Green. Supergreen.

3.0
Altså, problemet med Hulk er jo bare, at han er stor og grøn og computeranimeret. Og til sidst bliver det simpelt hen for fjollet, når Hulks afsluttende store kamp mod The Abomination udvikler sig til at være to store grønne dimser, der tæver løs på hinanden, mens de snerrer tåbelige one-liners.

O.k., og så er der også lige ét problem til, som også er årsagen til, at jeg aldrig har været den store fan af Hulk som tegneserie. Nemlig den her underlige blanding af Dr. Jekyll / Mr. Hyde og King Kong, som udgør Hulks grundtema. I "The Incredible Hulk" kommer det frem i en handling, der starter, et halvt års tid efter Bruce Banner blev bestrålet og fik sit alter ego som Hulk. Han har gemt sig i Sydamerika, træner i at holde følelserne under kontrol for at undgå at slippe Hulk fri - og forsøger at finde en kur mod sin tilstand. Men hans ærke-nemesis, General Ross, forsøger igen at fange Hulk, som han vil gøre til et militært våben. Og undervejs i jagten får Ross eksperimenteret så meget med én af sine soldater, at han skaber The Abomination - og så har vi balladen om de store grønne mænd.

Det går egentlig fint i de første to tredjedele af filmen. Scenerne i Sydamerika er ret skarpt skåret og flot filmet - og Hulks indledende bataljer med militæret fungerer godt. Det hjælper også klart, at der er så gode skuespillere med. Edward Norton giver Banner en god desperation, William Hurt er en overbevisende General Ross, og Liv Tyler er overraskende god som generalens datter, der også er Banners eks-kæreste. Marvel-nørder vil desuden bemærke, at der bliver lagt spor ud til, at både The Leader og Doc Samson kan komme med i senere film.

Stil og stemning fungerer altså fint i starten, og der bliver givet så meget plads til skuespillerne, at man bliver grebet af den menneskelige historie. Men så går det hele desværre op i dumt bulder og brag i den sidste tredjedel. Rygterne vil vide, at det også fik Norton til mere eller mindre at skride fra filmen. Så "The Incredible Hulk" ender trods et godt tilløb med at være nogenlunde på niveau med Ang Lees "Hulk" - selv om den kikser på nogle andre punkter.

I virkeligheden er det bedste ved filmen Robert Downey Jr.'s fine cameo, der peger direkte frem mod den kommende Avengers-film.
The Incredible Hulk