Fart og Tempo
4.0
Fem år efter det afsluttende "Matrix"-flop vender de to gange Wachowski tilbage med en børnefilm. "Speed Racer" er baseret på en japansk anime-serie fra 60'erne, som dengang også var et hit i USA. Den handler om Speed Racer, en ung racerkører, der går i sin afdøde storebrors fodspor som førstekører på Racer-familiens racerteam, mens suspekte megacorps forsøger at hyre ham til deres firmahold.
Og meget kan man sige om Wachowski-brødrene, men de har ikke mistet deres visuelle talent. "Speed Racer" er på billedsiden noget af det mest gennemførte, jeg har set i lang tid. Det er en film for store drenge, og den rammer virkelig fornemmelsen af at sidde med sin Matchbox-bil, læse Mark Breton i "Fart og Tempo" og omsætte det til den største racerfantasi i verden. Her er alt i klare plastikfarver, og bilerne kører aggressivt mod hinanden på hysteriske baner med indlagte hop og loops. Og kan vanvittige stunts - de gode kørere holder sig til flinke ting som at lave sidelæns saltomortaler, mens de onde kørere naturligvis har dækflænsere og endnu skumlere tricks i ærmet.
Det er vældig underholdende. Og nærmest warholsk popkunst. Jeg har i hvert fald sjældent set noget så kitschet farvestrålende, og der er også en helt bevidst 60'er-stil i filmens montageklip.
Til gengæld kommer "Speed Racer" aldrig over det jævne, når det gælder sådan noget som historie og skuespil. Eftersom det her er den store racerkliché, er den også ualmindeligt forudsigelig og dermed ikke særlig spændende. Den mangler lige en snert af fare og modstand, og de mange comic relief-scener med heltens lillebror og familiens chimpanse bliver simpelt hen for meget. Ligesom de mange gode skuespillere mere eller mindre drukner i klicheer og kitsch - hverken Emile Hirsch, Christina Ricci, John Goodman eller Susan Sarandon brænder igennem i deres roller. Det virker, som om Wachowski-brødrene har fortabt sig i deres drengeleg med racerbiler og har glemt at koncentrere sig om instruktionen af resten af filmen.
Men man kommer trods alt også ret langt med glade farver og sindssyge racerløbsscener. :-)
Og meget kan man sige om Wachowski-brødrene, men de har ikke mistet deres visuelle talent. "Speed Racer" er på billedsiden noget af det mest gennemførte, jeg har set i lang tid. Det er en film for store drenge, og den rammer virkelig fornemmelsen af at sidde med sin Matchbox-bil, læse Mark Breton i "Fart og Tempo" og omsætte det til den største racerfantasi i verden. Her er alt i klare plastikfarver, og bilerne kører aggressivt mod hinanden på hysteriske baner med indlagte hop og loops. Og kan vanvittige stunts - de gode kørere holder sig til flinke ting som at lave sidelæns saltomortaler, mens de onde kørere naturligvis har dækflænsere og endnu skumlere tricks i ærmet.
Det er vældig underholdende. Og nærmest warholsk popkunst. Jeg har i hvert fald sjældent set noget så kitschet farvestrålende, og der er også en helt bevidst 60'er-stil i filmens montageklip.
Til gengæld kommer "Speed Racer" aldrig over det jævne, når det gælder sådan noget som historie og skuespil. Eftersom det her er den store racerkliché, er den også ualmindeligt forudsigelig og dermed ikke særlig spændende. Den mangler lige en snert af fare og modstand, og de mange comic relief-scener med heltens lillebror og familiens chimpanse bliver simpelt hen for meget. Ligesom de mange gode skuespillere mere eller mindre drukner i klicheer og kitsch - hverken Emile Hirsch, Christina Ricci, John Goodman eller Susan Sarandon brænder igennem i deres roller. Det virker, som om Wachowski-brødrene har fortabt sig i deres drengeleg med racerbiler og har glemt at koncentrere sig om instruktionen af resten af filmen.
Men man kommer trods alt også ret langt med glade farver og sindssyge racerløbsscener. :-)
01/07-2008
