Med sig har det umage par en bedårende lille pige navngivet Jess, hvis forældre begge befinder sig midt i katastrofens brandpunkt, hvor menneskeskæbner besegles i omtrent samme hast som virussen udbredes – død synes at være det eneste, som det inficerede stormvejr bringer på dets vej.
Udover at ”The Happening” har fået det mildest talt tvivlsomme prædikat som en forvrøvlet bagatel i danske, såvel som udenlandske medier, er både megastjernen Wahlberg og hans noget mere ukendte back-up team blevet fordømt for deres angiveligt radikale overspil. Jo, Zooey Deschanel som konen Alma yder ikke ligefrem en præstation til hæder og ære, men både den altid fremragende Mark Wahlberg og John Leguizamo, med sin signifikante stemmeføring og megetsigende ansigtsmimik, er yderst velfungerende. Ærgerligt er det dog, at Shyamalan, i den forfejlede ”Lady in the Water”s ånd, på ny tegner sine karakterer med en ’febrilsk’ pensel, der notorisk er mere betaget af karikatur end menneskelig realisme. Filmens helt store hæmsko er i forlængelse heraf manglen på psykologisk indsigt og en reel karakteristik af, hvorledes mennesket agerer og reagerer midt i en højspændt krisesituation, hvor liv faktisk går tabt på samlebånd.
Derudover er klimakset i ”The Happening” tilnærmelsesvis ubegribeligt påklistret og oven i købet lettere klodset afviklet, og selvom der er tale om en vis kompensation i filmens afsluttende billeder, hvor naturepidemien har bredt sig til den franske hovedstad Paris, er det et tarveligt træk fra Shyamalans side at lade en teatralsk genforening mellem to tidligere elskere markere naturkatastrofens endeligt. Det øjeblikkelige stop på dens terrorisering af det østlige USA er i sig selv et kreativt tiltag, da det netop understøtter instruktørens postulat om, at der hersker kræfter, der er større end os selv og som ligger uden for vores evindelige hang til at udforme alle hændelser i sobre forklaringer. Men idéen om ligefrem at indlægge det centrale element i en Hollywood’sk sødsuppe af kvalmende sentimental karakter holder altså bare ikke vand!
Dog har Shyamalan anderledes vind i sejlene på det tematiske plan, hvor han næsten simultant evner at postulere menneskets tvivlsomme kommunikationsevne, samt netop hvordan vi blot er brikker i en stor verden, hvor der er langt stærkere kræfter på spil end os selv. Mange har sågar karakteriseret filmen som en stor omgang øko-vrøvl og en løftet pegefinger imod menneskeskabte naturkatastrofer, men det gigantiske atomkraftværk, der unaturligt rumstererer i baggrunden i en billedserie og diskussionen om en menneskeligt katalyseret katastrofe på åben skærm, skal nok bare ses som et led i instruktørens – generelt fedtfattige – karakteristik af menneskets hysteri i krisesituationer.
Når det kommer til stykket er ”The Happening” måske i virkeligheden noget af en b-film (hvad Shyamalan også selv karakteriserer den som), meget i stil med beslægtede produktioner fra 50’erne, hvor science fiction-genren oplevede kronede dage. Men ligesom den bedre del af de omtalte sci-fi-klassikere evnede det, formår ”The Happening” at opretholde en klaustrofobisk, foruroligende stemning i samtlige minutter, samt udnytte de oplagrede spændingsdepoter til at iscenesætte en lang række af dynamiske højdepunkter. Af konkrete eksempler kan nævnes den stilistisk uforlignelige sekvens, hvor bygningsarbejdere springer ud fra et mindre højhus, den anderledes eksplicitte scene, hvor en aggressiv bonde gør kål på Elliot og Alma’s ungdommelige følgesvende og sågar også filmens intro, der med intense luftbilleder af forskellige skyformationer er en ekskvisit reference til 50’er-klassikeren ”Invasion of the Body Snatchers”. Det er blot få højdepunkter i en film, der træder gevaldigt ved siden af sine steder, men formår at kompensere for den vekslende formkurve i kraft af en subtilitet, en sans for detaljen og et herligt nostalgisk set-up, der ofte udnyttes med et befriende glimt i øjet.
24/06-2008